Om livet i ØK EAC skibe.

Kæmpeindslag for læseheste

Jeg blev student i slutningen af juni 1952, Og havde planlagt at blive lærer.
Men takket været en af mine forældres bekendte, der var ansat i ØK, fik jeg mulighed for at komme ud at sejle som restaurantionsdreng.
Det var så meningen, at jeg ville begynde på et seminarium efter turen med ØK. men undervejs blev jeg tiltrukket af livet til søs og besluttede mig for at blive styrmand.

Dengang betød det bl.a., at for at blive optaget på en navigationsskole, skulle man have sejlet et år med sejlskib, eller et sommer- og vintertogt med skoleskibet ”Danmark”

Ordet snesejler, har jeg aldrig hørt blive brugt om ØK-søfolk. Det var således ikke noget, vi blev skoset med, når vi lå sammen med Mærsk-både eks. i Bangkok eller San Francisco. Jeg har stadig kontakt med en del af mine samtidige – ØK-folk og sejlere fra andre rederier - og de har heller ikke hørt begrebet, snesejler, brugt om ØK søfolk dengang. Derimod har jeg en gang eller to hørt ØK-sejlere bruge ordet ”snesejler” om DFDS’ søfolk.

Jeg var en flittig brevskriver i al min tid til søs, jeg skrev hjem mindst en gang om ugen. Dog var det naturligvis ikke altid, at brevene kunne sendes af sted, når de var skrevet.
Det viste sig  mange år senere  at min mor havde gemt alle de breve, jeg havde sendt hjem.
Da mine forældre en gang skulle flytte, gav hun mig alle brevene. Det drejede sig om i alt 177 breve. I det følgende har jeg bragt ordrette uddrag fra disse breve

Mens jeg sejlede blev ordet overstyrmand ikke brugt. Dengang hed styrmændene - første, anden og tredje samt evt. fjerde styrmand. På maskinsiden hed den øverste, vagtfri, mester også 1. mester. Men i slutningen af min tid i ØK begyndte titlen maskinchef at blive brugt.

Patagonia.

Messedreng på en Kina-Japan rejse fra 4. juli til 22.december 1952

Da jeg første gang satte fødderne på Patagonia, forventningsfuld og benovet, lå den og lossede ved Soyakagefabrikken på Islands Brygge.

Der var lettere kaotiske tilstande om bord. Der var et mylder af mennesker og et farligt renderi af folk på vej væk fra skibet, nymønstrede og et stort antal afløsere. Dertil kom diverse handelsfolk og besøgende. Jeg blev ganske fortumlet af de mange ordrer og kontraordrer, jeg fik stukket hovedet.

Manglende teskeer.
En af de afløsere, der gjorde et stort indtryk på mig, var kokken. Én, i mine øjne, frygtindgydende type - lang og ranglet og med et vildt udtryk i hovedet. Dertil et sprog, som jeg aldrig havde hørt mage til. På et tidspunkt efterlyste nogen i officersmessen teskeer. der var ikke flere i pantryet, og det sagde jeg så. Jeg fik besked på at gå ned til kokken for at få nogle flere. Nede i kabyssen stod jeg et stykke tid og trykkede mig og tog tilløb til at sige noget til kokken. Men han kom mig i forkøbet. ”Hvad er der messepeter?”. ”Jeg skulle sige, at der mangler teskeer i officersmessen”. ”Du kan bare sige til dem, at de kan røre rundt med deres stive pikke. afsted med dig”. Jeg tænkte, at det var nu nok ikke så klogt at sige det til officererne i messen, så jeg holdt lav profil i pantryet. Men efter nogen tid, blev der ringet fra messen, og jeg gik derind. ”Hvad blev det til med de teskeer?”.
”Joh, men………”- jeg gik i stå. ”Spurgte du kokken, hvad sagde han? ”Øh - kokken sagde, at I kunne …..” og så kunne jeg ikke finde ordene. ”Hvad sagde kokken?” ”Han sagde, at I kunne røre rundt med en af jeres egne legemsdele”. ”Hvad fanden, sagde han det? Hvad bilder han sig ind?. Gå ned til kokken og sig, at vi vil have de teskeer, og han skal ikke komme med frækheder”.
Jeg kan ikke huske enden på historien, men dengang tænkte jeg, at det ville have været enklere, og mere produktivt, hvis en af officererne selv havde talt med kokken, i stedet for at bruge mig som boksebold i magtkampen mellem kabys og officersmesse.

Luv og læ-side
På min første sejlads, det var fra København til Nakskov, fik jeg besked på at bringe en bakke med te og franskbrød op på broen til 2. styrmand (Jørgen Mouritzen,) kl. 15.00.

På billedet ses Patagonias fordæk og forkant af midtskibs bygningen

Med vaklende skridt og stor usikkerhed over at skulle balancere med den skoldhede tekande, kop og tallerken kom jeg op på brovingen, hvor jeg fandt brodøren lukket.
Jeg hilste med hånden gennem ruden på 2. styrmand, og han hilste tilbage, troede jeg.
Jeg satte bakken på dækket i brovingen, og hev i den lukkede dør, mens jeg så, at 2. styrmand nu gjorde store armbevægelser. Dem forstod jeg ikke betydningen af og med en stor kraftanstrengelse, fik jeg døren op på trods af en fastspændt kile. Ind kom jeg, og alle 2. styrs lastepapirer, som han havde arbejdet med, hvirvlede rundt i styrehuset. 2. styrmand bandede og svovlede, forståeligt nok, mens han og jeg i fællesskab styrtede rundt og fik fat i papirerne, før de røg ud over siden. Han gav mig mit livs største skideballe, og jeg var sikker på, at jeg ville blive fyret og sendt hjem fra Nakskov. Det ville jeg nødigt, så jeg fik overtalt styrmands kammerdrengen til at purre 2. styrmand (det var ellers messedrengens job), og gå ind i officersmessen, når 2. styrmand var der. Jeg tænkte, at hvis jeg undgik at være sammen med ham, kunne jeg måske forhindre min hjemsendelse. Men efter kort tid, var jeg nødt til at møde ham personligt, og til min store overraskelse talte han pænt til mig. Derefter blev episoden på broen aldrig nævnt.

ØK-annonce 1955.

Brev (Middelhavet 17. aug)
” Da vi kom til Marseilles, og jeg var færdig med min middags bakstørn, tog Danny (maskinmester kammerdrengen, der slående ligner en vis amerikansk komiker ved navn Danny Kaye) ind for at se på byen. Jeg havde solgt fem pakker cigaretter og havde derfor et beløb svarende til syv kroner på lommen.
Da vi havde gået rundt i nogen tid i centrum, besluttede vi tage ud til øen If. I husker måske, at det var der Greven af Monte Christo i følge Dumas roman sad indespærret i sytten år. Fra havnen gik en turistbåd med jævne mellemrum derud og tilbage.
På båden kom vi i snak med en spaniolerinde. Det viste sig, at hun var i byen med en cirkus, og hun lod til at synes godt om os, for hun inviterede os i cirkus og ville forære os billetterne og meget mere. Men da vi skulle sejle samme aften, måtte vi desværre sige nej-tak.
Desværre skulle jeg tørne til klokken fem, så jeg fik faktisk kun en halv times tid på øen. Danny blev der og fortalte, da han kom ombord, at han formedelst 25 franc var kommet ind i selve borgen og havde fået forevist grevens celle, og man kunne oven i købet se den gang, som abbed Faria havde gravet hen til grevens celle. Jo, der går forretning i alt”

ØK-annonce 1956.

Brev (Indiske Ocean 24. aug)
Jeg har nu prøvet t være søsyg, og jeg kan stå inde for, at det er ubehageligt.
Tirsdag morgen vågnede jeg op til stærk søgang, og 5 minutter efter jeg var stået op, blev jeg utilpas, og efter endnu fem minutter holdt jeg morgenandagt ved rælingen. Ind og spise rugbrød og så ud til rælingen. Sådan gik det et par gange. Efter middag beholdt jeg rugbrødet i mig, og ubehaget tog af. Men først den tredje dag var jeg helt mig selv igen.
I dag afholder idrætsforeningen ”Patagonia” stort sommerstævne med 400 meter forhindringsløb, kapgang og tovtrækning. Der er udsat nogle vældig fine gevinster.
To udflugtsture til Penang Hill med forfriskninger, to gange 1 karton cigaretter og sluttelig 1 smukt indbundet ølbonhæfte.
Det er vores 1. mester (Eisenhardt,), der er drivende kraft, og hele skibet deltager, mandskab og passagerer.
Til tovtrækningen skulle vi alle vejes. I skulle have set vores hovmester og telegrafist sætte sig op på et bræt, der igen ved hjælp af nogle snore, var hængt op i en bismer. Gnisten slog hovmesteren med et kilo (gnisten 121 kg og hovmesteren 119½) og blev således skibets sværvægter”

ØK-annonce 1955.

Brev (Kobe 23.sept)
”Ja, nu har vi altså været både i Saigon og Hongkong. Saigon er ret vanskelig at beskrive, dog var der overalt en fjendtlig stemning over for europæere. Vi led nu ikke nogen overlast af nogen art.
Den ene aften gik koksmaten og jeg alene gennem flere gader ved 23.30-tiden. Der blev ikke så meget som spyttet efter os. Det blev ellers sagt, at hver nat blev der skudt (hvide) mennesker i byen.
Sejlturen op ad floden, Mekong, til Saigon var præget af dramatik. Vi fik at vide, at det var farligt at opholde sig på dækket især ved lønningen under turen fra flodmundingen til havnen. For ”oprørerne” skød jævnligt fra junglen mod forbipasserende skibe.
Fra Saigon sejlede vi til Hongkong, hvor vi desværre kun lå i 20 timer, men vi kommer jo heldigvis tilbage dertil. Her var alt, hvad hjertet begærede til meget billige priser. Jeg købte mig et par hyttesko, som hjemme koster 40-50 kr. – i Hongkong kostede de 22, og så fremdeles. Fotografiapparater er endnu billigere end i Tyskland” Her i Japan skal vi til 5 pladser: Kobe, Nagoya, Yokohama, Shimizu og Otaru, hvor vi skal laste træ til Alexandria.

Gadeliv i Kobe. De 2 kammerdrenge, Danny og Jacob, sidder på rækværket i centrum

Hongkong

På hjemvejen lå vi noget længere i Hongkong end på udturen.

På billedet lastes der tønder med sennepsolie.

