Carl Erichsen.

Anker Nissen.

Med Mombasa til Mindanao 57.

Kaptajnen, der som følge af en helt særlig måde at gå og samtidigt bevæge hovedet på, var kendt i Ø.K. under navnet ”Høne-Madsen”, boede bag ved kommandobroen. Nu kom han ud og beordrede farten reduceret fra de 16 knob - den normale fart ved fuld kraft - til halv kraft frem. Jeg nød at betjene messinghåndtaget på den fint pudsede maskintelegraf og svingede det et par gange frem og tilbage, så der lød en overbevisende ringen, før håndtaget stod på ”halv” og snart efter – i overensstemmelse med kaptajnens ordrer - på ”langsom” og kort efter på ”stop” for endelig at blive stillet på ”bak”, først ”halv kraft” og kort efter ”fuld kraft”.

Overstyrmanden og tømmermanden var i mellemtiden mødt på bakken og havde gjort styrbords anker klart til at falde. Da skibet bevægede sig agter over beordrede kaptajnen maskinen stoppet og ”lad falde”, hvorefter den karakteristiske lyd af ankerkæden, der rovsede ud gennem klysset, lød så ingen om bord kunne være i tvivl om, at skibet nu lå sikkert for anker ud for Kolambugan, en meget lille plads på Filippinernes største og sydligste ø. Det skete i september 1957. Nu skulle der igen lastes kopra.

Lastningen var ukompliceret og foregik med skibets bomme og spil fra pramme, der havde set bedre dage som landgangsfartøjer for general Mc Arthurs styrker ved tilbageerobringen af Filippinerne fra japanerne i 1944, da 2. Verdenskrig udviklede sig til gunst for de allierede styrker, både i Europa og Asien. Kopraen, kom om bord i sække, der blev stuvet i flere lastrum af en større skare lokale filippinske havnearbejdere.

Skibets to styrmandsaspiranter, Finn Kramme og jeg, var henholdsvis 19 og 20 år og havde egentlig set nok af Filippinerne den sidste tid, men besluttede os alligevel hen under aften for at tage i land og bruge de sidste pesos på en biograftur og måske en drink som afslutning på besøget på Filippinerne i denne omgang. Der afgik regelmæssigt båd til land, og ved 18-tiden blev vi sat i land på en lang udskibningsmole tilhørende Kolambugans største virksomhed, en krydsfinerfabrik.

Klædt i pænt let landgangstøj fulgtes vi ad ind mod land mellem stabler af træ og krydsfiner. Vi mødte ingen mennesker, men ved at følge vejen til venstre bag fabrikken fandt vi uden vanskeligheder en lille søvnig by, der mest mindede om kulissen til en amerikansk western film. Vejen vi fulgte var hverken belagt med brosten eller asfalt men dog tilsyneladende byens hovedgade.  Det var blevet mørkt, og sporadiske gadelygter gjorde det muligt at orientere sig. Umalede træhuse på en eller to etager lå tæt sammen på begge sider af vejen, hver især sammenbygget med delvist overdækkede træfortove, som var gennemgående og hævet ca. 20 centimeter over vejens niveau. Der var ikke meget liv, men de få indbyggere, vi mødte, smilede og virkede venlige.  Da vi spurgte en mand, om der var biograf i byen, oplyste han, at der netop skulle være en biografforestilling for enden af hovedgaden. Og ganske rigtigt fandt vi her et lille indhegnet græsareal, hvor klapstole var sat frem og et biograflærred hængt op. Det var en stille tropisk aften med ca. 30 graders fugtigvarme. Publikum var ved at indfinde sig, og for en billig penge erhvervedes billetter til aftenens forestilling. Det viste sig at være en amerikansk cowboy film, som passede såvel os som de omkring halvtreds lokale tilskuere.

Efter filmen så vi os om efter en bar. Umiddelbart var der ingen at se, men omtrent midt i hovedgaden var der fra fortovet åbent direkte til et af husene. Det var som om en hel væg var fjernet, og borde og stole var sat frem så det lignede et af de udskænkningssteder, vi så ofte havde besøgt andre steder på Filippinerne. De fleste pladser var optaget, fortrinsvis af mænd der konverserede som om de kendte hinanden godt. Og på os virkede sceneriet som et sted med udskænkning. At mændene kendte hinanden godt forekom jo helt naturligt i betragtning af byens lidenhed.

Kramme og jeg var enige om at dette måtte være stedet, så vi satte os ved det eneste ledige bord. Da en venlig filippinsk dame kom og spurgte om vores ærinde, afgav vi med sædvanlig rutine vores bestilling på rom og cola. Nu forklarede ”ekspeditricen” imidlertid, at vi havde sat os i et privat hus tilhørende byens læge. Han drev ganske vist i forretningernes åbningstid et mindre apotek eller drugstore, men ikke restaurationsvirksomhed. Det var venner og familie, der nu var på besøg hos ”Doc”. Og i det varme klima var der jo ikke noget mærkeligt ved at der var åbent ud til den på dette tidspunkt stort set utrafikerede hovedgade. Vi, de uheldige ”indtrængende”, rejste os straks og undskyldte den pinlige misforståelse, og at vi sådan bare havde sat os uden at spørge først. Nu blev mændene imidlertid interesserede i hvad det var for et par fremmede, der var kommet til byen, og uden større falbelader blev vi budt velkommen og bænket i selskabet som husets gæster. Og dertil forsynet med hver sin rom og cola. Vi præsenterede os for selskabet, hvoraf de fleste var indfødte filippinere. Den ene af de tilstedeværende, en lyshåret skandinavisk udseende mand omkring 30 år, var imidlertid amerikaner født af finske forældre. Han blev kaldt Finney og var gift med en datter af krydsfinerfabrikkens ejer. Da det dagen efter ville være deres etårs bryllupsdag var et selskab under planlægning i den anledning. Uden på nogen måde at trænge os på blev Kramme og jeg inviteret med som gæster. Vi syntes det lød spændende og takkede ja. Det blev aftalt at vi næste dag skulle komme i land før solnedgang, dvs. ved 18-tiden, og at Doc, en kultiveret, lidt stille og tilsyneladende ugift filippiner omkring 40 år, ville hente os ved molen og bringe os med til festen, der åbenbart var henlagt til et sted uden for byen.

