"KOMPAGNIET"
Om livet i ØK -
EAC skibe.
Side 59
René Matthé -
Fortsat fra side 58.
Morelia Indien fra April. 1959
til April. 1960. Kaptajn. O. Nislev. og Kaptajn. H. Philipsen.
Vi forlod som sædvanlig
Orientkajen og det var 1959 lige før jul, turen gik via Østersøens
havne til Århus og resten af de Europæiske havne, Suezkanalen,
Rødehavet og bunker i Aden, videre til Bombay som var en stor by men
ikke højhuse, der var et par Engelske klubber i byen dem besøgte vi
flittig for det var de eneste steder man kunde få serveret øl og
spiritus, så var der lige det store badeland hvor swimming poolen
lignede en stor sø, det var et kæmpe område, der var servering over
alt, men der var kun adgang for hvide.
En af de første gange vi tog der
op var vi syv mand, den ene var en ung grønlandsk matros han blev
nægtet adgang, vi prøvede at fortælle dem at han var en almindelig
dansker som os andre men nej, han måtte gå om bord igen han kunne
heller ikke komme i de engelske klubber, vi andre hyggede os med
solbadning og svømmeture, der var også mange pæne dejlige damer at
se på, og det var skønt at ligge der under palmerne, i fyre
graders varme med kolde øl mellem
tæerne.
Morelia.
Man
kunne godt se at vi var mellem snobbede overklassemennesker, den
måde de behandlede de indiske tjener på, som slaver i kolonitiden
men den var vel også knapt slut på dette tidspunkt, nok om det vi
havde det skønt, og efter mange af de store kolde øller og mørket
stod på, blev vi enige om at nu skulle vi se at komme om bord,
Vi kunne ikke få en taxa så vi
traskede der ud af, pludselig stank der af kød der var brændt sort
på stegepanden samt en sødelig lugt, da vi kom længere frem kunne vi
se et stort bål og da vi kom helt derhen kunne vi se at det var et
menneske de brændte midt
i
grøftekanten altså ligbrænding, den lugt og smag i munden glemmer
jeg aldrig, vi løb der fra men nåede ikke langt før tre af os vende
vrangen ud, og op kom al den dejlige øl vi havde hældt i os, tænk
lugten hang i næsen i flere dage, så vi kunne næsten ikke få noget
mad ned, men det gik da over igen, siden den dag gik vi langt uden
om alle bål, det var ikke sjældent at der var ligbrænding rundt
omkring.
Om dagen
oplevede vi til tider nogle store optog der minded om karneval, med
et stort vogntog i midten der var pyntet med et hav af blomster, og
midt i blomsterhavet lå en død som var på vej til ligbrænding, det
så meget mærkeligt ud, den døde var malet i alle smukke farver, men
det virkede uhyggeligt på os, og så i den varme, hjemme var vi jo
ikke vandt til at se de døde på gaden.
Næste aften
var en tur i sømandskirken vi talte med præsten om vores oplevelser,
han fortalte at det var almindeligt i Indien, at kremere de døde i
vejkanten eller ved flodbredden, nå men vi vænnede os til det,
præsten bad for de døde, og holdt en lille gudstjeneste for os,
præstens kone havde bagt kager og lavet en god kop kaffe, bag efter
spillede vi bordtennis og så lidt film og læste i nogle gamle danske
aviser, så var den hyggelige aften gået, det var jo regntid så nogle
dage var det solskin, så tog vi til badeland når det regnede var vi
i sømandskirken eller i den engelske klub, havnearbejderne arbejdede
ikke når det regnede så blev lugerne lukket, så vi lå der en hel
måned.
Nu
hvor det var regntid så vi kunne ikke spille fodbold, Bombay havde
ellers nogle gode sportsaktiviteter blandt andet fodboldbaner på
grund af englænderne, dem spillede vi imod i 1957 da jeg var der på
min første rejse med Panama, på gaderne kunne man også opleve
slangetæmmer, kampe mellem desmerdyr og slanger det var altid
desmerdyret der vandt.
