"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 32

Maskinchef Svend Lehmann Nielsens fotoserie fra side 30 fortsætter her.

Vi starter med Ancona.

Her kommer Aranya.

Ækvatordåb

Kran beskadiget

Arosia søsætning.

Tak til Chief Svend Lehmann Nielsen.

 

Mit arbejde som elektriker om bord på MS Sinaloa i 1960

Midt første møde med maskininspektionen hos ØK.

I januar 1960 afsluttede jeg min el-installatøreksamen og skulle jeg ud at se mig lidt omkring var det en god ide, at tage ud at sejle som elektriker en tid.

Som sagt så gjort, jeg tog toget fra Lolland til København og henvendte på maskininspektionen hos ØK, der kom jeg til, at tale med Hr. Faber, som straks fortalte mig, at jeg nok var lidt for ung - men lad mig se Deres papirer, efter en hurtig gennemgang spurgte Hr. Faber mig om jeg havde sejlet før, det mente jeg at jeg havde, da jeg en kort tid arbejdede på færgen mellem Nakskov og Spotbjerg for mit firma, hvorefter Faber udbrød
– nå, var der el om bord på den færge.

Jeg forlod kontoret med den besked, at der var flere elektrikere på venteliste så udsigterne var ikke særlig gode.
2 dage efter jeg var kommet hjem ringede ØK til mine forældre og bad om jeg kontaktede dem, Jeg undersøgte, før jeg ringede, hvornår jeg kunne være i København med toget, for de ville nok tale med mig igen, under samtalen fik jeg besked på at møde på kontoret næste dag kl. 09.00, det passede mig ikke særligt godt da toget først var i København kl. 09.30, jeg foreslog vi udsatte det til 09.30, men fik den besked at det var kl. 09.00, så der var kun et at gøre, pakke og af sted med overnatning i København.
Jeg blev tilbudt jobbet på Sinaloa som lå ved kaj tæt ved kontoret, der var en del vedligeholdelsesarbejde der skulle udføres inden vi skulle sejle først i februar 1960.

Fordækket Sinaloa 60.

Elektriker til søs.

Da vi først var lagt fra kaj i København, var det min opgave at sørge for at alt det elektriske virkede, det gav lidt søvnløse nætter i begyndelsen, kunne jeg nu klare det tilfredsstillende.
Sinaloa var bygget i 1956 og var et jævnstrøms skib, hvorfor man ikke havde skiftet til vekselstrøm ved jeg ikke, men teknikken til styring og reguleringen af motorer med vekselstrøm var nok ikke så udviklet på dette tidspunkt.
I maskinen havde vi 4 dynamoer som hver producerede 120 kw. ved 220/440 volt, de blev koblet ind efter behov, størst var belastningen naturligvis når vi var i havn og alle spil kørte.
I de fleste havne i Østen var det vores egne spil der sørgede for at laste og losse skibet og det var lokale havnearbejdere der betjente spillene, de tænkte naturligvis ikke på den stakkels elektriker der efter hvert havnebesøg skulle renovere alle de kontakter der er i styringen af et spil, de blev ofte ret forbrændte efter en hårdhændet behandling.

Sinaloa ved kaj i Østen 60.

Sinaloa midtskibs 60.

Jeg havde mit eget værksted med alle de reservedel der erfaringsmæssigt var nødvendig, dog opstod der af og til problemer, hvor det var nødvendigt med nødløsninger til næste havn.
Hver morgen gik jeg en runde for kontrol af lamper og en tur ned til de motorer der sørgede for styringen af skibets ror, de var særlig vigtige, hele dette system var dubleret og der blev ofte skiftet mellem disse to systemer, og der kunne altid foretages eftersyn og reparation af det system der ikke var i brug, en særdeles god sikkerhed.
Alt hvad der blev forbrugt af reservedel blev omhyggeligt noteret ned, som senere skulle bruges til at supplere lageret op ved hjemkomst. Jeg skrev dagbog hver dag om det arbejde som var blevet udført og som blev afleveret til maskinchefen.

Rygepause for Ungtjener og Ulla

På turen mod øst sejlede vi om natten gennem Suez kanalen i en lang kolonne, det var her min opgave var at være lys mand og passe projektøren i stævnen, via et samtaleanlæg fik jeg ordre på hvad i hvilken retning lyskeglen skulle rettes, selv om det var under varmere himmelstrøg var det en kold tjans at sidde der hele natten, men et smukt syn især ved solopgang.