Der kom også, uopfordret, opvaskepiger om bord (billedet). De tilbød at hjælpe til med opvasken i skibets messer mod at få resterne fra de riges borde. Det var noget af en oplevelse for en messedreng at have underordnet personale

Brev (Søen 23. okt)
Ja, nu går det jo rigtigt hjemad, vi har lagt Philippinerne bag os, og i morgen anløber vi Singapore. Mit indtryk af Philippinerne stammer så at sige udelukkende fra Manila og Cebu.
Det var oprindelig meningen, at vi skulle anløbe 6-7 pladser i løbet af 2 – 3 ugers tid. Men det blev lavet om, så Manila og Cebu blev de eneste pladser, der oplevede os.
Vi anløb Manila kl. fem om eftermiddagen og forlod den igen klokken syv næste morgen.
Jeg var lige i land for at se byen sammen med nogle assistenter, og vi brugte overhovedet ingen penge. Derimod lå vi en hel uge i Cebu, hvor jeg var ude hver eneste aften. Jeg havde fundet den helt rigtige pige, Evangeline (på billedet længst tv) og interessen var tilsyneladende gensidig.

Hun læste medicin på det lokale San Carlos Universitet, og for at tjene penge arbejdede hun på en restaurant (Fort San Pedro). Hun var nu meget tilbage-holdende, og jeg kunne ikke en gang få lov at følge hende hjem. Hun ville derimod gerne giftes med mig om et par år, men jeg lovede intet. Hende sad jeg og snakkede med hver eneste aften til klokken var 24.30 - mindst. Så gik jeg hjem – sov og tørnede til kl. 5.30 i en hel uge. Det er helt utroligt, at det kunne lade sig gøre, men jeg var nu også godt søvnig hver morgen. (Jeg korresponderede efterfølgende med Evangeline, men så hende aldrig mere)

Brev (Singapore 28.okt)
Her i Singapore har vi fået at vide, at vi skal til Madras og Colombo helt uden for den oprindelige plan. Det bliver jo vældig interessant, men til gengæld kniber det nok med at være hjemme til jul.

Gadebillede fra Singapore. High Street, 1952

Vi har ligget fem dage i Singapore og har spillet to fodboldkampe. En mod et Army hold og en anden mod ØKs kontor. Den første endte 2-2, og den anden tabte vi så stort som 5-1, men det var nu også et vældig godt hold, vi var oppe imod – der var blandt andet fem lynhurtige kinesere, som der vældig krudt i – undskyld!!!

Brev (6.nov)
Vi ligger i øjeblikket på strømmen uden for Madras, og går ind omkring kl. 12.00. Vi har allerede set de første indfødte. De kom sejlende herud på bogstavelig talt en planke (vi ligger 1½ sømil fra land) og dykker efter penge, når vi smider dem ud. De er fantastisk dygtige. Da de havde været herude nogle timer, var de blevet tørstige og råbte efter en flaske med vand. Så tog jeg en sodavandsflaske (med patentprop), fyldte den op med vand og kastede den ud. Der gik et lille stykke tid, så sprang en af dem efter den, og efter laaang tid dukkede han op, prustende og stønnende, men flasken havde han.
Turen hertil fra Penang var ret indholdsløst, bortset fra, at navigatørerne på et tidspunkt ikke vidste, hvor vi var. I to dage og to nætter, havde der ikke været den mindste sol eller en stjerne, så det eneste, vi sejlede på, var loggen.
Da positionen endelig kunne bestemmes via landkending, viste det sig, at vi var 30 sømil sønden for det sted, hvor vi ifølge bestikket skulle være.
Det er egentlig helt utroligt, at vi i vore dage kan komme sådan helt ud i det blå.

Brev (Madras 9.nov)
Jeg er glad for at have oplevet Madras (billedet viser at last til skibet ankommer til havnen med oksespand).

Det er det mest elendige sted, jeg har set på hele turen. At gå rundt i gaderne og se alle de miserable personer, der kun iført et par beskidte pjalter, rendte efter os, så snart vi viste os, var faktisk en lidelse. Så snart vi var uden for Gaten var der straks mindst tyve børn og voksne, der hev og sled i os for at tigge mad eller penge. Ganske små børn, der formentlig knapt nok havde lært at tale deres eget sprog, hylede på pidgin engelsk – I cry all night, I have no father and mother, give me bread.
Og nede i havnen ved skibet løb den mest magre hund, jeg nogensinde har set. Den var så mager og udtæret, at derhjemme ville man ikke have tøvet med at slå den ned, og den havde til og med hvalpe,
På gaderne lå der hele døgnet rundt folk og flød. Vi fik at vide, at mange indere havde ikke andet hjem end en bestemt plads på fortovet.

Brev (Middelhavet 21. nov)
Så er vi på vej til Alexandria, hvortil der 12 timers sejlads fra Port Said. Port Said er jo altid en stor oplevelse, og det var den også denne gang. Folkene er jo de værste snydere og bedragere, men maleriske og interessante er de. De har en masse prangende varer til nogle fabelagtige priser, og de påstår med god samvittighed, at denne handel taber de på, og at de kun gør det, fordi vedkommende er handelsmandens ”good friend”.
Ti minutter senere er prisen den halve og ”friend’en” er også forandret.

Fra Aden til til Suez fejrede vi styrmands kamerdrengen, Jacobs, fødselsdag. Han blev atten. Vi gjorde vores daglige arbejde færdigt, og gik derefter ud for at hjælpe koksmathen med hans arbejde. Da det var til ende, lavede jeg kakao, og de andre smurte sådan lidt finere smørrebrød. En af de andre drenge havde dækket bord i assistentmessen, og så satte vi os til et veldækket bord, hvor hver kuvert var flankeret af en kold øl.
Det var ganske festligt, og maden smagte godt. Da vi havde spist alt smørrebrødet, gik vi os alle en tur på dækket, hvorefter vi dækkede til med småkager og kakao. Vi får ellers en rigtig fødselsdags-kringle, når vi fylder år. Men Bageren var i dette tilfælde blevet varskoet for sent, og derfor måtte vi nøjes med småkager, hvad der nu ikke gjorde noget.
Da vi også havde raseret dette bord (var der dog både småkager og kakao tilbage)
så vaskede vi op i fællesskab, og satte os derefter ind på fødselarens kammer, hvor vi snakkede. Det var helt igennem en vellykket fest, og det er meget morsomt at lave sådan noget en gang imellem

Bemærk: der er "snydt" med billedet. Annoncen reklamerer for Jutlandia, men viser Falstria.

Brev (Middelhavet 26. nov)
Vi er blevet ca. et halvt døgn forsinket på turen til Genoa på grund af dårligt vejr. Hele mandagen løb vi ikke mere end 11 mil, og i nogle timer var vi endda helt nede på ni. Alle passagererne var søsyge, og jeg var heller ikke upåvirket. Det blev dog kun til periodevis ondt i hovedet og utilpashed, ingen ofring.
Jeg går for tiden rundt, som delvist lemlæstet. I søndags, hvor det allerede var begyndt at blæse op, var jeg ude for at tømme skidtpøsen. Da jeg skulle ind igen, smækkede en af de store og tunge yderdøre i på min venstrehånds ringfinger. Det kunne den absolut ikke lide og gik hen og revnede.
Fingeren flækkede. Det gjorde forbistret ondt og 1. styrmand (Boye) sagde også, at den så fæl ud. Han forbandt den, og jeg fik en fingertut på, og så kunne jeg ellers fortsætte med oprydningen i pantryet.
Så nu står jeg med strittende ringfinger, når jeg vasker og tørrer service for fingeren er stadig temmelig ømfindtlig

Brev (i Biscayen)
Vi regner med at være i Antwerpen enten sent torsdag aften eller tidlig fredag morgen.
Alle kamrene og messerne er blevet vasket ned og gjort fine, for konerne kommer i Antwerpen.
Det er helt utroligt, hvor officererne er blevet ustyrlige – fulde af løjer og mærkelige påfund. De er nærmest forårskåde. Det er næsten trist at tænke sig, at jeg kun har atten dage tilbage her om bord.
Det har været en dejlig tid, men på den anden side tror jeg ikke, at jeg meget længere kunne blive ved med at holde til det noget kedelige arbejde.

ØK -annonce 1968.

Brev (7.dec)
Nu har vi fået styrmændenes koner om bord, og de skaffer en masse ekstra arbejde.
De er såmænd vældig flinke, men det kniber for dem at overholde spisetiderne. Lige som man er ved at rigge bordet af, kommer de og spørger: ”Det er vel ikke muligt, at jeg kan få lidt te og et par rundstykker?”. Og det er muligt hver gang.

Brev (14.dec.)
Vi lå og ventede i 3 døgn uden for Hoeck van Holland på, at tågen skulle lette. Foruden os lå der 71 andre skibe af alle nationaliteter. ”Manchuria”, som vi lå sammen med i Rotterdam, fik et ordentlig hul i siden ved en påsejling, dog ikke større, end det først vil blive repareret hjemme. Jeg så også resterne af ”Erria” på et værft. De har revet det meste af midtskibsbygningen ned, og delt resterne i to dele, så den nærmest bliver til en K-båd.
Den så ellers trist ud, men det vil et sådant skib vel altid gøre (Erria blev ødelagt ved storbrand på Columbia floden i Oregon, og der var mange overvejelser, om det kunne betale sig at genbruge resterne).

Farvel til Patagonia

 Billedet viser agterstævnen ved afmønstringen på Midtermolen i København

Poona
Ungmand og aspirant på en Indiensrejse fra 9. april til 30. august 1954
Skipper: F. Ravnsnæs 1.styrmand: A. Buntzen

Efter Afmønstringen fra Patagonia var jeg på Frederikshavns Sømandsskole fra 15. januar – 15. april 1953.
Derefter kom jeg med skoleskibet Danmark fra 6. maj 1953 – 26. marts 1954.
Efter Danmark blev jeg antaget som aspirant i ØK og sendt med tog til Genoa, hvor jeg påmønstrede Poona.

Poona, ØK-postkort

Jeg blev godt modtaget af de to andre aspiranter. Matrosen hed Poul Henning Fnug Hansen, kaldet Fnug. Letmatrosen hed Knud Gravgaard Hansen (han blev senere forstander på Marstal Navigationsskole). Og vi havde et rigtig godt indbyrdes forhold på hele rejsen.

Brev (Bombay 6. maj)
I forgårs holdt jeg en halv fridag og tog ud til det europæiske badested ”Breach Candy”. Stedet er svært at beskrive, men når man er derude, føler man sig hensat til en af Esther Williams film. Et stort irregulært og grønmalet bassin, græs uden om, liggestole og bænke lidt længere væk fra kanterne. Hvidklædte indiske tjenere, der kommer springende, bare man løfter det ene øjenbryn. Klientellet er udelukkende engelsktalende og hvide, så man føler egentlig ikke, at man er fremmed.