I østen var
det kamfatræs kister, rosentræs figurer, silke kakidress, Siamsølv,
tigerbalsam
man købte, I Indien var det
håndknyttet gulvtæpper, rosentræsmøbler, skræddersyet tøj,
Ibenholtselefanter, kamfertræsfigurer og filigransmykker, som jeg
selvfølgelig købte til min mor, der var også nogen der købte en
dårlig, så var det op til førstestyrmand han øvede sig altid på dart
spillet, da vi var færdige med at losse og laste skalkede vi lugerne
og vende stævnen mod Ceylon.
Efter nogle
dages dages sejlads stævnede vi ind til
Colombo på Ceylon, sømands præsten sørgede for en bus så vi kunne
komme en tur rundt på øen, vi så elefanter i arbejde og var en tur
ude i de store teplantager og så hvordan man plukkede og
forarbejdede te, vi besøgte et tempel hvor der var en sø med store
tamme fisk vi kunne håndfodre der var opvisning af indisk dans til
ære for os, vi sluttede af på øens højeste punkt hvor de serverede
ægte Ceylon te vi kunne nyde til den smukke udsigt.
Dagen efter var vi i byen på egen
hånd, den skulle lige males rød så man kunde se at vi har været der,
tredje dagen tog vi ud til noget der hed Candy Beach og trak i
badetøjet, vandet var indhegnet så hajerne ikke kunde hente deres
frokost lige der, det var vi selvfølgelig glade for, vi hyggede os
resten af dagen og tog så tilbage
til skibet men vi var lige ved at
komme forsendt til aftensmaden, på grund af de hellige køer der stod
på tværs af vejen, taxa chaufføren holdt stille da de ikke ville
flytte sig og man må ikke jage på dem. Turen gik videre til
Madras og Calcutta i Indien to festlige steder med mage oplevelser,
i Calcutta fik en af vores fyrbøder tatoveret en fyrbøder på den ene
endeballe som skovlede kul i fyret, det så sjovt ud, når han gik og
musklen strammede og slappede af, svingede skovlen frem og tilbage,
ja der blev fyret med kul, nu var det ikke sådan at vi aldrig
arbejdede og kun festede, nej vi havde da også et fuldtids job, men
det var sådan at når vi var i søen og havde vores vagter sparede vi
en masse fridage op, og det var jo dem vi brugte de rigtige
steder.
Vi lå på reden i Calcutta ca. fem
hundrede meter fra os lå et lille dansk fragtskib navn og rederi kan
jeg ikke huske, men de manglede proviant og havde via radioen
kontaktet vores høker og aftalt at komme over til os med kontanter
og få dem byttet til proviant, de havde sat deres lille motorbåd i
vandet og sejlede over til os, strømmen var kolossal stærk på det
tidspunkt så de havde en stor afdrift og kom uheldigvis ind foran
vores stævn og tippede rundt så mændene i båden faldt ud, båden og
mændene drev afsted med en fandens fart, det hele gik ufattelig
stærkt få sekunder efter at de ramte stævnen havde vi vores motor
båd i vandet og af sted efter dem, vi fik bjerget både søfolkene og
deres båd, der var en ting vi kunne grine af bagefter, det var at
deres hovmester klamrede sig mere til tasken med sine penge end til
sit liv, men alt gik heldigvis godt vi fik dem om bord og lånte dem
noget tørt tøj, pengene blev lagt til tørrer og de fik deres
proviant, senere bugserede vi dem og deres båd over til deres skib
med vores egen motorbåd, ser i det er det vi kalder godt sømandskab.
Dagen efter gjorde vi søklar og
stævnede mod Chittagong i Øst Pakistan som i dag heder Bangladesh
her lå vi til kaj i en ret kedelig by, vi var der heldigvis ikke så
længe, tide vandet var meget voldsom der var fire-fem meters
forskel, vi fik melding om at der ville komme en voldsom flodbølge,
så vi afmonterede ankerkæderne og brugte dem som ekstra fortøjning,
men selvom den var stor var det heldigvis ikke så slemt.
