"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 57

Bo Oemig sejlede i 1974 med Basra på dens 39. rejse til Østen.

Basra 74.

Hilsen Bo Oemig

I dag har vi 2010 og det er svært at tro, at det allerede er 36 år siden at jeg var ude at sejle en enkelt tur til Indonesien som messedreng med Ms Basra.
Jeg kan huske da ØK ringede i 1974 og i telefonen fortalte at skibet skulle til Indonesien, så måtte jeg først lige undersøge, hvor det land lå...
Jeg var påmønstrede i Gøteborg og skibet var dårligt kommet ud i rum sø førend jeg lå ud over rælingen og kastede op. I 1974 var Suez kanalen lukket så turen gik rundt om Syd Afrika. 
Bølgerne har ikke været imponerende høje, men det var nok. Det var første gang jeg var søsyg. Anden gang var i Biscaya bugten. Det glemmer jeg aldrig. Heller ikke alle de ”gode” råd der kom væltende fra kollegaerne. 
Når man sådan går hen og bliver søsyg så er det sin sag som messedreng at tage mod bestillinger fra officersmessen. Hvid i hovedet og med bræk i det lange hår... Nå! Men det gik da og den 4 måneder lange tur har været en af de bedste oplevelser jeg har haft i mit liv.
Det med at stå op om morgenen på et skib lærer man hurtigt. Jeg fik 1 liter isvand i hovedet hvis jeg ikke var stået op senest kl. 06:00. Så husker man de efterfølgende dage lettere at være klar til tiden. Havde det vand jeg fik i hovedet været bare 1 grad koldere havde det været is.
Efter turen med Basra fik jeg arbejde i ØK Data, hvor jeg senere, i 1976, blev fastansat som edb-operatør i Frihavnen. I frokoststuen kom jeg engang i snak med nogle folk fra skibsafdelingen og fik herigennem de log-fortegnelser over Basras positioner som jeg også har sendt til Willy.
Det kunne være sjovt, hvis jeg en dag fik en mail fra en af de personer som var med på denne 39 rejse. Send i givet fald en mail til: boemig@gmail.com. Det kunne være en anledning til en fadbamse og en sludder om turen dengang. Selvom det er 36 år siden så er der alligevel mange hændelser som er dukket op fra hukommelsen.
Men det har altid været en oplevelse i mit liv som jeg tænker tilbage på med stor fornøjelse.

Logbog fortegnelser over Basras 39. tur. 1974.

Hej Willy.

Hermed vil jeg give mit bidrag til din Danmarkshistorie.

Som dreng har jeg altid haft lyst til de varme lande og Langtbortistan, så da min far besluttede at jeg skulle i lære i hans frisørforretning som barber var der kun en udvej, nemlig at stikke til søs.
Jeg overtalte ham til at lade mig få en søfartsbog imod at jeg skulle i lære, han vidste ikke at han ikke kunne nægte mig at tage til søs efter at have skrevet under på papirerne. Jeg tror ikke han nogensinde tilgav mig.

Jan Have.

Jeg var så heldig at min søster ordnede hår på personalet fra Statens Sømandsskole og Skoleskibet Danmark, så i løbet af ingen tid fik jeg en plads på Sømandsskolen i Esbjerg og 2 uger efter en plads på Danmark.

Derefter blev jeg antaget som styrmandsaspirant i ØK og min første tur med Basra gik på østen. Jeg har nikket genkende på billederne på din side 28 "tre rejser med Basra" og selv om der  var gnidninger mellem dæksbesætningen og aspiranter var der aldrig problemer. Vi kom godt ud af det med de fleste, Orla, Erwin, Peter Kleist og Sepstrup for at nævne nogle få, Egon Sepstrup var stadig på Basra 8 år senere da jeg kom tilbage som 3 styrmand, og han fortalte alle, at han havde lært mig alt hvad jeg viste da jeg var en lille aspirant. Basra var mit første og sidste skib i kompagniet. Det var paradis for en dreng på 16 år at sejle på Bangkok og resten af østen.

Efter Indien var det rart at komme tilbage til Bangkok med 3 rejser på Beira, vi havde kaptajn Madsen, "Høne-Madsen" blev han kaldt da han havde en sjov måde at se ud af siden på, han var ganske flink og lavede kasser på hans veranda bag broen, først en stor kasse, så en som lige kunne være indeni, og så en der lige kunne være indeni den, osv.

Vi var 3 aspiranter med mig som den yngste. Vi havde alle tiders ture og opførte os, som drenge på den alder gør, så da vi mødte op hos "Styrmand Nielsen" efter en rejse skældte han mig ud som jeg aldrig var blevet skældt ud før, skranken og "Styrmand Nielsen" blev større og større og jeg blev mindre og mindre, til sidst sagde han: Hvad siger De så Petersen? Og jeg sagde: Jeg hedder ikke Petersen, men på det tidspunkt var han løbet tør, så han gentog det ikke, men sagde bare til de andre: Det  gælder også for jer 2.