Frokost på dækket

Jeg havde telefon på værelset og kunne tilkaldes når som helst, en nat i Indiske ocean ringede styrmanden og bad mig skifte hæk-lanternen, jeg kravlede op i skibets højeste mast i kraftig søgang og mørke, lidt af en opgave, og konstaterede lanternen lyste som den skulle, efter lidt søgen fandt jeg den rigtige hæk-lanterne i en mere behagelig højde, men hvad forstand har en landkrappe på dens slags ting.

Kaffepause på officersdækket

Sikkerheden var i højsæde, og der blev jævnlig holdt redningsøvelser, en dag i Kobe ventede vi nogle dage på lasten, alle fik fri til at tage på ture, men inden vi kom af sted opdagede 1. styrmanden at motoren til nedfiring af redningsbåden ikke virkede, så trikkeren  måtte blive tilbage for at løse dette problem, forståelig nok, men lidt surt for mig.

Ellers var det obligatorisk, at jeg skulle vær på skibet når der lastes og losses, for at kunne gribe ind i tilfælde af fejl på det elektriske anlæg, jeg mener at et lille smut op på Mosquitobar i Bangkok kunne tillades, hvis vagten var orienteret, vi lå som regel meget tæt ved.

Når vi lå langt fra land var der ikke noget at høre på besætning og passagerernes radioer
Jeg tænkte det må du gøre noget ved, da jeg var radioamatør og havde lidt forstand på sendere byggede jeg en lille sende af en gammel radio som sendte på mellembølge. En af maskinassistenterne have en stor båndoptager med en masse musik på båndet, den blev tilkoblet senderen, nu kunne hele besætningen og passagererne pludselig hører musik, vi kaldte stationen for "RADIO SINALOA" og var til stor glæde for alle.

Party i officersmessen.

Samarbejdet og det sociale samvær på skibet var meget stor i hvert tilfælde i den gruppe jeg tilhørte, nemlig maskinen, 2. - 3. - 4. mester og jeg mødtes daglig kl. fem til en lille drinks skiftevis hos hinanden før vi skulle spise.

Maden om bord var absolut i top, begyndende med spejlæg og bacon, bageren havde bagt friske rundstykke hver eneste morgen, midt på dagen frokost med alt i pålæg, afslutning med middag ved sekstiden, ind imellem var der kaffe mv.
Det var en tid hvor der var plads til at få sjælen med, der var ofte flere dage i hver havn for ikke tale om Bangkok hvor vi ofte var op til 14 dage, der var tid til mange ture for at se sig omkring.
Sømandshjemmet gjorde et enormt arbejde for at aktivere besætningen med mange arrangementer, som blev formidlet af sømandspræsten der kom om bord straks efter vi var lagt til kaj, en fantastisk service for besætningen.

Bordingpas fra Singapore

Jeg traf Ulla på Sinaloa på min første tur, Ulla var stewardesse om bord og hendes arbejde var servicering af passagererne, Ulla og jeg var blevet noget interesseret i hinanden, men det kunne vi ikke vise ombord på skibet, så det var tys tys. Ulla og jeg arrangerede flere ture sammen, i Manila lejede vi en bil med chauffør en hel dag, og fik set en del af byen og lidt af oplandet, vi havde lidt US $ som vi ønskede vekslet og det var chaufføren mand for, han kendte en eller anden ”røver” uden for byen, lidt betænkelig var vi, men der var ingen problemer. Hele turen kostede nogle kartoner cigaretter plus et karton til tolderen når vi passerede ud af gaten.

Regler for ophold i Shanghai.

I Bangkok havde vi en tilsvarende heldags tur til mange af byens seværdigheder, en aften aftalte med en af de mange prostituerede om hun ville være guide for os på en tur ud at spise, kravet var det skulle være et sted hvor de lokale kom, samt et godt spisested, derudover var der frit slag til at bestemme, det blev en stor oplevelse og vi fik smagt en masse forskellige spændende retter, Samt en masse oplysninger om hendes liv og familie, en rigtig hyggelig aften.

Jørgen i Kobe

Ulla afmønstrede efter denne tur og jeg besluttede mig for nok en tur til Østen, hvorefter jeg afmønstrede i februar 1961. Derefter rejste jeg til Aalborg og blev senere gift med Ulla, fik 2 dejlig børn og har nu været gift i 47 år.

Den korte sejltid har været en meget positiv oplevelse i vores liv, med utrolig mange minder og oplevelser fra den tid.

Med venlig hilsen
Jørgen Klausen

Se også de andre sider !!!