Videre derfra til Rangoon i Burma
når man stod på øverste dæk og kikkede ud over Rangoon skinnede alle
tempel tagene som det rene guld, senere på sømandshjemmet fik vi at
vide at det var rent guld, og at inde i templerne var der massive
guld budaer med øjne af store rubiner og ellers beklædt med diverse
ædelstene og at al det guld og ædelstene var stjålet i Siam
(Thailand).
Under krigene for flere hundrede
år siden, tog de på tyvetogt på elefant ryg, det er også derfor at
den fire tons store guldbuda i Bangkok blev fundet som cementbuda,
den stod i ØKs pakhus, da de skulle flytte den, blev den tabt på
gulvet og cementen gik i stykker, overraskelsen var stor da man
opdagede det var guld, munkene havde åbenbar prøvet at gemme noget
af deres rigdomme med held. Sømandspræsten lavede en tur for os til
Pagoder og Templerne, jeg må sige at det var et syn for guderne med
alle de budaer og andre ting i guld og ædelstene, efter endt tur var
vi inde et sted og spise lokalt mad.
Morelia Andwerpen 60. - René Hansen, på skødet
maskinass, matros Basse, bageren, matros, kokken.
Vi var da også en tur på egen
hånd men nøjes med at male byen lyserød, vi holdte da også den
obligatoriske vendefest som vi gjorde i ØK, når skuden skal vende
hjemover og vi havde en fodboldkamp med et andet skib som vi vandt.
Vi skalkede lugerne og gjorde søklar til hjemturen, og besøgte de
samme havne, plus Karachi i Vest Pakistan, det var som sædvanlig en
dejlig tur med ØK som jeg aldrig glemmer og alle de dejlige minder
jeg delte med resten af besætningen. Vi anløb Orient kajen den. 25.
april 1960 den. 26. april sejlede vi skuden til Nakskov og
afmønstrede den.27. april. 1960.
Panama Australien fra Maj. 1960
til November 1960 Kaptajn. V. Glesner.
Efter lidt ferie og
familiekomsammen fik jeg rystet Morelia af mig, min lille bror havde
talt en del gange om at han ville ud at sejle i den store verden,
han havde kun prøvet at fiske med en Færøersk fiske båd, jeg
fortalte ham at så skulle han vælge ØK.
Besked fra "Kompagniet"
17 maj kom han og fortalte mig at
han havde fået hyre på Panama som messedreng, jeg var ved at få
kaffen galt i halsen, frem med min søfartsbog og medlemsbogen til
sømændenes forbund, ned og hoppe på sporvognen ind i forbundet og
håbe på, at jeg havde stempler nok til Panama, det havde jeg, hen
til ØK. Holbergsgade 2, Aflevere søfartsbogen fik udleveret
mønstringskortet til Panama som matros, grundhyre kr. 403,00 Ja med
diverse tillæg ca. kr. 1200,00. ja det var den gang.
Jeg tog hjem og
fortalte ham det han blev meget glad, min lille bror hed Remi Hansen
han blev desværre dræbt ved en trafik ulykke på Køgevejen da han var
22 år, var blevet gift og havde tre små børn. Vi fik pakket vores
køjesække jeg hjalp Remi med at pakke han viste jo ikke hvad man
skulle have med på sådan en tur, den 21. maj tidlig om morgenen tog
vi en taxa til Orientkajen og gik om bord på Panama, med kurs mod
Australien men først til alle de Europæiske havne, så til Port Said
og igennem Suez kanalen til Aden og bunker. Der efter på den lange
tur til Perth i Australien.
Vi var heldige at få høj sø og en
kraftig vind i et par dage, så vi fik samlet en hel del flyvefisk
som fløj om bord og kokken fik det til stegte sild dejligt, vi havde
sat et bordtennis bord op i styrbord side det var ret vind stille
resten af vejen, så vi kunne spille, det var om øl.