Alle ombord har været derude – selv har jeg været der to gange Den første dag, vi var her, blev skibet oversvømmet af indiske skræddere, der til billige penge påtog sig at sy et eller flere sæt tøj på én nat.
Jeg fik syet 2 par khaki bukser og en skjorte – efter mål – leveret om bord for 40 Rupee(1 Rupee = 1,47 kr.)

Brev (Colombo 15.maj)
Liggetiderne herude er forfærdelige. ”Erria” er lige sejlet fra Chittagong efter at have ligget der fra den 24. februar til den 7. maj. Det lyder skræmmende. I går var det Store Bededag, og vi havde hele dagen fri. Om formiddagen gik vi rundt og så på byen, spiste en engelsk bøf til middag på sømandshjemmet. Eftermiddagen tilbragte vi i en svømmeklub, hvor der kun var adgang for medlemmer og skibsofficerer. Vi kom ind takket været de engelske aspiranter. De er nemlig en slags officerer med guldsnore, kasket og uniform, og oversat til engelsk er vores stilling – Apprentice – så porten åbnede sig for os. ”Første dør på højre hånd er herrernes omklædningsrum”

Brev (Rangoon, 4. juni)
Klimaet er ikke sjovt, og alt mugner og bliver fugtigt – vi går alle rundt og er mere eller mindre småsyge. To mand ligger med dysenteri, og det bliver sikkert ikke ved de to. Selv er jeg bare drænet for energi, træt – træt, men egentlig syg er jeg ikke.
I går var jeg ude at køre i biler, ja – jeg siger ikke bil, men biler - for det drejede sig om 12 VW-er. Vi har haft mange VW-er med i lasten, og nogle af dem skulle flyttes, så de kom ud i lugeåbningen. Men for at komme derud skulle bilerne flyttes hen over den øvrige stykgodslast bestående af et ujævnt underlag af kasser, dunnage m.m

Det turde styrmanden ikke overlade til kulierne. Så jeg blev chauffør. Det var meget sjovt, drivkraften blev leveret af 12 burmesere, der også syntes, det var en sjov opgave. En af bilerne var en ambulance, og det er ØK, der står for importen og salget af VW i Rangoon. For 5 måneder siden var der ikke en eneste VW i Rangoon, nu er der ca. 200, så salget går fint.

Brev (Calcutta 14. juni)
Jeg har fået syet et par sko her. Den første dag kom der en skomager og tog mål efter vores fødder. Han havde et katalog med, efter hvilket vi selv kunne vælge faconen mm. Jeg bestilte et par mokkasiner, og de står mig i 20 danske kr. En af mine kolleger fik syet sig et par flotte herresko til 28 Rupee (! Rupee = 1,45 kr.). At mine var særlig billige skyldtes, at handelen skete gennem cigaretter. Ellers er jeg ved at blive ked af Indien. I hvert fald på denne årstid (regntiden).
Klimaet er elendigt. Enten har man vrøvl med maven eller med afføringen, så noget med halsen, hovedet eller hele kroppen. Vi har alle fejlet et eller andet, så enten skyldes det luften, vandet eller hvad pokker ved jeg.

Ellers går det meget godt her. Den eneste, jeg ikke kan lide, er kaptajnen. Men det er jeg ikke alene om. Da jeg kom om bord, fik jeg at vide, at det var ØKs sureste skipper. Nu ville jeg ikke i forvejen have antipati mod en af mine foresatte, så jeg prøvede at se det gode ved ham. Men jeg tror, de andre har ret. Det er ikke fordi, han har været ude efter mig, eller jeg har haft et sammenstød med ham. Næ’h han har egentlig aldrig sagt noget særligt til mig. Men han er uendelig trist at høre på. For det første gider han næsten aldrig hilse på én, og gør han det, er det ofte med et grynt eller lignende. Når han så ellers siger noget, er det så at sige udelukkende for at brokke sig over et eller andet.
3. styr (Kamstrup), som ellers er meget korrekt, sagde forleden til Knud (asp.), at hvis han en gang blev så sur som kapt., ville han springe ud over siden. Men måske skal man kende 3. for at forstå alvoren i hans udtalelse.
En gang under bådmanøvre syntes kapt., at det gik for langsomt. Så tog han uden videre spuleslangen og sprøjtede på besætningen. Selv 1. styr (A. Buntzen) blev helt våd, men desværre tog han det alt for pænt.

Brev, (Colombo 17. juli)
Tak for avisudklippene med omtalen Sømandsforbundets kampagne, om modvilje og modstand mod rederiernes aspirantordning. Heldigvis har vi ikke mærket spor til problemet her om bord – vi har fortsat det bedste forhold til hele dæksbesætningen. Ja, efter 1. styrs mening er forholdet endda for godt!! Han har sagt til os, at det lignede ikke noget, at en navngiven matros (Erik Gravgaard) sad i vores messe hele dage. Jeg mener, han endog udtrykte sig således: ” Jeg vil ikke have, at ham matrosen sidder i jeres messe hele dagen”
Nåh’ – det tog vi nu meget roligt, han kan jo ikke bestemme, hvem vi skal komme sammen med efter fyraften. Matrosen kommer her i øvrigt stadigvæk, en flink fyr og meget velkommen. Klimaet har medført, at to mand har forladt skibet på grund af alvorlig sygdom. Ud af en besætning på 47 har 30 af dem på et eller andet tidspunkt ligget syge af forskellige årsager. I øjeblikket er tre sengeliggende: Én med influenza plus noget ukendt, én med gulsot og den sidste ved ”man” (læger fra land) heller ikke, hvad sygdommen er. Alle vi andre går rundt med mere eller mindre dårlige maver og hovedpine. Kokken kom jo i land i Calcutta, og i Madras kom vores tømmermand i land med malaria og mavesår. Vi fik at vide, at hvis han havde ligget en 3-4 dage mere om bord, ville han have været død. Da vi forlod Madras, var han helt væk og tog næring til sig gennem endetarmen. Han var ualmindelig afholdt om bord – stille og rolig, passede sit arbejde, var venlig og flink mod alle.

Brev (Karachi 24. juli)
ØKs ”Mongolia” ligger her også, og i går var Knud og Fnug derovre. Fnug har sejlet sammen med de tre aspiranter på ”Danmark”, så det er gamle bekendte.

Vi får en passager ovre fra ”Mongolia”, en Mr. Hassan. Han er blind passager fra Port Said, og vi skal have ham med tilbage. Nu får han lov til at gå løst omkring, for så håber man, at han selv løber i land. Der skal ellers skrives en bunke papirer og betales mange penge for sådan en svend.

Brev (Rødehavet 30. juli)
Så har vi overstået Aden – en kort fornøjelse. Vi kom ind i går aftes ved 22- tiden og sejlede igen i morges kl. 7 efter bunkring. Jeg arbejdede i nat fra 12-4 i forbindelse med bunkringen. Arbejde og arbejde, det bestod i at tænde og slukke forskellige røde og hvide lamper via kontakter. Lamperne virker som signaler til oliedepoterne, vi bunkrede ved. Det var egentlig ret tåbeligt organiseret. 2. mester kom og sagde: Nu skal vi have 2 røde lys, eller en hvid og en rød osv. Derefter drejede jeg på et par kontakter i styrehuset, og så var det i orden. Når jeg drejede på kontakterne, stod 2. mester måske 2 meter væk, så at vi skulle gå 2 mand deroppe på broen, syntes spild af arbejdskraft. På en måde var jeg ligeglad, for det var et nemt arbejde. Men nogle gange kan man alligevel blive tosset over, hvad der er dækkets arbejde, og hvad der hører maskinen til. Nåh, men nu er klokken ved at nærme sig tolv, og jeg skal til at bakke op, så maden står på bordet, når Knud og Fnug kommer. Det er nogle vældig flinke fyre, og vi kommer godt ud af det med hinanden, selv om vi vist er meget forskellige.
I dag er det søndag og middagsmaden bestod af steg og rødgrød. Stegen, sovsen og asierne var virkelig gode, men rødgrøden var under al kritik; jeg tror faktisk, at det var saftevand, som er blevet jævnet.
Til eftermiddagskaffen får vi om søndagen kage af forskellig art. Sædvanligvis står den på kage a la Sahara. Når man sætter tænderne i sådan et stykke, skal man endelig holde vejret, for ellers har man enten lungerne fyldt op, eller også står det forhenværende stykke sandkage som en sky rundt hovedet.
I går malede vi vores dørk. Den har set forfærdelig ud på hele turen, men vi har ikke kunnet male den før, fordi der altid stod vand på dørken (dengang var vandbaserede maling ikke opfundet).
Skibets fryselastrum ligger lige under vores kammer, og isolationen er meget dårligt udført, så derfor dugger dørken. Undertiden kan det dreje sig om en halv pøs på en dag.
Alt i alt regnes denne tur for en dårlig tur. Knud og Fnug, som har væsentlig mere erfaring end mig, siger begge, at det har været deres dårligste tur nogensinde. Lige før Aden forsvandt der over 100 danske kr. fra Bådsen, og en af matroserne mistede en guldring. Sådan noget er altid meget kedeligt til søs, hvor låste døre og nøgler er et ukendt begreb (i søen).
Mistanken rettede sig mod vores stow-away Hassan, som vi ellers syntes var en rigtig flink fyr. Han har gået frit omkring på skibet, men især i apteringen agter.
Den matros, der havde mistet guldringen, undersøgte Hassans kammer og fandt tyvekosterne der. Derefter gik han hen og stak Hassan et par ordentlige nogen, og det var sikkert også den bedste medicin for ham.
Nu er Hassan blevet smidt ud af det kammer, han havde beboet. Og han må nu bo ude på fordækket i et af dækshusene.

Brev (Biscayen 12.aug)
I Beirut kom vores føromtalte blinde passager i land, dog først efter en kedelig episode.
Da vi skulle til at fortøje skibet i Port Said, manglede Bådsen over 200 danske kr. og et ur. Begge dele havde været lukket nede i en skuffe, og vores ven, Mr. Hassan, sad indespærret i kulikontoret. Det havde han gjort på hele turen gennem Suez-kanalen. Altså kunne det ikke være ham – direkte, men vi regnede med, at han havde fortalt bådmændene, hvor tingene lå og, hvordan man fik fat i nøglen. Politiet blev varskoet, og bådmændene blev tilbageholdt – dog først efter de havde været i land med trosserne.
De blev nøje visiteret af de lokale politibetjente, der endog rodede rundt med knive i ofrenes skosåler og –hæle. Intet resultat og selvfølgelig den dybeste indignation over beskyldningerne. Nåh’, tilbage til Hassan. Han kom i forhør oppe hos kaptajnen, hvor Bådsen også var til stede.
Forhøret varede fra 11 om aftenen til næste morgen kl. halvfire. Politiet spurgte, forhørte og tævede løs. Til sidst fik han så mange tæsk, at Bådsen og Skipper ikke længere kunne holde ud at se på det. Politibetjentene trak på skuldrene og snakkede om de blødsødne skandinaver. Kort fortalt – der kom intet ud af det hele, bortset naturligvis fra Bådsens tab.

