Om livet i ØK EAC skibe.

Poona brænder 15 juli 1971.

Kaptajn Hjalte Hjaltason var dybt rystet over brandens voldsomme udvikling, og var resten af livet, stærkt berørt over hændelsesforløbet.

Ved branden omkom Overstyrmand Ole Kragh Hansen.

Ligeledes omkom 3 svenske havnearbejdere.

Lundbyhamnen Göteborg. 15. juli 1971.

Tre svenske havnearbejder blev dræbt, to meldes savnet og fem fik mere eller mindre alvorlige kvæstelser, da ØK-skibet Poona brød i brand i havnen i Göteborg.

Branden udviklede sig, som det ses herover, med eksplosionsagtig kraft.

Lufttrykket fra eksplosioner under branden var så voldsomt, at ruder knustes flere steder i Göteborg by.

Det svenske kriminalpolitis teori om brandens årsag gik ud på, at en ladning med rapsolie, som skibet var ved at laste, er strømmet ud i skibets forreste lastrum. Oliedampe menes antændt af en gnist.

Den efterfølgende eksplosion skyldes tromler med kaliumklorid.

Da branden opstod søgte flere af arbejderne at redde sig ved at springe i havnen.

Poona der var kommet i ballast fra København, skulle til New Zealand.

Skibet udbrændte på det nærmeste.

Poona udbrændt.

Fotoserie fra branden i Lundbyhamnen Göteborg 15. juli 1971.

Farlig last kontrolleres.

Poona med tiltagende slagside.

Tjae...... sådan kan det gå når man blander farlig last i samme lastrum.

På min filmside, (side 79) findes en fantastisk film optaget af branden.

Malacca Marseille 65.

Hej Willy.

Fik kendskab til denne webside af en kammerat.
Og min overraskelse var enorm da jeg så hvem der har lavet den.
Kunne kende dig med det samme, for vi var jo sammen på m/s Malacca på 44. rejse 1965-1966 til Indien.
Du var så vidt jeg husker stort set sygemeldt på hele rejsen (ligesom kokken), mens jeg jo knoklede som styrmandskammerdreng.
Kan huske de andre drenge, Jens fra Brønderslev (mesterkammerdreng) , Niels Skotvig fra Esbjerg (messedreng, som jo senere rømmede i Bremerhaven),  ungtjeneren John og koksmathen Kim fra Esbjerg, som begge er på nogle af dine billeder - sjovt nok har jeg nøjagtig samme foto optaget af mig selv ??.
Har i øvrigt hele mandskabslisten, samt et hav af fotos fra denne rejse.
Jeg blev senere maskinaspirant i ØK, og sejlede i alt som aspirant, juniormester og maskinmester i knapt 5 år, bl.a. på m/s Atrevida på Australien, m/s Sibonga på West Pacific ruten, m/s Azuma på Østen samt m/s Basra på Sydøstasien.
Har tillige den ægte ØK-sang nedskrevet i bedste festsang-udgave.
Kan huske en masse fra dengang, var jo kun 17 år, så det var jo livet.
Og din Snesejler side er bare aldeles fremragende - SUPER ! 

Med venlig hilsen.
Henrik Steen Mortensen.

Henrik fremviser nyindkøbt skræddersyet khakidress Bombay 65.

17- årige styrmandskammerdreng Henrik Steen Mortensens første landgang i Indien under m/s Malacca’s 44. rejse eastbound 1965-66.

Efter påmønstring på Orientkajen den 5. december 1965, lå vi 2 uger i København før afsejling den 19. december til Göteborg, hvor vi holdt jul. Herefter hed schedulen Oslo, Hamina m/nytårsaften i 39 graders frost, Göteborg, herefter det lange stræk gennem Kanalen, Biscayen, Gibraltar, Middelhavet og gennem Suez-kanalen samt bunkring i Aden, hvorefter vi endelig ankom til Indien den 8. februar 1966 om aftenen, hvor vi ankrede op på reden i Bombay.
Der var stort fødselsdagsgilde ude på poop’en, det var koksmathen Kim som blev 19 år. Det var en vældig og noget uvant form for fest for mig, som indtil da ikke havde drukket noget stærkere end cola og et glas sødmælk. Vi kunne se byens lys. Men først næste dag om aftenen kom vi derind. Jeg var uhyre spændt.
Vi kom i land med en shore-båd, som sejlede frem og tilbage mellem skibene og havnen. Vi lå jo stadig ude på strømmen, og det tog hele 45 minutter at sejle ind, hvor vi blev sat af lige ved den berømte Gateway of India. Benene gyngede under mig endnu, selvom vi ikke havde haft hårdt vejr siden Biscayen. De første par minutter så vi ikke noget specielt fremmedartet – tværtimod - den første mand der stod på kajen sagde til os, (vi var ca. 10 mand), på pæredansk : ”Skal vi gå op og handle tæpper?” De af os som havde været med på sidste rejse sagde at det skulle vi, så vi kom op gennem tolden og ud til nogle taxaer, som gratis kørte os hen til ”Tripathi & Co.”, et tæppefirma som vistnok havde eller havde haft en lille filial i København, og derfor kunne tale lidt dansk. Eller også havde de lært sig det som de fremragende businessfolk de jo var, idet der dengang anløb mange danske skibe fast Bombay, udover ØK var der især mange Mærsk-både, en enkelt fra Norden, og derudover mange andre skandinaviske fra bl.a. Wilhelm Wilhelmsen, Svensk ØK, Johnson Line mfl.
Det blev ikke en taxa-tur som dem man tager hjemme i Danmark. Først og fremmest var der jo nu i fuld skala alt det fremmedartede, men i særlig grad var der den måde som chaufføren kørte på. Overalt var der en enorm trængsel og trafik, ikke af biler, men af gående og hestekøretøjer. Hvis I tager Strøget, som jo er en gågade, og forestiller jer Vesterbrogade som en gågade i samme forhold som Strøget, altså størrelse i forhold til antal mennesker (hvis I forstår hvad jeg mener), så er det således i alle gader. Og så kørte han som en vild. Det man ser i Gøg og Gokke-film og andre stumfilm om vilde køreture, er vand ved siden af dette. Og det er ikke engang løgn (et stående udtryk om bord). Og så bruger de hornet 10 gange mere end den værste italiener, og endnu vildere, de kører med 50 - 60 km/t gennem sådanne gader. Ustandselig kom der en inder, en hund, en ko, en to-dækker bus eller en anden taxa- de eneste biler i Bombay er ældgamle Morris/Austin/Vauxhall-taxaer, omtrent - i vejen. Men han kørte bare til, og alle nåede altid lige akkurat at komme væk, men heller ikke mere.