Vi trak nogle
ledninger ud fra mit kammer som var sat til min spole båndoptager en
B&O Unitape, en anden matros satte sin radio på fem lugen og
sluttede ledningerne til, så var der halvtressermusik til alle, der
blev spillet bordtennis og nogen sad på lugen og spillede kort,
andre spillede dart, der blev kø hos hovmesteren efter øl boner som
blev omsat til dejlige kolde øl hos bageren, så blev der festet vi
havde altid det så sjovt hos os agter, så der kom mange henne
midtskibs fra og ville være med.
Alle bragte noget med, når
drikkevarerne var ved at slippe op, gik pøsen rundt og vi smed øl og
vand boner i, min lillebror Remi fik den ære at hente kolde
drikkevarer hos bageren efterhånden som de slap op, og skulle også
sørge for at skifte bånd når musikken stoppede, vi havde næsten lige
krydset Ækvator det var helt vindstille og temperaturen lå omkring
fem-seks og tredive grader så der blev drukket utrolig meget, det
havde vi snesejlere jo ry for.
Vi havde en vaskeridesse så der var
også nogen der fik danset lidt med hende, jo det endte med at blive
lidt af en abefest, dagene gik med maler arbejde og hygge om aften,
vi fandt altid ud af noget sjovt, vi havde blandt andet lånt nogle
planker fra lasten som blev brugt til surringer, dem lagde vi fra
lønningen og hen til femlugen, lagde en presenning ned i mellem
dem, og med spuleslangen fyldte vi den op med havvand, så kunne vi side og
blive afkølet, den var så populær, så midtskibs var lige ved at
overtage den.
Efter mange dages sejlads var vi nu ved at være
fremme på vestkysten af Australien, vi anløb Perth en maskinass. og jeg fulgtes en tur i land, vi fandt et hyggeligt sted
hvor vi fik kængurubøf, det smagte godt, lidt hen efter oksekød med
en svag smag af lever, drikken til var et stort glas kold øl med et
glas brandy i, som blev anbefalet af to Australske piger der sad ved
bordet ved siden af.
Tiden nærmede sig kl. toogtyve så
lukkede udskænkningsstederne i Australien, pigerne foreslog at vi
skulle fortsætte hjemme hos dem, for de havde både musik og et par
flasker, det gjorde vi så, de lavede det lidt festligt for os, efter
et par timer hos dem kunne vi ikke finde om bord de syntes at vi
skulle overnatte der, som sagt så gjort.
Om morgenen fik vi æg og
bacon efter dejlig morgen mad kørte de os om bord i deres bil, og
hentede os igen samme aften for at vise os byen, ja gæstfriheden var
stor i Australien. Vi var der to et halvt døgn, sejlede
så videre til
Adelaide og til Melbourne.
Mandskabsliste fra Panama.
Vi havde en oplevelse med en
første styrmand det var med Simba
i
1959 som var min forrige tur til Australien, det forgik i Melbourne
jeg havde en aften vagt ved gangvejen eller landganen som den også
heder, kl. syv om aftenen kom anden styrmanden om bord sammen med en
pige de var lidt beruset, og man måtte ikke give adgang til hvem som
helst, men det var jo anden styrmand så de kom om bord, han havde jo
et overordnet ord om bord, kl. elve kom pigen vaklende hen ad dækket
til landgangen og var ved at falde ned, jeg skyndte mig ned og fik
fat i pigen hjalp hende ned på kajen, hun kunde dårlig stå på benene,
så jeg måtte hjælpe hende de cirka tres-halvfjers meter der var hen
til havneportvagten, så han kunne tage sig af pigen.