Rotterdam Knud og mig om bord på havnebåden i Rotterdam på vej til Poona efter en landgangstur

København Poona fortøjer ved Midtermolen. Landgangen klargøres

Poona 2. gang
Ungmand og aspirant på kulrejse fra USA's østkyst til Norge fra 5. sept. – 12.okt.
Skipper: E. Nielsen (”Jokke”)

Brev (Atlanterhavet 14. sep)
Vores nye skipper er en ren engel, og der er kommet en hel ny og behagelig tone og stemning på broen. Desværre skal ”Kalvehovedet” vistnok med på Australien, men lige nu nyder vi aspiranter og styrmændene hans ferie i fulde drag. Det er utroligt, hvor en enkelt mand, takket været hans position, kan påvirke omgivelserne i den grad.

I Hampton Roads lastede vi kul, og det gik hurtigt. Store jernbanevogne med mere end 100 tons kul hver, blev enkeltvis løftet højt op af et særligt kransystem. Surringer holdt vognen fast, hvorefter den fik vendt bunden i vejret, og kullene styrtede via en kæmpe tragt og en sliske ned i Poonas lastrum. Kullene var blevet sprøjtet med vand, så der var ingen gener i form af støv etc.
Opholdet i New York var kort. Vi lå der kun i 4 timer, og jeg skulle arbejde. Skipperen, kaldet Jokke på grund af hans gang, var glad for alkohol. Tjenerne fortalte, at de hver dag bragte ham en 1 flaske gin og 1 flaske vermouth og hentede to tomme flasker. Dertil kom en karton cigaretter(200 stk.) – om dagen. Jeg oplevede ikke, at de store mængder alkohol påvirkede hans dømmekraft, bortset fra et enkelt tilfælde, lige efter indsejlingen til Øresund. Da oplevede jeg en desperat 2. styrmand gentagne gange måtte imødegå og korrigere Jokkes kursafgivelse til rorsmanden – ellers var vi gået på grund i Øresund.
Vi kom til København den 30. september, men lå der kun i 14 timer. Knud og Fnug afmønstrede, og i stedet fik jeg to nye kolleger: Poul Schmidt og Poul Asbjørn Jensen. Jeg kendte dem begge fra tidligere. Poul var søn af en af min mors veninder, og han var kommet meget i mit hjem. Desuden havde han været på Danmark sammen med mig. Poul Asbjørn, kom fra Bornholm, og blev kaldt Holm. Han var også på Danmark sammen med mig. Han endte som styrmand og skibsfører på bornholmerbådene
Poul Schmidt var speciel, på Danmark var hans kaldenavn, Professor, og det var ikke venligt ment. Han kunne finde på de mærkeligste ting. Han begyndte senere på Københavns Navigationsskole, men tog ingen eksaminer. Han forlod også marinen og værnepligten i utide, så han holdt sig efterfølgende væk fra Danmark. I følge hans mor tog han en amerikansk 3. styrmands eksamen og sejlede på Carabien. Men pludselig hørte familien ikke længere fra ham. Antagelig er han død.

Fra København gik rejsen til Bergen, hvor kullet blev losset. Det skete med en enkelt kran, som dog kunne losse ca. 2.000 tons om dagen. Det vand, der var kommet i kullet ved lastningen, virkede stadigt. Der var ingen støvgener ved losningen.

Letmatros og Aspirant på Australiens rejse fra 13. oktober 1954 – 4. april 1955
Skipper: F. Ravnsnæs 1. styrmand: A. Buntzen

Brev (Oslo 27.okt)
Forholdet mellem 1. styr og mig er helt i orden nu, og i den gamle gænge fra Indiens-turen. Om det skyldes det, jeg sagde til ham, ved jeg ikke. Men han har i hvert fald været fair over for os siden. Således fik vi næsten hele lørdag eftermiddag fri. Men vi får stadigvæk en del unødvendig overtid (synes vi), men det får være. Heldigvis er både 2.(S.Topp) og 3. styr meget forstående og helt all-righte. Desuden kunne vi også have en værre 1.styr end ”Bondesen”

Brev (2.nov):
I går forlod vi Hamburg, i dag har vi gjort Bremen, og i morgen skal vi være i Rotterdam.Nu er ”Kallehovedet”(skipperen) kommet tilbage – sur og knotten som sædvanlig. Styrmændene bander ham langt væk, og 2. og 3. styr synes ikke alt for godt om 1. styr. Det er der nu ingen, der har med ham at gøre, der gør. Han er lige grov nok en gang imellem. Den anden dag kom han buldrende ind på kammeret for at tørne os til med ordene: ”Nå, I røvhuller – vi skal lige…” Selv om han ikke mener det slemt, så synes jeg alligevel, at det er over grænsen. I Hamburg lastede vi bl.a. 25 sække a 50 kg pillede hasselnødder. Vi var ikke længe om at lave et lille hul, og nu har vi tjavet nødder i pundvis.

Brev (Middelhavet 10.nov)
Da vi lå i Rotterdam, besøgte den ætiopiske kejser Haile Selassi også byen og havnen. På rundturen kom han også forbi os. Om formiddagen havde vi aspiranter og bådsen rigget flag op, så vi kunne flage over top, når han kom. De andre skibe i havnebassinet havde også flagene op. Lige ved middagstid kom han i en flot hvid båd, eskorteret af, jeg ved ikke hvor mange, mindre hurtiggående motorbåde. Foruden Haile var også Juliane og Bernhard om bord. I øvrigt fik jeg også købt mig et par sko i Rotterdam

Brev (Rødehavet 21.nov)
Port Said var sig selv. Som de første stillede Gamle Abraham, Moses, Isak, Lucky og hvad de gode gamle røvere kalder sig. Abraham startede i hård stil med at fortælle, den klynge af drenge, der havde samlet sig ved falderebet, at han godt kunne huske dem fra sidste rejse, og nu havde de vel husket at låse vinduerne, for der var så mange uærlige folk i Port Said. Aspirant Poul faldt for ham med det samme. Han kom ind på kammeret og sagde: ”Ham Abraham, han er god nok; han advarede os mod tyveknægtene, så ham vil jeg handle med”. Poul og de andre drenge hoppede på det gamle bondefangertrick, men det gjorde man måske også selv den første gang?

Brev (10.dec)
I morgen skulle vi være i Melbourne. Jeg vil tro, at hjemme har aviserne beskæftiget sig med sømændenes forbunds proklamation angående aspiranterne. I skibspressen stod det også, men her om bord har vi ikke mærket nogen forskel. Så sent som i går gik Holm (aspirant kollega) og jeg ind i matrosmessen for at ønske en af letmatroserne til lykke. Det var kun meningen, at vi lige ville hilse på ham, men vi blev der hele aftenen, hyggeligt for resten, og der var ikke den mindste mislyd. Vores omtalte skipper, ”Kallehovedet”, har været fuldstændig forandret i den sidste måneds tid. Han siger uopfordret go’moren. Når han vil have fixet noget, siger han det i en venlig tone, og ind imellem kan han faktisk smile. Kort sagt er han blevet helt menneskelig. Forandringen skyldes vistnok, at 2. og 3. styrmand havde sagt stop.. Nu ville de ikke længere finde sig i skippers luner. 2. styr havde sagt op, men det er nu trukket tilbage. De fortalte skipper alt det, der havde naget dem, og de lagde ikke fingrene imellem. i to dage talte Kallehovedet overhovedet ikke til/med 2. styrmand, men så indtrådte forandringen, og nu har vi faktisk ikke noget at udsætte på ham. Første styr bryder jeg mig ikke særlig om. Men jeg står på bedste fod med ham, og han synes vist, at jeg er en ganske flink fyr. Han fortæller mig vittigheder, og giver mig som regel de gode job. Anden og tredje styr er meget flinke – dem kan vi vældig godt lide. Her på det sidste har vi fået nogle albatrosser som følgesvende, og mere graciøse fugle findes vist ikke. Uden at bevæge vingerne (vingefang på flere meter) hænger de i timevis, snart nogle få cm over havoverfladen, og pludselig fanger de en opgående luftstrøm og svæver så i højde med broen. En majestætisk fugl.

Brev (Melbourne 22.dec)
Kompagniets ”Korea” ligger her også, og de sidste to aftener har vi været sammen med kollegerne, hvoraf jeg kendte de to, den ene fra min bakke på ”Danmark”. ”Kista Dan”, på vej til Sydpolen, ligger her også, og en af aspiranterne på den kendte jeg også fra ”Danmark”. Aviserne har været meget optaget af den – store artikler med billeder og masser af tekst. I søndags var jeg på en udflugt

(billedet – Holm længst tv og Poul nr. 2 th.) sammen med den øvrige besætning, arrangeret af sømands-kirken. En dejlig tur, hvor vi kom 75 miles ind i landet, så man fik lidt indtryk af Melbournes omegn.

