"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 99

Hej Willy.

Inspireret af din hjemmeside kontaktede jeg, for et par år siden, min gamle ven og kammerat Søren, som jeg har sejlet sammen med flere gange.

Første gang i m/s Argentina, en af DFDS Nordamerikabåde. Efter at have døjet med Nordatlantens evindelige lavtryk og hvad deraf følger af ulemper, afmønstrede vi i 1958.

Derpå fik vi begge hyre på ØKs Mongolia der skulle på Australien og New Zealand. Søren som matros og jeg som letmatros.

Efter rejsen måtte Søren en tur ind i Marinen, medens jeg forsatte med at sejle og dermed ebbede forbindelsen langsomt ud.

De sidste par år har vi holdt den nyoprettede forbindelse vedlige over internettet.

Her for kort tid siden mødtes vi og fik en lang og god snak om de glade dage i kompagniets tjeneste.

Mongolia 1958.

Søren.          &         Anker.

Ækvatordåb.

Linjedåb begynder.

En passager tages under behandling.

En indsprøjtning udføres.

Offeret vaskes i skibets "swimmingpool"

Vue over ceremonien.

Venlig hilsen

Anker Simonsen.

Hej Willy

Hermed mit bidrag til historien om livet på ØK's skibe.

Jeg hedder Klavs Bender og sejlede som ungtjener med Sumbawa fra januar til august 1964.

Jeg var blevet student i sommeren 1963 og var indstillet på at læse videre men trængte også til et ophold, det man nu kalder et sabbatår. Jeg er senere blevet havbiolog og husker stadig tilbage på min tid på Sumbawa med glæde. Jeg mødte mange prægtige mennesker om bord og i land og jeg havde store oplevelser i det vi dengang kaldte fjerne, fremmede lande.

Efter et par uger i Bottenbugten (Gävle og Sundsvald med sne og is) kom vi tilbage til København, derefter syd over til Hamburg, Bremerhaven, Rotterdam, Le Havre, Marseilles, Genua, Port Said, Sueskanalen, Aden, Fremandle, Port Adelaide, Melbourne, Tasmanien, Sydney, Brisbane og så…

Ja, ØK sendte dengang ca. 12 skibe på Australien om året og man sagde, at i snit kunne de 9 laste op i Australien for tilbageturen. De 3 sidste blev sendt til New Zealand for last, men helt usædvanligt glippede det denne gang. Så vi gik til Bangkok hvor der altid var last af ris og teaktræ, så Singapore, Port Swettenham, Penang og retur til Europa hvor vi ankom til København midt august 1964.

En kold slæbebåd.

Da vi sejlede ud af København i begyndelsen af januar mod Gävle passerede vi et andet ØK skib der var for hjemadgående fra Østen. Jeg ser endnu for mig hvordan vi stod der på dækket og hilste på hinanden, så råbte de "Snesejlere" over fra det andet skib.

Bortset fra en afløserkaptajn på turen til Sverige sejlede jeg under kaptajn Sørensen på resten af turen, en sympatisk og venlig mand som ikke sagde ret meget, men folk "hoppede og sprang" når cigaren vippede i munden på ham oppe på broen, samtidig med at han mumlede et eller andet. I rederiet gik han under navnet, ”den tavse dansker”.

Kig over havnebassinet til nabobåde.

Hovmesteren hed Hansen, lidt spinkel af bygning med et temperament der af og til kogte over, men han "faldt hurtigt ned igen". Jeg mindes stadig hovmesteren med glæde.

Bedetid for sælgere i Suezkanalen.

Han lagde stor vægt på, at han efter eget udsagn var ØK's billigste hovmester når det gjaldt forplejning; 7,35 kr. pr. mand pr. dag og gennemsnittet ligger over 12 kr. … som han klukkende fortalte mig og tjeneren.

Sælgere i Suezkanalen, forsøger at lave en: "Speciel price for you"

Denne rekord var selvfølgelig kun opnået gennem en målbevidst indsats; en kødside der viste sig at veje 4-5 kg for meget, i forhold til den portion af kød 1 mand gennemsnitligt skulle have pr. middag, kunne blive taget ud af kølerummet, for så at blive båret ned igen, mens kokken fortvivlet så til.

Sammenkomst på lugen.

Jeg husker en aften i Adelaide hvor kokken lige var tørnet til, en del af besætningen var gået iland og kokken stod og stirrede fortabt på 16 sild som hovmesteren havde taget ud til aftensmaden; i det samme kom hovmesteren ind i kabyssen, kokken så op og udbrød spontant: Hovmester, tror de jeg er Jesus.

Dåbs-ceremonien kan begynde.