Jeg ved godt at man ikke må forlade skibet når man
havde vagt, men hennes liv kunne være i stor fare, det er før sket
at der er nogen der er faldet ned mellem skib og kajen og mistet
livet, første styrmanden havde stået på øverste dæk og set at jeg
havde forladt skibet med den berusede pige, da jeg var på vej
tilbage til skibet, kom første styrmanden løbene hen ad kajen tog
fat i mig og begyndte at tæve løs på mig, smed mig hen ad kajen og
råbte hvad jeg bildte mig ind, at forlade skibet, for så skulle han
nok tage Lalandia handskerne på, så blev jeg tosset og råbte at det
var fanerne hans skide fulde anden styrmand han skulde tæve og ikke
mig, inden vi nåede landgangen var han faldet lidt ned på jorden
igen, han havde også drukket lidt kunne jeg se, da vi kom hen i
lyset, resten af vagten forgik roligt, et par uger senere havde der
været nogle problemer på grund af hans håndtering af os dæksfolk,
han behandlede os dårligt vi begyndte at arbejde efter reglerne og
boykottede ham lidt, han blev tosset kom farende hen i matrosmessen
mens vi sad og skaffede og råbte at hvis vi ikke indordnede os under
ham, skulde han nok tage Lalandia handskerne på.
Det viste sig at rygterne sagde at han havde tævet
hele dæks besætningen på Lalandia, da han var styrmand på den, vi
forlod sidste havn i Australien på hjemgående, og efter et par dage i
søen hørte vi en banken et eller andet sted fra, vi rente rundt og
lyttede og fandt ud af at det kom fra tre lugen. Vi åbnede den og
råbte der ned og hørte lyde, vi fandt en ung dansker som var blind
passagerer, vi fik ham hevet ham op han var total afkræftet, første
styrmanden ville have ham op på broen to matroser hjalp ham op, vi
andre gik hen agter og skulde have kaffepause, da vi havde siddet
der et kvarters tid, kom vores blinde passagerer vaklende ind i
messen fyldt med blod i hele hovedet og på tøjet, styrmanden var
gået helt amok og gennemtævet ham så hans hoved var røget ind i
radiatoren et par gange, vi fik ham i bad og fandt noget rent tøj
til ham, han havde tre flænger i hovedet, en på højre øjenbryn en i
baghovedet den sidste bag venstre øre, vi var meget chokeret over
den behandling han havde fået, vi blev enige om at det var nok med de
Lalandia handsker.
René banker rust på en sol, Simba.
På hjemturen kom der en politimand
om bord og holdt vagt uden for døren hvor han opholdt sig, fordi han
var blind passagerer, resten af turen arbejdede vi så langsom med
maler arbejdet at skibet lignede en rustbunke, i Rotterdam hyrede
første styrmanden et sjak fra land til at male bagbord side, for det
er den side vi lægger til med ved Orientkajen, så den var pæn når de
fine herrer kommer om bord, men så ville skæbnen at vi for en gangs
skyld skulle lægge styrbords side til, så vi var mange der jublede,
vi havde fået vores hævn.
Tilbage til Panama og Melbourne,
sømandspræsten kom om bord og inviterede os til hygge aften, vi blev
hentet om aften i en folkevogns rugbrød, hen under aftenen blev vi
spurgt om vi ville ud og opleve noget, vi blev enige om at en tur i
Zoo ville være rart, vi var nogle stykker der tog en fridag, næste
dag blev vi hentet i en bus og kørte hen til en Norsk Wilhelmsen
line båd og samlede norske søfolk op, derefter til et svensk skib
hvor der også blev samlet søfolk op, så gik turen til Zoo, det var en
stor oplevelse at se kænguruer og koalabjørne og andre Australske
dyr på tæt afstand, bag efter var inde et hyggeligt sted og få lidt
frokost og et krus øl, så gik turen tilbage vi var de første der
blev smidt af og bussen kørte videre med resten af søfolkene til de
andre skibe.
Dagen
efter gjorde vi søklar og sejlede videre til Sydney det var en stor
by, her fik også hurtig besøg af sømandspræsten og aftalte at blive
hentet om aftenen, over en kop kaffe aftalte vi nogle forskellige
ture som vi gerne ville med på, den første dag var vi på besøg i en
meget støre og mere spændene Zoo end den sidste og bag efter var vi
ude i en gammel bydel, hvor man blandt andet samlede emigranterne,
som kom med skibe fra Europa omkring år nitten hundrede, det var
meget interessant.