Brev (Melbourne 27.dec)
Julen blev fejret på en pæn og nydelig måde, selv om det kneb med den rette stemning. Men når man 1. juledag aflæste 33 grader i skyggen – klokken ni om aftenen, er det just ikke sne og kanebjælder, man tænker mest på. Vi skejede ud til middag, og klokken fire samledes besætningen på brodækket i det pæne tøj. Her fik vi nogle gode ord med på vejen af skipper. Desuden fik vi hver en gave fra sømandsmissionen plus et glas cocktail fra skibet. Derefter gik vi tre ned på kammeret, hvor vi havde smykket vores juletræ efter bedste danske traditioner (træ og pynt var en gave fra Kompagniet – et træ og tilbehør til hver messe) Klokken fem spiste vi gås, risengrød og lagkage – desuden havde vi fået en stor skål juleknas af skibet, så rent madmæssigt var der intet at lage over. Senere på aftenen gik Holm og jeg op på den svensk-norske sømandskirke, hvor vi sang julesange, dansede om juletræ og ellers havde en rar aften. Vi kom i snak med en ældre svensker, der nu var bosat her, og han inviterede os ud til hans hus, som lå ved vandet. 1. juledag tog vi med toget ud til ham og hans kone, der var skotte. Vi havde en dejlig dag. Vi badede, tog solbad og drak læskedrikke af forskellig art og blev stopfodret med mad. Da der tilmed var en ung pige på besøg, kunne det ikke være bedre – herude. Vi kom da også først derfra med aftenens sidste tog fra Sandringham, som forstaden hed. Han var vist også meget glad for vores besøg, for han ville absolut have, at vi skulle komme og besøge ham igen, hvad vi regner med at gøre i morgen.
I dag, 3.juledag holder havnearbejderne fri. For de blev jo snydt for en fridag, da 2. juledag faldt på en søndag. Så derfor kompenserer de ved at holde fri i dag. Havnearbejderne er de bedst lønnede arbejdere, og de kommer om bord i flotte jakkesæt og andet dress, skifter nede i lasten til arbejdstøj. Om aftenen går de lige så velklædte, som de kom, så de kan se ordentlige ud på pubben. Flere af dem har egen bil, og en del kommer og tager af sted i taxa. Ja – det er nogle fine herrer, og de er meget flinke. Desuden er de vilde med sport. Hver gang vi kom ned i lasterne, før jul, spurgte de om stillingen i cricket matchen mellem Australien og England. Foruden cricket er det tennis og horseracing, de er mest optaget af

Billedet viser Poona under Sydney  Harbour Bridge

Brev (Sydney 6. jan)
Jeg og mine kolleger var i byens zoologiske have, Tarongo Park, som vi havde hørt så meget om. Den lå også ganske dejligt midt i et stykke natur. Klipper, træer, buskadser, græs og blomster adskilte burene fra hinanden, så man havde mere indtryk af at gå i et reservat end i en zoologisk have. Hjemme er man jo mest begejstret for aberne – her var det naturligvis nationaldyret (et af dem) koalabjørnene. Hvor er de søde. Der var et almindeligt bur med en masse bjørne i. Men der, hvor de kom mest til deres ret, var ude i naturen, hvor de kravlede frit rundt i træerne, der var afspærret ved jorden. Havnearbejderne i Australien er meget opfindsomme, når det gælder mulige løntillæg. Nogle gange tror man, det er løgn. Når de losser vores last af fine franske vine og cognac m.m., får de et tillæg, der hedder ”temptation money”. Begrundelsen er, at de skal have lønforhøjelse for ikke at stjæle så fristende ting!!!
Da vi lå i Melbourne og lossede wc-kummer, blev arbejdet i den pågældende luge stoppet. Formanden ville forhandle med 1. styr og stevedorebossen om et løntillæg. Argumentet var, at kummerne kunne være brugte – så derfor mente de sig berettiget til et risiko- eller smudstillæg!!! Det blev dog afvist, og kort tid efter gik arbejdet i gang igen.

Brev (Brisbane 15.jan)
Jeg er glad for at være herude i Australien, og vil gerne tilbage hertil på næste tur. Hvad, der gør landet så tiltrækkende, er svært at sige, for det er de mange små ting. Men noget af det vigtigste er klimaet og temperaturen, hvide mennesker, mælk hver dag, musik i radioen døgnet rundt – ja, det lyder måske tosset, men jeg har det mægtig godt. To af besætningen rømte i Sydney, en tjener og en dreng. Tjeneren er allerede blevet fanget og sidder i kalaboosen, til vi afsejler fra Australien. Vores last af sukker og byg er i sække, heldigvis, for så får vi da nogle dage i Rotterdam og Hamburg. Hvis vi havde haft dem i bulk (løs vægt) kunne en af havnene have tømt skibet på mindre end to døgn

Brev (Mackay 25. jan)
Vi kom ikke til Townswille, fordi der er mangel på kajplads. Havnen her er blot en mole med plads til to skibe af vores størrelse – og to bølgebrydere. Selve byen ligger 3 sømil oppe i land, og ligner en af byerne i en wildwest film – saloons, lodrette persienner, klapdøre mm. Havnearbejderne her er de strengeste, vi endnu har været ude for i hele Australien. De går overhovedet ikke om bord, hvis ikke der er net under gangwayen, på trods af skibet ligger helt an mod kajen. Når de skal starte kl. 8, begynder de et kvarter senere, og de holder op med at arbejde et kvarter, før de skal, og da de holder fire pauser om dagen, bliver den, samlede, manglende arbejdstid til en hel del. De har busser til at transportere dem frem og tilbage – selv i middagspausen; skibet betaler. De er meget pedantiske med at overholde deres overenskomstmæssige rettigheder, men samtidig overholder de ikke vores forskrifter som f. eks. ikke at ryge i lasten, og andre ting. Dog vil jeg stadig sige, at jeg er meget begejstret for Australien, som efter en Kina-Japan rejse, står øverst på ønskelisten

Brev (Mackay 1.feb)
Vi er blevet glade for denne lille hyggelige by, hvor vi efterhånden kender en del i butikkerne og de andre steder, vi kommer. I går var det big holyday her – Australia Day. Alt lå stille, de eneste, der arbejdede var havnearbejderne – til dobbelt takst. De ville dog ikke snydes for en helligdag, så den snupper de i dag, hvor vi er de eneste om bord. Ja’ de forstår at arrangere sig. Her i Mackay har de slæbt radioer med ned i lugerne, og et enkelt gæng har stillet en kæmpemæssig elektrisk vifte op – til at svale dem under arbejdet.

Brev (Søen 7.feb.)
Vores tjener, der rømmede i Sydney, er kommet ombord igen – på konsulatets regning. Hele turen kommer til at koste ham et par tusinde kr. (Dengang fik en 3. styrmand under 1.000 kr. om måneden). Han havde nu også været meget uheldig. Han havde fået et lift med et par nydelige herrer, som inviterede ham på en øl, og dem snakkede han med om et job. Ork’, det kunne de sagtens fikse, nu skulle de køre ham op på stationen. Jamen, han skulle ikke på nogen station. Nåh – sagde de, og trak politiskiltene frem. Civilklædte detektiver.

Brev (Indiske Ocean 18. feb.)
Muligvis skal jeg på sygehus, når vi kommer hjem. For 1. styr og mig kan ikke rigtig blive herre over min tropiske svampesygdom. Jeg har været hos to doktorer i Australien, og nogen forbedring er der blevet opnået, men den endelige sejr er udeblevet. Første snakkede i morges om, at jeg skulle indlægges og få en rigtig kur, men nu får vi se. Forholdet til dækket er stadigvæk fint og foregår uden gnidninger af nogen art. Således kom jeg for et par dage siden forbi båds- og tømmermands messen. Her sad bådsen, tømreren og chief matrosen. De kaldte på mig og gav en øl, tog lidt gas på mig og ellers snakkede vi bare almindeligt sammen. Bådsen er tilmed en ældre mand midt i halvtredserne, så der var faktisk en vis sandsynlighed for, at han var lidt sur og knotten på os opkomlinge. Vi har ellers haft en stor sorg på kammeret i de sidste dage. Vores vedbend, der længe har skrantet, har nu helt opgivet ånden, og det er den tredje af vores blomster, der er gået ind til et nyt og bedre liv. En blev stjålet, en anden sygnede hen – også en vedbend – og så denne. De andre – fire – trives stadig godt. Især vores kongevin er vokset og breder sig fint. Den sidste vedbend havde ellers vokset sig stor og køn med stængler på 60-70 cm, så derfor var kviden betydelig, og endnu har vi ikke kunnet smide den ud.

Brev (Rødehavet 1.mar)
Vores fastelavnsfest forløb udmærket. Vi startede halv to på agterdækket, hvor Holm spillede et par numre på harmonikaen. Så holdt jeg som formand for skibsklubben en lille velkomsttale. Og så gik vi til makronerne eller rettere sagt til tønderne. Vi havde ikke kunne finde en tønde om bord, men så lavede Tømreren, en matros og jeg selv en. Den var blevet malet i flotte farver, og så meget fin ud. Efterhånden måtte den bide i græsset – overmagten var for stor, men den gjorde ellers god modstand, som det står sig for en tønde af eget fabrikat. Køllerne var nu også særdeles bastante. En af assistenterne og kvarten (4. mester) havde drejet os to af et stykke jerntræ, og det var knageme noget, der var slag i. Efterhånden som tiden gik og slagene gik, gik også vores tønde; men det var itu og ud væltede en masse appelsiner.

Tøndeslagning

Folk lå vandrette; undtagen Jumbo og mig, for vi havde været med til at fylde dem i, og vi havde smagt dem. (På billedet ses resterne at tønden og det sidste stump bræt). Da det sidste bræt var gået, kronede vi kattekongen, og to prinser fik ligeledes en præmie hver. Dels chokolade, dels vermouth. Næste afdeling var sækkevæddeløb, og her forbyder min beskedenhed, næsten, at fortælle, hvem der vandt. Vinderne fra de indledende heat mødtes i et slutheat, og de tre bedste fik præmier. Igen i form af chokolade og vermouth. Til sidst havde vi tovtrækning – ti agter fra mod ti fra midtskibs. Efter tre omgange vankede der en omgang øl til vinderne fra midtskibs. Under det hele havde vores passagerer fulgt interesserede med og fotograferet på livet løs, og det var nu også en rar og fornøjelig eftermiddag. Om aftenen havde vi rigget op med borde og bænke på 4-lugen, og mens Holm spillede på dragspelet, drak vi andre punch og sang med på sangene. Der var god stemning fra først til sidst, men desværre måtte jeg gå tidligt, da jeg skulle på vagt.

Brev (London 18. marts)
Vi ligger nu i Tibury, og vi kan vist ikke ligge meget længere væk fra byen, end vi gør. Først tyve minutters gang til stationen, og derefter med damptog, som holder ved 13 stationer, før vi er lidt uden for centrum – det tager hen ved en time. Vores nye kaptajn (Agge) kom i Rotterdam, og hvilken forandring. Hele tonen på broen er blevet lysere og lettere. Mange mennesker har det jo med at være morgensur, det havde ”Kalle” også; han var det bare hele dagen. Hans afløser, Agge, er en rigtig guttermand, savy boxen i orden, flink og elskværdig. Pæn mand, en af Kompagniets dygtigste kaptajner og vistnok også den yngste. Kalle skal hjem på ferie, og det er godt, at jeg ikke skal med igen. Derimod har jeg efterhånden vænnet mig til Buntzen (1.styr). Han er som en stor dreng, og ikke så lidt af en bondeknold, men i grunden flink og rar.

Letmatros/matros og aspirant på en jordomsejling fra 14. juli 1955 til 26. januar 1956
Skipper: H. Larsen (Strynø-Larsen) 1. styrmand: P. Schiøtt Schou

Rejsen startede som en almindelig Kina-Japan rejse, men undervejs fik vi ordre til at droppe al last til Japan i Hongkong, gå til Philippinerne og derfra sejle til US Pacific kyst. Derefter indgå i ØKs normale Pacificrute. Vi var kun to aspiranter på denne rejse. Min makker hed Henri René Petersen (kaldet Lasse), som jeg kendte fra ”Danmark”. Vi havde det fint indbyrdes. Han blev senere havnedirektør i Odense.