Vores bager var en ældre lidt stille og lun mand. Blandt mange gode ting var især hans pandekager berømte. Foruden basisdejen indeholdt de en del øl; når røremaskinen kørte, stod bageren med en pilsner i hånden, så tog han en slurk og hældte resten i dejen, derefter trak han en ny pilsner op og så gentog processen sig, mens bageren stod og funderede.

Dejen blev grundigt omrørt i lang tid, til de middage spiste alle dessert!

En "fange" under behandling.

Til slut skal "fangen" vaskes.

Bageren kom sjældent op og skændes med nogen. Dog husker jeg en enkelt gang, at han og kokken stod og diskuterede. Pludselig råbte kokken: Det er også lige meget bager, jeg har nemlig hørt, at man nu kan fryse friskbagt brød ned, og det skulle være lige så godt som dine rundstykker når det bliver tøet op i ovnen om morgenen, sådan bliver udviklingen bager, og så er vi fri for folk af jeres slags til søs.

Bageren tav, han var tydelig chokeret, men han fik dog lige fremstammet: Nej sådan ville udviklingen aldrig blive!

Efter dåben skal alt spules.

Men hvad kokken (og vi andre) ikke rigtig havde fantasi til at forestille os var; at både bagerens, kokkens, tjenerens, ungtjenerens, koksmatens og alle andre funktioner i "restaurationen" ville forsvinde i udviklingen.

Officerer overvåger ækvatordåben.

Besætningen på Sumbawa var på 46 mand da jeg sejlede.

For nogle år siden havde jeg lejlighed til at komme om bord på Albert Mærsk da den helt nybygget lå ved Langelinie i nogle få dage.

Albert Mærsk laster ca. 10 gange så meget som Sumbawa gjorde, til gengæld er de kun 13 i besætningen! Det eneste der muligvis var mindre på Albert Mærsk sammenlignet med Sumbawa er kabyssen.

Kun en mand stod for det hele de kaldte ham hovmester, men han var også alt det andet; kok, bager, tjener osv., når det var nødvendigt.

At "udviklingen" skulle gå så langt, havde vi godt nok ikke lige set i 1964.

Sidney ret forude.

Som mange andre, der skriver på de her sider, kan jeg huske handelsfolkene i Sueskanalen. Deres metoder var virkelig "nye" for mange af os. Men det var jo skønt at være sammen med folk der havde været her før.

Hovmesteren havde advaret mod at handle på kamrene; "de kan stjæle alt, også lagnet under en, når man ligger og sover" Det havde han eksempel på.

Diskussionerne startede altid om priserne; jeg kan huske at jeg begyndte med at handle om en kamel taske, handels manden startede med 8 engelske pund, jeg foreslog 6 pund, manden vred sig og sagde, jeg har 2 koner og 8 børn jeg er nødt til at have lidt ind, 8 pund er ingenting for en taske af den kvalitet, Special price for you.

På 6½ pund var jeg lige ved at slå til, da 2. styrmand kom forbi og råbte: Muhammed, hvad koster tasken? 3½ pund sagde han så uden at fortrække en mine. Jeg nåede sådan lige at fremstamme, jamen du sagde da lige 6½ pund, nej, det havde han aldrig sagt, aldrig.

Hvis du snyder drengene så bliver du smidt fra borde, nu er du advaret sagde styrmanden. Jeg fik uden yderligere diskussion tasken for 3½ pund.

På vej til Sidney Harbour Bridge.

Som for mange andre der skriver her på siderne står oplevelserne i Bangkok særlig på Moskito bar i et mytisk skær. Som en detalje ser jeg endnu for mig en pige der gik rundt fra kammer til kammer på Sumbawa og solgte frugt. På et af kamrene blev hun ret længe, vi andre var enige om, at den service er der ikke mange frugtsælgere der yder i Danmark!

Her sejler vi under Sidney Harbour Bridge.

Som en helt speciel detalje fra Bangkok kan jeg fortælle følgende historie:

Det var drengenes job at vaske op i kabyssen, i Bangkok lejede vores drenge for nogle få bath lokale drenge til at stå for opvasken. En dag, kom en af dem ikke, så vi spurgte de andre hvor han blev af. Lidt undskyldende forklarede de; jo han går i skole, når han har arbejdet et par måneder på et skib, har han penge nok til en måned i skole, det kan han godt lide.

Byggeriet af Oprahuset Sidney 1964.

Det var lidt af en øjenåbner for os unge, flere af os var noget skoletrætte, vi havde ikke rigtigt forestillet os, at nogen savnede det at gå i skole så meget, at de arbejdede for at kunne gøre det.

Turen med Sumbawa gav mig virkelig et skub fremad i min oplevelse af verden, tak for den, til alle fra dengang.

Klavs Bender.

Suezkanalen.

Se også de andre sider !!!