Vi sluttede med at besøge et gammelt spisested
som lå i et af husene, og smagte på nogle Australske delikatesser
som kænguru og emukød vi tog så turen tilbage til skibet, men
stoppede på vejen og købte en stor is, tænk sig alle de oplevelser
man var gået glib af, hvis der ikke var noget der hed sømandskirker
og deres præster, som gjorde en kæmpe indsats for os søfolk.
Slangetæmmer i Bombay Letmatros René Hansen
(nu Matthé) ------ Fodboldhold Simba 59. Australien.
To dage senere
var vi på en bus tur til noget der hed Blue Mountains det var en
smuk tur, vi stoppede et sted hvor der var meget åben, for at se en
mand bruge bommerang, vi fik alle lov at prøve og blev undervist i
det, vi brugte næsten et par timer, på vejen tilbage stoppede vi
et sted hvor koalabjørne sad i eucalypsotræerne og spiste bladene
som de blev hønefulde af, de spiste og sov skiftevis, sikke en
tilværelse og så var det gratis, vi oplevede meget forskelligt
dyreliv på turen, som man ikke kunne opleve, hvis man ikke tog med
på de ture.
Vi kom sent om bord for det havde været en lang tur,
dagen efter var vi på arbejde igen, jeg skulle være vagtmand i
lasten og passe på at havnearbejderne ikke stjal fra lasten, for vi
havde skotsk whisky og chianti rødvin i to lugen, inden dagen var
gået, var whiskyen losset, og vi var godt i gang med rødvinen.
Klokken seks havde
havnearbejderne fyraften, så var det med at få et bad og komme i land, det
var længe siden vi havde fået skyllet halsen godt og grundig, vi
fandt en hyggelig stor restauration med dansegulv og det hele, der
var god musik det var lige os, lige da vi havde det allerbedst og
sjovt var klokken blevet ti og det var lukketid, ved udgangen kunne
man købe flasker med hjem, da vi kom om bord satte vi os i
rygesalonen fandt nogle glas frem, det var noget være sødt sprøjt
Australsk sherry, men det blev drukket.
Så blev vi allesammen enige om at jeg var dømt til at
kravle ned i lasten og smugle en kasse chianti op, imens de holdt
vagt på dækket, for jeg var den eneste der vidste hvor vinen lå, det
var mørkt så der var ingen der kunne se os, så efter pres sagde jeg
OK og kravlede ned, jeg kunne overhovedet ikke se en hånd for mig,
jeg måtte kravle og føle mig frem, pludselig røg jeg ned i et hul,
efter jeg havde haft vagt havde de åbenbart losset et andet sted fra
i lugen så der var et hul lige før rødvinen, jeg slog mig voldsomt
især min venstre fod, men jeg fik en kasse under armen og kravlede
op, de andre tog imod kassen.
Da jeg humpede hen agter kunne
jeg næsten ikke
støtte på min fod, nå men der var stort jubel, jeg var dagens helt,
der var seks flasker i sådan kasse, vi kunne nu klare os et par
timer, chianti smager nu godt, men for hver glas jeg drak hævede min
fod mere og mere og smerterne tog til, rødvinen slap op og vi gik
til køjs, jeg fik ikke lukket et øje den nat, da vi blev purret ud om
morgenen var det så slemt at jeg ikke kunne støtte på foden, to mand
måtte støtte mig op til første styrmand, han sagde jamen hvad er der
dog sket med dig, inden jeg kunne nå at svare, sagde mine medhjælper
det var vist noget med at jeg skred i badet i går aftes, med stor
medlidenhed sagde han det er vel nok synd for dig, jeg fik straks
røde kinder og lidt dårlig samvittighed, men det kan man jo ikke
bruge til noget, første styrmand sendte bud efter en sygetransport
jeg kom til røntgen på sygehuset, foden var brækket jeg fik gips på
og et par krykker.