Brev (Bremen 26. juli)
Med hensyn til forholdende om bord er det endnu lidt svært at sige noget bestemt. Men foreløbig synes jeg bedre om at være her, end jeg gjorde på Poona. Kaptajnen er så afgjort flere meter over Kallehovedet – flink og rar; og det familieliv, der udspilles på broen mellem ham, hans kone og datter, er det en ren fornøjelse at overvære. Skippers kone er englænder og lidt af et livstykke, hendes åbenhed skaber en god stemning. Første styr er svær at greje. De sidste aspiranter kunne ikke med ham, men det behøver jo ikke at være hans skyld. Besætningsmedlemmer, der var med på sidste rejse, siger, at han er hoven, det er der måske noget om. Men indtil nu har han været meget allright over for os. Han er i hvert fald ikke en bondeknold, som min sidste 1. styr, og alene det, er noget værd. Restaurationen er meget fin. En af Kompagniets gode hovmestre, der prøver at gøre noget for besætningen. Jeg havde hørt om ham før og var glad for, at han kom om bord, og det er jeg stadig.

Antwerpen. Der lastes togvogne på dækket til Bangkok

Brev (Rotterdam 3. august)
Her i Rotterdam har vi fået den overraskende meddelelse, at vi skal over Staterne hjem. Det er hverken kabys-bestik eller løse rygter, men virkelig rigtigt. I Hongkong skal vi losse Japanlasten, og derefter gå til Manila. På Philippinerne skal vi laste copra til San Francisco, og derefter bliver det vel en almindelig Pacifictur med anløb af de større byer på Vestkysten. Det hele er meget tilfredsstillende. Flink og all-right 1. styr, flink og elskværdig kaptajn, flinke styrmænd, godt forhold til dækket, fin høker, dygtig kok og en omgængelig kollega.

Brev (Livorno 14. aug)
Da vi havde fortøjet, sagde 1. styr, at vi skulle tage til Pisa, og det var vi ikke sene til at benytte os af. Vi tog bussen til Pisa, så tårnet, fotograferede det (det er mig i forgrunden),

Pisa

 steg op i det, kiggede ned, og gik så ned igen. Der er 297 trin – jeg har selv talt dem, så tallet er sandsynligvis forkert. Bagefter lagde vi os ned i græsset – i det skæve tårns skygge, lyder det ikke godt?

Brev (Port Said 19.aug)
Vores bådsmand er noget for sig selv. En gammel gut, lille og bred, oversået med tatoveringer på arme og bryst, mangler et par tænder, har konstant en gammel baseball hue på og den sidder skævt. Hvad enten han går i lange eller korte bukser, hænger de altid langt nede om livet, og skjorten står som regel helt åben, så navlen og en femmastet bark får frit udsyn. Men han kan sit arbejde, hurtig og rask, masser af eder, han kan også bøje armen, men uhyre flink og hjælpsom.

Brev (Rødehavet 23.aug)
Første styr har gået og ymtet noget om, at vi skulle gå mere standsmæssigt påklædt. Han kunne ikke lide, at vi gik med bar overkrop og arbejdede på kaptajnsdækket; vi måtte ikke en gang gå med ærmeløs undertrøje. Vi har begge fået et længere foredrag om civiliserede mennesker, ikke ligne kulier, ordentlig påklædt osv. Han sagde, at vi skulle se at få syet nogle kakibukser og hvide shorts, når vi kom til Singapore. Hvide skjorter fablede han også om. Jeg – og Lasse – vil for så vidt gerne gå klædt i kaki eller hvidt, men skal man male og den slags, er man jo ikke meget for at få sit sarte tøj svinet til. Skipper har intet med det at gøre – han render selv rundt i bar overkrop og ditto tæer.

Brev (Singapore 9.sep)
Vores 3. styrmand – kaldet Peter Kavlgarn – er en flink fyr, med noget ufrivilligt morsomt over sig. Han er fuld af fiduser og teoretisk ”pis og papir”, som Bådsen siger. Han har altid sine særprægede planer og løsningsforslag, når der opstår særtilfælde med lasten. Vores anden styr (Skalkham) er meget afholdt om bord. Han kommer fra ”Bintang” (som dengang sejlede i kystfart mellem Hongkong og Penang), og er vist vant til en del drikkeri. I Penang var jeg på vagt med ham om natten, mens vi lossede. Dvs. han lå det meste af tiden og sov på kammeret, mens jeg var på dækket. Jeg fik ham lige op at stå, når kulierne var ved at dække over, så han kunne skrive under på slutsedlerne.

Brev (Romblon 30. sep)
Nu ligger vi på en lille bitte plads, hvor der kun er en kaj, og den er ca. 20 meter lang – det er ikke løgn (ret meget i hvert fald). Fortrossen går ind om præstens pæretræ og agtertrossen er fastgjort til Brugsens benzintank (lidt overdrevet, men det er noget i den stil). Byen, hvis man kan kalde den det, ligger meget idyllisk, lidt op ad klipperne, og masser af grønt mellem husene. Vandet er meget fint, og vi gør flittigt brug af det. Selv skipper var ude at få sig en swim.

Brev (Masinloc 7. aug)
Fra Cebu gik vi til Tacloban, hvor vi på et døgn fik 600 tons copra. Derfra gik vi nordpå, men efter taifunvarsel vendte vi snuden om, og gik sydpå med få miles fart. 12 timer senere var taifunen drejet uden for vores rækkevidde – eller omvendt. Maskinen fik fuld fart frem og i går ved 3 tiden kunne vi se husene her inde i Masinloc. Men så kom der taifunvarsel igen, og vi stak igen sydpå, men kl.12 midnat blev også denne erklæret ufarlig for os. Så her til morgen kom vi ind. Vi laster 3500 tons chrome erts til Los Angeles.

Forholdet til første styr er kølnet noget her på det sidste. De tre aspiranter, der ellers havde haft skibet, siden jomfrurejsen, gik i land efter én rejse med Poul Pral (1. styr). Han har velsagtens fået en over næsen af inspektionen, for i begyndelsen var han jo ovenud fin. Nu har virkningen af ballen vel fortaget sig, for som Lasse siger: Det er på de tider, hvor vi siger til ham, at han er et dumt svin. Han bagtaler os over for styrmændene, siger disse. Lasse har haft en kontrovers med ham, men selv synes jeg mest, at han er lidt ufrivillig morsom. Men som vores arbejdsgiver spiller han en stor rolle for os.

Datolinien
Vi passerede datolinien den 19. oktober. Det var ved et mærkeligt sammentræf netop den dag, mine forældre fejrede deres sølvbryllup.

Brev (Stillehavet 23. okt)
Vi har nu været 18, lange, døgn i søen og skulle være fremme i LA om tre dage. Forholdet til 1. styr går op og ned. Lasse og jeg gik en dag op til Skipper og talte med ham om vores forhold her om bord. Det var ikke en formel klage, men der var forskellige forhold, vi var utilfredse med. Skipper var meget forstående. Han gav os ret og gik med til at første styrs facon nok kunne være lidt …….. Vi var glade for samtalen, for kaptajnen strakte sig meget langt i vores favør; han skal jo også passe på sit forhold til første styr.
Desværre er min hudsvamp kommet igen, da vi kom på varmen. Jeg var til læge i Hongkong, og han sagde, at jeg sikkert ikke slap af med svampesporene. De ville komme igen, hver gang jeg kom på varmen. Den erkendelse er jeg også selv kommet til.

Mærkeligt tilfælde
Den 2. november var vi i San Francisco, og Lasse og jeg var gået op i byen for at handle. Mens vi stod uden for et butiksvindue og diskuterede tilbuddene i vinduet, hørte vi at nogen talte dansk foran det samme vindue. Jeg vendte mig om, og der stod den mand, jeg havde delt værelse med i mange uger på Rudolph Berg. Dengang var han blevet sendt hjem fra ”Susan Mærsk” for at blive behandlet for en omfattende chrome eksem. Han blev udskrevet noget før mig. Han var nu tømmermand på ”Rita Mærsk”, som var kommet til San F. via Panamakanalen. Det var, synes jeg, et utroligt sammentræf. I øvrigt var også hans hudproblemer brudt op igen, men han kunne holde det nogenlunde nede med salver.

Brev (Ketchikan 10. nov)
Nu er vi Alaska, og selv om der hverken er 30-40 graders frost, eskimoer eller slædehunde, så er det dog temmelig fremmedartet. Vi ligger ved et pulpværk, et kæmpe kompleks, der rejser sig lige op af naturen, og omdanner store træstammer til pulp. Pulpen eksporteres verden over, og er råprodukt i kunstsilke-, cellofan-, film- og grammofon- industrien. I dag var Lasse og jeg ude med nogle af matroserne for at fange laks i en elv. Den ene havde fået lavet en harpun, og det lykkedes ham at få fangst.

 (på billedet ses matros Stanley med fangsten). Bådsen og tømreren har flået laksen, og i morgen skal vi så have kogt laks. I går var vi på rundvisning. Typisk amerikansk, ikke et eneste sted rørte mennesker ved stoffet. Fabrikken bruger hen ved 60 millioner liter vand om dagen. Hele fabrikken har kostet mange gange den sum, som USA i sin tid, betalte for hele Alaska. I går var vi en tur i Ketchikan. Efter sigende skal det være et rigtigt sodoma med masser af saloons, piger og spillefugle. Vi var der midt på dagen, og det hele så meget fredeligt ud.

Brev (Søen 19. nov)
Jeg går nu søvagt sammen med 1. styr, og jeg finder hans tilnavn, Poul Pral, for meget passende.

De to første timer om morgenen, fra 4-6, går som regel med, at jeg får en beskrivelse af hans bedrifter og oplevelser. Det er ikke så lidt, han har været med til, og alle tider har han været helt og he-man. Jeg står ved siden af ham, nikker, siger ja, grynter og ler en gang imellem, mens han bare drøner løs. Det skal dog medtages, at han er underholdende, han er en god fortæller, selv om det bliver lidt ensformigt. Peter Kavlgarn er stadig meget klog, og vil så gerne give gode råd. Han kan ikke se en mand arbejde, uden han kommer farende og fortæller, hvordan det kan gøres en lille tand bedre ved hjælp af en fidus. I begyndelsen var det morsomt, nu er det lidt irriterende.

Brev (Long Beach 4. dec)
I Stockton lå vi i 2-3 dage og lastede tørret frugt, dåsefrugt og forskellige tomatprodukter. Byen ligger som hovedstad i et utroligt frugtbart område, hvor de kan høste kartofler to gange og tomater en gang om året på det samme jordstykke. I de omliggende bjerge er der masser af ferskvand, så der de rigelig adgang til vandingsvand.