Efter Beira gik turen til Australien på Simba hvor jeg på et tidspunkt tænkte på at rømme; men tømmermanden Mortensen tror jeg han hed, frarådede mig det og sagde at jeg skulle tage min styrmandseksamen først. Jeg var sammen med aspirant Mollerup som gjorde sig bemærket ved at køre stock-car-races med en gaffeltruck i Sydney, hvilket havnearbejderne ikke syntes om, der var tale om at boykotte skibet; men jeg tror overstyrmanden fik det ordnet. 

Basra i Suezkanalen.

Vue agterud.

Det berømte Ismaila Canal Defence War Memorial.

Jan Have med skibshund og skibskat.

Her ser vi en matros vedligeholde Poona.

Mit næste skib var Poona på Indien, helt anderledes.

Vi så mere elendighed der end jeg troede der var i hele verden, så min eneste trøst var vaskedessen Lizzie, hun var bare 15-20 år ældre end mig så det blev kun til snak, men det var nu meget rart. Vi var på flere udflugter med sømandspræsterne. 

Det sidste skib som aspirant var Pretoria på vestkysten af Amerika og jeg afmønstrede den 7 november 1964 lige fyldt 20 år.

Pretorie for fuld kraft.

Vedligeholdelse af Pretoria.

Vue over lossespil, m.m.

Pretoria går gennem Panamakanalen.

Slusen næsten passeret.

Maskinassistenter

Maskinassistenter

Jan Have studerer Billedbladet.

.
Der lastes teak.

Jaguar E.

Pretoria som containerskib.

Jeg var færdig med styrmandseksamen april 1966 og mønstrede som 4. styrmand i Mombasa i København til Hamburg og der ommønstrede til Mongolia og tilbage til København. Derfra til Indien med Mongolia som 3. styrmand.

På vores tur fik vi lejlighed til at gå på tigerjagt fra Colombo, det var 1. mester, 3. mester, gnisten og Jeg som tog af sted, og selv om vi ikke skød nogen tiger havde vi alle tiders tur. Vi kørte ud på landet, og da det blev mørkt fik vi udleveret bøsser og patroner og så var det ellers ud i det mørke, vi gik med bare fødder igennem en flod og gennem buske fulde af mærkelige dyr og lyde som vi ikke kunne se, jeg var ret glad da det hele var overstået. Da vi kom tilbage til civilisationen fik vi hver en stol at sove i for et par timer og på vejen tilbage til Colombo stoppede vi ved en stor religiøs festival som vi tilbragte det meste af dagen på.

Der var folk som hang i kroge gennem deres skind, nogle med sømsko andre som rullede på jorden og efter hvad de sagde havde rullet i dagevis og der var tiggere og elefanter og ting man kun kan drømme om.

Mongolia er sikkert det bedste skib angående besætningen som jeg har været på, og også det ældste.

Mongolia med de 5 vinduer i broen.

Mongolia fordækket.

Gods klar til at blive lastet.

Lasterum

Der var mange folk beskæftiget med stuvning.

Arbejdet overvåges fra kanten af lugen.

Diverse vedligeholdelse.

Efter Mongolia var der lidt afløsning med Boma i Europa, en tur til med Pretoria på vestkysten af Amerika igen, og afløsning på Asmara. Så var det tid til at aftjene min værnepligt inden jeg igen mønstrede på Basra. Alt gik fint indtil vi kom ud på østen, så gik maven i stykker og jeg røg på hospitalet i Hongkong. Der lå jeg i 2 uger og  blev så sendt til Bangkok for at møde Basra igen.

Det ville have været godt hvis de havde fået et visa til mig; men det glemte de, så da jeg ankom til Bangkok blev jeg straks sendt tilbage til Hongkong med den same flyver som havde danske piloter om bord, så jeg sad i cockpittet med dem mens vi blev eskorteret af US Fighters over Vietnam tilbage til Hongkong. 2 dage efter fløj jeg igen til Bangkok hvor jeg kom om bord på Basra igen.

Da vi kom tilbage til København afmønstrede jeg og så var det slut med Kompagniet for mig, jeg emigrerede til Australien hvor jeg blandt andet fik hyre på et tysk undersøgelseskib som 2. styrmand. Vi gjorde undersøgelse fra Gulf of Papua til halvvejs ned til McQuarie Island i de ‘roaring forties’ med store bølger. Efter 8 måneder der sluttede min tid som sømand.

Jeg føler at jeg er privilegeret i at have haft så god en uddannelse på Sømandsskolen, Danmark og i Kompagniet, det har hjulpet mig gennem resten af min tid, især her i Australien hvor jeg nu er pensioneret; jeg har haft en pragtfuld tid som nu er gjort endnu bedre med genopfriskelse af minder på SNESEJLER.

Jan Have.

Se også de andre sider !!!