"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

 

Side 95

Khlong Toei - 2013

Lige siden jeg her på Snesejler (side 25) læste "Sidste nyt fra Klong Toy" - Rapport fra Snesejlerens "Østen-korrrespondent i Bangkok Søren Tuxen" fra 2007, har jeg haft en drøm om at gøre samme udflugt.

Så her i april i år fik jeg muligheden for at udfri drømmen, da jeg havde et helt døgn i Bangkok på vej hjem efter en uge på arbejde i Philippinerne og Vietnam.

Tog afsted tidlig morgen fra det hotel ved lufthavnen jeg boede på, hvor metroens endestation nærmest lå lige under, så nemmere kunne det jo ikke være.

Efter 5 stationer ankom jeg til stationen - her stavet Khlong Toei - som fremstod utrolig flot, velholdt og sikker at færdes på, og det kan bekræftes at den er fuldt på højde med Kgs. Nytorv. metrostationen, som Søren beskrev det i 2007.


Metrostation.

Efter at være kommet ned fra stationen og ud på Lumphini Road fulgte jeg den rute som jeg mente at kunne huske fra Sørens rapport, men har åbenbart drejet af mod højre noget før, hvorfor jeg ad snørklede genveje kom ned gennem området hvor "Sumpen" ligger.


Lumphini Road.

Kan kun bekræfte at alt var fredeligt og roligt, og der var absolut ingen følelse af usikkerhed eller fare, men sådan er det jo overalt i verden, du kan næsten færdes alle vegne bare du optræder med en stille og roligt attitude, ikke går for prangende klædt osv.


Mindre vej nær havnen.

Var for 2 år siden i Mumbai på en lignende tur for at opsøge steder jeg var for mere end 45 år siden siden med m/s Malacca (som beskrevet her på Snesejler og tillige i bogen af samme navn) og det var det samme, slet ikke så forarmet og utrygt som erindret, det var lige før jeg nærmest blev skuffet, så ordentligt og pænt var der - havde håbet at kunne genkalde følelsen fra dengang.

Nå, men tilbage til Bangkok.

Jeg var på et tidspunkt lidt rådvild omkring vejen til havnen, men da jeg så toppen af et par af de store olietanke vidste jeg at jeg var på rette vej.


Ganske tæt på gaten.

Og nærmest som et fatamorgana dukkede Gaten op for enden af vejen.


Gaten i renoveret udgave.

Gaten var shinet noget op og fået nyt tag, men lignede ellers sig selv som sidst jeg så den for 40 år siden.


Stedet hvor "Myggen" lå.

Et hurtigt kik mod venstre afslørede det som jeg jo godt vidste, nemlig at hele hjørnet med Mosquito Bar, Venus Room mfl. nu kun var en åben P-plads, men alligevel gav det et stik i hjertet, at se det sted med så mange minder nu ikke mere fandtes.


Tomt.

Men alt det er der jo fortalt og skrevet en masse om, også her på Snesejler.


Gaten med relief af Kong Bhumibol.

Og Kong Bhumibol passer stadig på.


Thailands elskede Kong Bhumibol.

Gennem gaten på vej ned til kajen.


Bagsiden af gaten.

Pakhusene så også omtrent ud som sidst jeg lå her i 1974 med m/s "Basra"


De gamle pakhuse.


Kajen hvor skibene lastede og lossede.

Også bøjerne ude i floden lå der såmænd stadigvæk.


Som i gamle dage ligger der stadig skibe forankret.

Også Mariners Club var væk.


Pladsen hvorpå Mariners Club lå.

Vejen ind til Sumpen og ned til sampa stationen.


Indgang til sømandens "andet hjem."

Her lå jernbaneskinnerne.

I denne shop købte jeg en iskold Dr. Pepper, og ejeren kunne udmærket godt huske EAC-skibene og ikke mindst besætningerne.

Porten ud til sampa stationen

Pieren hvortil sampaerne sejlede fra/til skibene når de lå ude i bøjerne.


Sampa stationen her stavet Klong Toey.


Ankomstbro for folk som lå ved bøjerne.

Tog herefter en tuk-tuk hele vejen ind til området omkring Golden Buddha templet.


H. S. Mortensen.

Løslod nogle fugle fra et bur for 100 bath - og kan meddele at jeg foreløbig en gang i meget høj grad har haft det købte held med mig.

Efterfølgende et smut ned til floden ved den glorværdige gamle East Asiatic Company bygning.


EAC-House.

Så den sidst for 3 år siden hvor jeg boede på naboen Oriental Hotel, og dengang fremstod den rimelig pæn omend ubenyttet og forladt, men det syn der nu mødte mig var ikke kønt, hele bygningen fremstod mere eller mindre kondemneret, så det var meget trist at konstatere, ja nærmest forstemmende.


I slem forfatning.

Har hørt at bygningen er købt af en lokal rigmand, som havde planer om at renovere, men det er således ikke sket endnu.

Tænkte om det ikke var en sag at tage op for ØK's Almene Fond og/eller måske ØK Klubben ?

Afslutningsvis kan jeg kun trygt anbefale turen til Khlong Toei -
hvor søfolk fra en svunden tid slog deres folder (citat Søren Tuxen)

Såfremt andre af jer gamle ØK-sejlere skulle gå med den samme drøm.

Med venlig hilsen

Henrik Steen Mortensen.

Se også de andre sider !!!