Brev (Søen 11.dec)
Lasse og jeg er blevet uvenner med første mester – oversmeden (Hvam) Vores wc var forstoppet og efter at have prøvet med sugekop, kemikalier, gode ord og andre nyttesløse ting, riggede vi en spuleslange til. Nu er der som regel et godt tryk på spulevandet, så vi åbnede for yderligere en hane – ud over den slangen var sat til. Rundt om slangen i wc-et havde vi stoppet sække og klude, så vandet kun kunne løbe fremad. Vi åbnede for vandet – intet skete. Så lukkede vi for den anden hane; der skete heller ikke noget. Dvs. pludselig kom første mester farende, helt rød i hovedet, øjnene rullede, ørerne blafrede, ja – han så vild ud. Der var sket det, at vandet var løbet ud af hans wc (hans kammer og badeværelse ligger to etager over os med samme faldstamme), og nu stod der 10 cm vand over hele dørken. Det vil sige – vand udgjorde kun ca. halvdelen af væsken, resten var papir og ja, hvad der ellers forefindes i et wc-system. Første mester hylede og skabte sig, mens vi bare grinede af ham, hvad der naturligvis gjorde ham (om muligt) endnu mere opbragt. Det var kosteligt. Vi måtte naturligvis gøre hans badeværelse rent, et noget kedeligt job. Det hele skete for en uge siden, og først i dag sagde første mester for første gang siden episoden, go’måren, til mig. Første mester er meget lidt afholdt over hele skibet, og vi fik en masse gratulationer, og smørerne gav endda øl. Han bliver kaldt ”Vaccum”, og smørerne råber nede i maskinrummet efter ham: ” Vaccum, vaccum – ih hvor er du stor og dum”. Han kan aldrig finde ud af, hvem det er, der råber. Han har kun én at tale ud med her om bord, det er Poul Pral. De to står og rakker hele skibet ned. Stakler. (I øvrigt skyldtes hele miseren, at tømmermanden ved en fejl lukkede for en ventil til vores nedløbsrør, da han skulle fixe ventilerne til vores fryselastrum, som ligger lige under aspirantkammeret).

Brev (St. Thomas 19. dec)
Turen gennem Panamakanalen blev en stor oplevelse – total anderledes end passagen i Suez-kanalen.

Vandstanden i Pacific og Det caraibiske Hav er omtrent den samme, men tidevandet spiller en stor rolle på vestsiden. Skibene bliver hævet i alt 85 fod (ca. 26 meter) via et sæt sluser. Det foregår med typisk amerikansk effektivitet og tempo. Når man kommer hen til sluserne, får man tre elektriske lokomotiver på hver side, og de trækker skibet let og smertefrit gennem. Inde i sluserne er der knald på – jeg vil tro, at vandet stiger og falder med ca. en meter i minuttet. Og det er alt sammen overskuds regnvand fra tropeskovene omkring kanalen.

Brev (Dublin 31. dec)
Julen blev så den tredje hjemmefra i træk, og den første i søen på et handelsskib – vel nok også den med den mindste jule-stemning. Det kan ikke være anderledes, når vagterne drejer, og da søen var temmelig høj – og slingreribberne rigget til - var det svært at tænke på hygge (billedet).

Brev (Liverpool 8. jan)
Dublin var en interessant by. Befolkningen er uhyre fattig, der er ikke arbejde nok til alle. En almindelig arbejder med kone og 4-5 børn må klare sig for 4-5-6 pund om ugen(1 pund = ca. 20 danske kr.). De fleste har en bunke børn, da den katolske kirke jo forbyder brugen af præventive midler. Resultatet er, at flertallet af de unge mænd tager til England eller emigrerer til USA, hvad der drømmenes land for de fleste Irere. I England kan en ung mand på 18-19 år tjene dobbelt så meget, som hans far i Irland. Så det er forståeligt, at i dag er der 10 kvinder for hver mand i Irland. De engelske havnearbejdere går for at være verdens mest beskidte, nussede og fedtede, men de irske slår dem med flere længder. Sikke noget kluns, de går i – gamle og slidte jakkesæt med huller og flænger i, frynsede frakker – og ikke en eneste med rigtige arbejdsbukser på. Oppe på hovedgaden spadserede masser af piger – 2, 3 eller 4 sammen. De kan med det samme se, hvem der er fremmede, og vi fik alle sendt en masse indbydende blikke. Der var ikke tale om at prøve at komme i kontakt med dem – det var dem, der nærmest jagtede os. Når så forbindelsen var etableret, kunne man gå ud at danse eller gå på hotel, hvor pigerne drak gin og orange juice, som vi andre drikker vand. Når restauranterne lukkede, ved ti-tiden, var pigerne sultne, ind på en snackbar eller lignende, og de kunne også spise, så det forslog. Jeg tror, de små-sultede til hverdag. Endelig kunne man få lov til at følge dem hen til deres bus, hvor de var meget ivrige efter at aftale et nyt møde næste aften. Aftenens program kunne naturligvis variere efter smag og behag, men læsten var stort set den samme. Pigerne var meget aktive og pågående – til et vist punkt, men så blev jerntæppet trukket for.

Matros og aspirant på Pacificrejse fra 6. marts - 4. Juni 1956.
Skipper: H. Larsen (Strynø-Larsen) 1. styrmand: K.A.O. Svendsen (Kaos)

Brev (Bremen 7. marts)
Så er det første døgn gået om bord i de kendte omgivelser. Det føles rigtigt rart.

Brev (Søen 18. mar)
Vi skal være fremme ved St. Thomas i  aften. Den nye første styrmand hedder Svendsen – Knud Axel Otto – så med de forbogstaver kan han kun hedde ”KAOS”. Han er lidt sær, men ellers all-right. Peter Kavlgarn er blevet forfremmet til 2. styr. Vi har tolv passager om bord; deraf en familie med tre børn. Faren har været afdelingschef i ØK, og har i en periode været boss på San Francisco kontoret. Nu emigrerer familien for godt til Californien. De tre børn er 16, 14 og 11 år.

(På billedet flankerer Henning, tv. og Lasse, th. de tre børn Torsten, Helle og Tove Den ældste, en pige, er ved at fordreje hovederne på hele besætningen. Drengen spiser tit nede i vores messe, og han er altid med, når vi arbejder.

Brev (Christobal 25. mar)
Tømmermanden, der på sidste rejse, var skibets barber, af mønstrede i Hamburg. I går kom 2. styr og spurgte om jeg ville klippe ham. Tja – det kunne jeg jo godt (prøve),

men godt blev det nu ikke. Offeret var imidlertid godt tilfreds, mens de andre, der så resultatet ønskede ikke at være forsøgskaniner for mine frisør-evner.

Brev (San Diego 3. apr)
Påsken blev overstået i et ualmindeligt roligt og tørt tempo. Sidste påske blev der solgt 1400 øl, mens salget denne gang var som på en almindelig dag. Om bord hersker der en sand ludo-feber. Det begyndte med, at et par matroser, nærmest for sjov, begyndte at spille. Men efter nogen tid gik de til sagen med sammenbidt energi, og nu har der dannet sig forskellige kampformationer, som alt efter vagterne mødes i matrosernes rygesalon. Hvert eneste terningeslag bliver fulgt af fire par øjne, stive af spænding. Det der i begyndelsen kun var ment som pjat, er nu nærmest blevet dødelig alvor. Hvert spil starter med et fælles kampråb ”Long live ludo”

Brev (Søen 11. apr)
San Diego var den første havn på amerikansk grund. Det er verdens største flådebase, der lå 8 hangarskibe og vel 50 ubåde, mens vi var der. Hele dagen startede og landede vandflyvere og almindelige do. Byen er præget af alle marinesoldaterne. En masse butikker holder åbent til langt ud på natten og ordner alle mulige ting på fantastisk kort tid. Således fik jeg presset et par bukser på 4-5 minutter – mens jeg ventede i underbukser bag et forhæng. 35 cent. Tøj kan man få vasket og strøget på 5-6 timer. Film fremkaldt og kopieret på 4 timer.

Brev (Vancouver 18. apr)
Den første dag, vi var her, kom der en dame fra sømandsmissionen. Vi havde i forvejen hørt meget om ”tante” i Vancouver. Hun er englænder, taler 7 sprog, deriblandt flydende norsk. Hun ordner film, breve, fodboldkampe, udflugter mm – hun er en knag. Vi inviterede hende til at spise i vores messe, hun sagde ja-tak og spurgte senere, om vi kunne tænke os at spise middag med den engelske sømandspræst. Vi havde egentlig ikke lyst, men da vi kunne forstå på hende, at det var en hædersbevisning, sagde vi ja-tak. Heldigvis. Det blev en rigtig god aften. Foruden os var der et antal engelske aspiranter og en del canadiske piger. Maden var god og rigelig, engelsk-kinesisk, snakken gik, og præsten viste (ok) lysbilleder. Senere gik vi alle over på hjemmet, der var stort og nyt og meget vel indrettet. Her blev der spillet op til dans. I søndags kom tante i en stor bus og hentede de af besætningen, der havde lyst, til en rundtur. Vi var ca. 20 – og lige så mange fra en norsk Bakke-båd. Til sidst stod fem piger på – hurrah – ved sømandsmissionen. Vi kørte rundt hele eftermiddagen og så en masse af Vancouvers seværdigheder.

Brev (Long Beach 1. maj)
Fra Stockton nåede vi til San Francisco ved midnatstid og smed krogen lige mellem Alcatraz og Bay Bridge. Golden Gate er jo den mest berømte, men jeg synes, at Bay Bridge er mere imponerende. Næsten 13 km lang, 6 vejbaner på øverste dæk, 2 på nederste plus en dobbeltsporet jernbane. Åbnet i 1936, og da kostede den over 77 millioner$. Ved hjælp af vejtold er den allerede betalt(40 cent per tur), men nu betaler bilisterne 25 cent per tur for at finansiere en ny bro, da den nuværende er overbelastet. 70.000 biler om dagen!

Brev (Søen 8. maj)
Vi har gået dagmænd lige siden San Diego og skal vedblive med det til Dublin. For pokker – hvor vi har det godt. Vi kan snakke med 1. styr om tingene, selv komme med ideer og forslag. Arbejder uden opsigt. Solen skinner og temperaturen er meget behagelig. Hvad mere kan man ønske sig. I nat regnede det meget voldsomt, og 12-4 vagten, som var nede i messen, hørte lige pludselig nogle høje skrig om hjælp. Han for ud i sidegangen, og der lå bådsen i sin sejldugs hængekøje. Bådsen havde været temmelig overrislet, da han tørnede ind og mærkede ikke noget til regnvejret, før vandet løb ind i hans mund. Bagefter fortalte han, at han havde drømt, han var røget udenbords, og at en stor haj var efter ham. Da han havde sundet sig lidt, drak han en øl, og gik så til køjs på kammeret. Sjov fyr.