Turen
fortsatte til Brisbane jeg kunne ikke lave så meget andet en at stå til
rors og udkik, et par dages sejlads og vi anløb Brisbane, jeg havde
øvet
mig lidt med krykkerne, så jeg gik en tur i land og gik om bord igen
til aftensmaden, efter at vi igen havde fået fyldt maverne op, var
der nogen der skulle en tur op i land, sømands præsten havde fortalt
at i biografen gik filmen Benhur og den ville de se, jeg ville gerne
med, hvis de ikke gik for stærkt, det blev lovet så vi vandrede der
op.
Panama.
Vi forlod Brisbane og sejlede til Rockhamton, det
var oppe af en flod, kajen lå på styrbord side her lagde vi til,
det er her vi plejer at fange de store krabber, så det
blev gentaget, man kan sagtens spise krabber med gips ben, bare de
blev skyllet ned med øl og brændevin, så var det sidste havn inden
hjemturen.
Townsville et smukt område, vi lå ikke så længe her, vi fik
skibet lastede med titusinde ton råsukker sådan bare løst i lasten,
det lignede puddersukker bageren fik en spand fuld, så han kunde
bage brunsviger til os, vi sejlede derfra og skulle nord om
Australien, jeg havde stadig gips på, det skulle førstestyrmand
fjerne efter seks uger, min lillebror var flink til at hente ting
til mig, han kom tit hen hos mig og hyggede sig, han var også tit
med i land, jeg havde lovet min mor at passe på ham og sørge for at
han kun drak sodavand, jeg meddelte min mor at han opførte sig
eksemplarisk.
Nu var der mange der jublede, for nu var
det hjemad, men vi røg ind i en voldsom orkan, oppe i nærheden af
Torsdagsøen, det var sent om aften jeg var gået til køjs uden en
trevl på, det var jo varmt, jeg havde et lagen om maven, det var
svært at falde i søvn for man blev jo kastet rundt i køjen, men jeg
faldt dog til sidst i søvn, pludselig lød der et brag og jeg blev kastet
ud afkøjen, røg ned på dørken ramte bordet på vejen og fik en masse
knubs.
Jeg var sikker på, at vi var sejlet ind i et klippeskær eller
ligene og humpede ud på dækket, der løb folk rundt imellem hinanden
mere eller mindre påklædt og var bange, og nogen ville til bådene,
der gik nogen tid før det blev oplyst, at det var maskinen der var
stået af.
Vi var nu begyndt at drive med søerne ind fra siden, det
var ikke sjovt så vidt jeg forstod drev vi nordøst på, og hvis vi
fortsatte den kurs, ville vi banke ind i koral og klipperev, så der
blev straks sendt mayday og telegrafisten fik kontakt med nogle
skibe.
Det nærmeste var et Australsk passagerskib det hed Fearless,
som kom til undsætning i løbet af et døgn, efter mange forsøg fik vi
en kasteline over til hinanden, så de kunne få trosser over, det
lykkedes heldigvis, de lå og slæbte os syd på mod den Australske
Nord kyst, i starten kom vi ikke rigtig nogen vegne, men vi drev dog
ikke mod farlige klippeskær, efter hånden lovede vinden
mere og mere af, gudske lov for det, og til sidst nåede vi nordkysten hvor der var så lavt vand at vi kunne smide anker.
Vejret
blev rigtig godt, vi lå nu og ventede på Australiens to største
slæbebåde, en fra Sydney og den anden fra Melbourne, det
varede en uges tid før de var fremme, så kom vi på slæb tilbage til
Townsville, roret på broen virkede ikke, så vi måtte bruge det store ror
på pubben henne agter, vi skulle jo støtte med vores eget ror under
bugseringen, det var hårdt for det var direkte kæde træk, vi endte
langt om længe i Townsville og hvem lå der, det gjorde Fearless
vores helte der havde redet os i stormen, efter den slemme tur fik
besætningen fri så vi kunne slappe lidt af, besætningen fra Fearless
inviterede alle der havde lyst en tur i byen, de havde fået
bjergnings løn så det blev der lidt af en fest ud af.
Panama på
slæb.