Mombasa i hårdt vejr.

Ret som hun går.

Mombasa i svære dønninger.

Efter næste dags arbejde om bord orienterede vi overstyrmand Andreassen om vores forehavende, og efter passende advarende formaninger klædte vi os på til fest. Da vi tog med en båd ind til molen medbragte vi en fra hovmesteren tiltusket stor dansk spegepølse, en sjældenhed på de breddegrader.

Doc kom som aftalt. Han kørte i en Jeep med spil monteret både for og bag, således at man kunne trække vognen tilbage på sporet, hvis den kørte af vejen, som han forklarede. Vi kørte ind i tæt mørkegrøn jungle og holdt en forbløffende høj fart på en primitiv vej, der nærmere virkede som et ryddet spor.  Efter få kilometers kørsel nåede vi  frem til en paladslignende hvid villa, som lå helt isoleret i en rydning i junglen omgærdet af mure og bevogtet af vagter med svære skydevåben. Senere på aftenen blev vi danskere belært om at der kunne være fare for overfald af filippinske røvere eller oprørere. Men også af japanske soldater, der ikke ville anerkende nederlaget i 1945, og derfor levede videre i junglen.

Anker Nissen.

Doc og vi blev hjerteligt modtaget og befandt os straks godt blandt hvad man nok måtte betegne som Kolambugans spidser. Krydsfinerfabrikken var en del af en større plantage, og ejeren, der selv var halvt kineser, og hans kone, der var fra Sydamerika, havde syv sønner og tre døtre. En af sønnerne, George, var udset til en dag at skulle overtage og videreføre faderens forretning, men netop nu var han optaget af at blive valgt til parlamentet i Manila. Valget skulle afholdes den 12. november, og til finansiering af sin valgkamp havde han af sin far lånt 30.000 pesos svarende til godt en million kroner i vor tids mønt.  Kramme og jeg havde nemt ved at konversere med såvel værtsfolkene som de øvrige ca. 20 – 30 gæster, bortset fra brudgommen alle filippinere. Jeg talte blandt andet en del med et familiemedlem, der var luftkaptajn, samt en mand omkring 30 år, som hed Ferdinand og ligesom George havde planer om at blive valgt til parlamentet i Manila.

H. Madsen.

Der blev budt på rom, whisky og øl. Og der blev skålet og ønsket tillykke og alt det bedste i fremtiden til det jubilerende brudepar, en smuk ung filippinsk kone, datter af huset, og Finney, som vi jo kendte fra planlægningsmødet hos Doc aftenen før. Han var allerede stærkt beruset, men satte sig ikke desto mindre til flygelet og ville akkompagnere sig selv i et forsøg på at synge ”Your eyes are the eyes of a woman in love”. Det lykkedes aldrig, og konen brast i gråd, da Finney væltede sideværts ned fra klaverbænken. Selskabet var langmodigt og hjælpsomt, og snart blev der budt på dejlig mad. En stor buffet i amerikansk stil.

Efter buffeten blev dørene slået op ud til en stor blomsteromkranset terrasse, hvor festen fortsatte i timevis med dans, snak og drinks. Finney så vi ikke mere til, men jeg havde stor fornøjelse af at danse med hans hustru medens Kramme advarende prøvede at overdøve musikken med ordene ”husk det er en anden mands kone, du danser med”. Det havde jeg imidlertid stedse i erindring, så der var ikke på noget tidspunkt optræk til skandaler eller nogen form for drama. Da klokken nærmede sig tre om morgenen takkede vi to aspiranter for en spændende aften og den store gæstfrihed, vi havde mødt, hvorefter Doc kørte os tilbage til molen. På en eller anden måde kom vi tilbage om bord på ”Mombasa”, der lå smukt for sit anker på Kolambugans red.

Dagen efter, før vi skulle lette anker og sejle videre mod Singapore, kom en del af vore nye venner om bord, så vi kunne gøre lidt gengælde med en drink og en omvisning i skibet. Herefter tog vi afsked med vore nye venner, og hverken jeg eller Kramme har senere haft forbindelse med familien på Mindanao endsige fulgt med i, hvordan det senere er gået den. Således fik vi aldrig rede på, om George blev valgt til det filippinske House of Representatives, eller om det blev til flere fejringer af Finneys og frues bryllupsdag. Og heller ikke hvorvidt den Ferdinand, vi hin muntre aften skålede med, var Ferdinand Marcos. Men vi er den dag i dag taknemmelige for at denne velhavende og indflydelsesrige familie dengang åbnede deres hjem for et par lidt tilfældige danske ungersvende.

Olesen og Bådsen.

P. Johansen.

Ole Petersen.

På næste side ses billedserie af Anker Nissen på tur med Sargodha.

Anker Nissen.