Matros og aspirant på Pacific rejse fra 11. juni – 10. oktober 1956
Skipper: Richard Sørensen (Løvehjerte) 1. styrmand: Pittelkow

Da jeg afmønstrede Pasadena, fik jeg en uges ferie, hvorefter jeg påmønstrede Kina. Mine to kollegaer hed Poul Schmidt og Anker Nissen, begge havde været med på Kinas forrige rejse. Poul kendte jeg (alt for) godt fra Poona, mens Anker var et nyt bekendtskab. Vi fik det rigtig godt sammen, og vi har bevaret kontakten, ses fra tid til anden – til dags dato. Anker forlod ØK som 3. styr og blev linieofficer i marinen. Senere blev han afdelingschef i Farvandsdirektoratet. Første styr hed Pittelkow, og ham var jeg meget glad for. Skibets afrejse fra København var omgærdet af stor opmærksomhed for Københavns netop afgåede overborgmester, H.P. Sørensen med det karakteristiske skæg, samt hans kone, Karen, skulle med på rejsen. Han og konen ville gå i land i Long Beach, hvor de ville besøge Karens søster, og så komme om bord igen, når vi skulle sejle fra LA på hjemvejen.
Ved afsejlingen fra Orientkajen blev skibet oversvømmet af en masse pressefotografer, ægteparrets venner og bekendte og sandsynligvis også en del ubekendte mængede sig om bord. Da vi sejlede, så kajen ud, som var det Amerika-båd, der sejlede – og det var det jo sådan set også.

Brev (Long Beach 25. jul)
Havnearbejderne i Los Angeles (tre) havne har tilkæmpet sig nogle utrolig gode arbejdsforhold og store lønninger. Det betyder, at flere af dem, har en hel anden baggrund end man normalt forventer af en havnearbejder. Sådan en er Tommy Hart. Han er akademiker (7 år på universitet), autoriseret engelsk-japansk translatør og tolk, han har undervis en på gymnasieskole og været skoleinspektør på en folkeskole. Men på grund af hans mange fritidsinteresser – boksedommer, jagt og fiskeri, småroller i Hollywood film, undervandssvømning – har han valgt at arbejde som havnearbejder, for der er han kun tvunget til at arbejde et begrænset antal dage om året. Så på den måde kan han fra tid til anden tage sig nogle fridage, som det passer ham. Ham kom vi i kontakt med, mens han arbejdede på Kina. En aften, efter arbejdstid, tog han os med til et professionelt boksestævne, hvor han selv skulle være dommer,  i hovedkampen. Først kørte han os hjem, hvor væggene i hans arbejdsværelse var plastret til med billeder, heraf mange med berømtheders autografer. Der var billeder af berømte boksere, af ham selv fra hans tid som aktiv bokser og fra hans mange biroller i rigtige film. Han havde spillet med i mere end 40 film. Samt diverse diplomer, f. eks. for at have fanget den største hummer taget med hænderne under undervandssvømning. Og meget andet. Da Tommy havde vasket sig og skiftet, tog vi og Tommys kone af sted til boksestævnet. Det vil jeg gå let hen over her; det så ud til at være gode boksere, som kæmpede rent og ingen blod flød. Efter kampene mødtes vi med nogle af deres venner, og det blev aftalt, at næste dag – søndag – skulle hele familien Hart (3 børn) og vennerne komme om bord. Hen på formiddagen kom invasionen. Tommys søn havde taget sin pige med, så de var i alt 6. De var meget interesserede, da de aldrig havde været om bord på et skib før. De så det hele, fra for til agter og fra broen til maskinrummet. De spiste også med om bord og var meget begejstrede for det danske køkken. Uforståeligt, men måske var det høflighed. Vi måtte spise i tre hold, da der ikke var plads til mere end fire af gangen (messen er jo kun beregnet til tre aspiranter).

(På billedet ses vore gæster på 3-lugen ud for aspirant-kammeret) Om aftenen kørte Tommy os ud til hans hus på Hermosa Beach, hvor vi startede med at bade i Stillehavet. Der var kun 5 minutters gang, men vi tog en af familiens vogne. Da vi kom tilbage var der ved at blive gjort klart til barbeque, som nærmest kan oversættes til grillristning i det fri. Ud over Hartfamilien var der også venneparret fra besøget på Kina samt yderligere nogle naboer. Vi fik nogle gevaldige saftige (engelske) bøffer og Boston beans og selvfølgelig den uundværlige (for amerikanere) salad. Vi fik tilbudt øl og diverse læskedrikke, der var ingen smalle steder, men vi foretrak mælk og drak flere litre. Bagefter viste Tommy lysbilleder fra hans egne og familiens ture rundt om i staterne. Blandt andet havde de været på privat besøg hos Audie Murphy (USA’s mest dekorerede soldat under 2. verdenskrig. Senere filmhelt) Poul havde taget sin guitar med, og vi sang nogle danske sange. Meget hyggeligt og fornøjeligt alt sammen. Den ældste søn og hans pige kørte os tilbage til Kina. Tommy skulle næste dag på en 3 dages fisketur med sin bror. Tommy Hart er et af de mest interessante mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Long Beach. Kinas to letmatroser og mig på holder pause på poopen

Brev (Søen 29. jul)
I dag forlod vi Long Beach. Desværre fik vi ingen mælk. Vi har lavet larm, men hovmesteren kan fremvise et brev fra ØK, hvori der står, at han ikke må købe mælk i USA. (for dyrt). Mælken koster, omregnet, ca. 2,50 kroner literen. Det er selvfølgelig en hamper pris, men jeg synes nu nok, at der skulle blive råd til en ting som mælk. Jeg har det ellers fint og er glad for Kina. Meget glad endda.

Anker klar til at modtage San Francisco lodsen

Da Kina havde været i et kommunist- land (Polen) inden for de sidste seks måneder,
skulle vi have vagter fra US Coast Guard om bord i amerikansk søområde

Brev (Søen 29. aug)
HP og frue kom om bord den sidste dag i Long Beach, og jeg har snakket med dem et par gange siden. Han er ikke imponeret af USA, det hævdes, at Los Angeles er en af USA’s kedeligste byer. ”Tusinde gange Hadsund”, som fru Karen udtrykte det. Mennesker, der har sejlet længe til søs, kan blive underlige. Selv vores fortræffelige 1. styr kan få diller. Nu skal I høre. For nogen dage siden havde vi aspiranter lavet et svømmebassin. Vi spurgte 1. styr om vi måtte bruge de og de materialer. Han sagde ja, og tilføjede at svømmebassinet var en god ide.

Swimmingpool

Det syntes vi også og ved hjælp af assistenter, kok og drenge havde vi lavet et fint bassin på en times tid. Det er ca. 4½ meter x 2½, så det var ret godt. Alle var glade, og der har været stor travlhed omkring bassinet. Men så blev jeg kaldt op til Førsten, som beklagede, men skipper ville ikke have bassinet (billedet).
Uden at få en begrundelse skulle vi rigge det af samme aften. Hele skibet var i oprør. Men så gik Poul og Anker op til skipper og spurgte, om vi ikke måtte beholde det, nu vi havde rigget det op. Det sagde skipper så ja til, men så forlangte 1. styr det rigget af. Han sagde, at han ikke ville rende til nar for os! Temmelig ubegribeligt. Nåh – vi regnede med, at når han havde sovet på det, ville alt glide i sig selv. Det gjorde det ikke, klokken seks den følgende morgen gik vi i gang med at rigge tingene af.

Brev (Søen 9.sep)
Jeg har lige været nede i 2-lugen og taget temperaturer. Hver dag måler jeg luftens fugtighedsgrad og temperaturer i lasten – 2 gange hver dag. Det skyldes dåsefrugten, som er ret ømfindtlig over for rustangreb, som igen forårsages, når skibet sveder. Ved at kontrollere luftens fugtighedsgrad og lastens temperaturer, kan man finde ud af, om der skal ventileres eller ej. Derved skulle det være muligt at forebygge rustangreb. Sveden dannes, når luftens fugtighedsgrad er større end lastens temperatur. Det har endnu ikke været tilfældet.

Brev (Søen 19. sep)
Jeg havde en fin dag på St. Thomas, hvor jeg

tilbragte 8 timer i land. Om formiddagen var Anker og jeg oppe og bese byen, som er meget overskuelig. Vi endte i yachtklubben, hvor vi kom i snak med en nydelig norsk frue, som senere viste sig at være gift med den danske havnefoged. Vi spurgte hende om et godt badested, hun forklarede, men tilføjede, at der var ret langt derud. Så spurgte hun, om jeg kunne køre bil. Det kunne jeg!!!(dog uden dansk kørekort), og så tilbød hun mig at låne hendes bil, en lækker Dodge 54.

Det skete lige inden middag, og hun skulle ned og spise om bord på Kina hos første styr. Så ville hun lade os overtage bilen. Lidt over middag satte Poul og jeg os ind i bilen (billedet) og prøvede at finde ud af ratgearet. Ad stejle og radbrækkende smalle bjergveje gik det mod det anviste badested - ”Morning Star Beach” Det lød godt – og det var godt. Fantastisk godt. Dejligt vand, dejligt sand, badekabiner med ferskvand. Snackbar og musik. Lige som man ser i annoncerne i ”Life” og andre amerikanske magasiner. Vi var tilbage ved 5-tiden, og fik tilbud om at vi kunne låne bilen igen næste gang, vi kom til St. Thomas.

H.P. Sørensens skæg
Inden vi kom til København røg eksborgmesterens skæg. De kulørte blade havde tilbudt ham et større beløb, hvis de måtte få eneretten til at fotografere begivenheden. Men det skete om bord uden større ståhej. Dog havde 3. styr – så vidt jeg husker – taget nogle amatøroptagelser af skægrydningen, som senere blev bragt i et af de danske kulørte blade. Formentlig med et bidrag til styrmanden.

Se også de andre sider !!!

| ..-. --- .-. -- .--.- .-.. . - | -- . -.. | ... -. . ... . .--- .-.. . .-. | . .-. | .- - | --. . -. --. .. ...- . | . - | -... .. .-.. .-.. . -.. . | .- ..-. | .-.. .. ...- . - | --- -- | -... --- .-. -.. | .. | ---. -.- |
 Hvad står der ? Dette ! Formålet med snesejler er at gengive et billede af livet om bord i ØK.

Her kan du høre Palle Kruse morse budskabet.

Klik på Play-knappen !