Man havde nu
fået skilt maskinen ad, og fandt ud af at det var en krumtap der var
smadret, hvis nok den tredje agter fra, de havde fået hevet stemplet
op, det lå på kajen sammen med stumperne fra krumtappen, hold kæft
hvor var det stort og
langt, det kunne man rigtig se når man står der ved siden af, vi
ventede i flere dage for at få besked på hvad der skulde ske, man
talte om at vi nok skulle sendes hjem, senere var der tale om at få
reservedele fra Japan den var jo bygget der, til sidst fandt man ud
af, at man kunne sætte en stor klemme på de to aksler der stak ud i
hver side og sejle med et stempel mindre, den klemme skulle vistnok komme fra Japan, det tog lang tid, men så lærte vi Townsville
rigtig at kende, vi kom meget ude ved en stor udendørs swimmingpool
ved noget der hed Alma Bay for man kunne ikke bade i havet
for hajer, Remi var altid med os der ude, længere ude lå Kissing
Point, ved poolen mødte jeg en enlig mor, som jeg kom i snak med, hun
fortalte om en ø der hed Magnetic Island, som man kunne sejle ud
til, vi tog
der ned, købte billetter til turen, mest overraskende var at der var
glasbund i båden og vi sejlede over nogle af verdens smukkeste og
mest sjælende koral rev, det var en stor oplevelse, øen var også
smuk hun fik virkelig vist mig meget af Townsville og områderne omkring byen, vi lærte en masse civile mennesker at kende, på en pub
lærte jeg en brandmand at kende, og blev inviteret hjem og besøge
hans familie og en anden gang til middag, en dag inviterede han mig
med på jagt det var en oplevelse, på top tyve listerne i radioen
hørte vi al den nye musik fra slutningen af halvtresserne, Banjo Boy
med Jan og Kjeld blev spillet meget, min veninde inviterede mig i
biografen nogle gange, vi var også ude at spise, det sluttede som
regel af med at hun lokkede mig med ud til Kissing Point i
måneskindet.
Hun ville så gerne, at jeg blev i Australien, men man
kan jo ikke bare forlade skibet, Remi sagde Rene du gør det ikke,
omsider havde vi fået reservedelene og maskinen blev lappet sammen
og blev prøvekørt, det havde nu også taget langt over en måned, så
var vi klar til at sejle hjem, råsukkeret skulle losses i England,
prøv at sejle med et skib der mangler en krumtap, vi fik ikke suppe
eller andre måltider som var en smule flydende, når vi skulle have
kaffe eller te var det svært at ramme koppen og kunne kun fylde dem
halvt, ellers blev det smidt ud igen.
Vi var heldige at vi nåede hjem
inden vores nyrer var blevet rystet helt løse, og vi sejlede kun
godt og vel på halv kraft, så det var en lang tur hjem, da vi kom
til Rødehavet måtte vi ankre op og vente på tilladelse til at sejle
igennem Suez, vente tiden blev brugt til at bade lidt i Rødehavet,
vi fik lov til at fire landgangen ned, det var herligt, England fik
sit sukker og ØK sit skib. Min bror og jeg afmønstrede den. 25.
november 1960.
En stor snesejler hilsen
René Kjeld Hansen
(René Kjeld Matthé)
Busuanga var et pragtfuldt skib med en okay
besætning, åhhh de minder der vælter frem i en gammel dreng.
Hej
med dig!
Jeg
hedder Knud Jensen men lyder navnet Basse.
Jeg
har siddet og læst om de gamle drenge fra ØK, og vil da også
gerne komme med lidt om min egen tid på et ØK skib.
Jeg
sejlede 3 ture med Busuanga.
Fra
23. april 1971 til 5. marts 1974, hele min tid som
Letmatros.
Jeg
har i alt sejlet godt 20 år, mest på Fjernøsten, men blev så
gift og fik børn.
"Bussen" i
søen.
Det eneste
navn jeg rigtigt kan komme i tanker om er Christian Ulka, det er
Donkeymanden man ser på billedet.
Knud Jensen
God vind fremover og mange tak for siderne..
Se også de andre
sider !!!
|