Willy lige kommet ud fra skrædderen.

Men trods det vilde jag var der meget der slog i øjnene. Først og fremmest at folk sov på gaderne. Gamle, fattige indere rullet ind i en sæk, små børn på 2 år samt alle mulige andre folk sov på fortovene. Man kan næsten ikke beskrive det voldsomme indtryk dette gjorde på jeg 17-årige knægt, som aldrig havde været uden for Europa, det skal næsten fortælles. Og stanken, ja den var forfærdelig, det var ikke en bestemt stank, hver gade havde sin egen stank, og man kan ikke lugte hvad det er, det er indisk stank - det nærmeste man kan komme er en blanding af uvaskede mennesker, sæbe, urin og anden afføring, parfume og dieselolie. Nu var det om aftenen, og det vrimlede overalt med folk på gaderne, endnu flere end om dagen viste det sig senere. De kønneste børn jeg nogensinde har set, chokoladebrune, kulsort hår og kridhvide tænder, men med laset og beskidt tøj, eller rettere tøjstumper. Desuden uanede mængder af tiggere, handelsfolk o. lign., som falbød alverdens mere eller mindre lødige varer. Man kunne ikke gå to skridt uden der var en flok omkring en, Nu vakte en hvid jo altid opsigt. De hvide er også de rige, tænker en inder. Helt sikkert var det at ca. hver halve minut kommer der en inder hen til dig og spørger : ”Money Change ?”De vil veksle engelske pund med indiske rupeés.’ Man kunne få op til 30 rupeés for 1 pund, så der var god business i det, hvis altså bare ikke det var strengt ulovligt.

I toldlisterne om bord skulle man angive hvor mange engelske pund man havde med, mange havde overskud af dem fra Aden, hvor der jo virkeligt kunne gøres gode handler, især Rolex-ure var i høj kurs, og så var de oven i købet - vistnok - ægte, men formentlig stjålne, men blev alligevel leveret med fuld certifikat samt original æske. I Bombay var alting ualmindeligt billigt. F.eks. købte jeg en dag nogle bananer. Jeg bad om for 5 rupeé, og gjorde store øjne da jeg fik en hel stor klase, jeg talte dem da jeg kom ombord nede i Alexander Docks, og der var 81 store modne stykker, så der var bananfest et par dage hos drengene på Malacca. Lidt af et paradis syntes jeg, hvis blot ikke det var Indien. Jeg, der som tidligere nævnt ikke havde været syd for Po-sletten i Italien, kunne dårligt forestille mig større nød og elendighed. Fattigdom, sult, nød, død og sygdom så man hver eneste dag, og man priste sig lykkelig over at være født i Danmark.

Niels og Willy.

 Jeg opdagede for alvor hvor godt man har det. Jeg tror ikke det er noget man kan skrive om, det skal opleves. Man har fået det fortalt, men har næppe troet på det, men jeg stod nu med en eller anden form for følelse af at jeg aldrig mere ville kunne beklage mig, og proklamerede at alle der gik rundt og brokkede sig, bare skulle kunne se dette, så ville de være kureret, og ville nok ikke spise meget til aftensmad.

Nå, nok om det, jeg var som sagt også glad for at være der, og der var da også mange dejlige og lyse sider ved Indien. Varmen var der stadig her i februar, mange gange oppe på 35-40 grader, men så skal det altså heller ikke være varmere, så syntes jeg det er for slemt. Jeg var efterhånden brunere end jeg nogensinde havde været, også da jeg var mindre. Endvidere var jeg blevet plysset, hvilket næsten alle ombord var nu. Jeg vakte også enorm opsigt i Bombay med det lange Beatles-hår som jeg havde, hvilket i 1966 endnu var uset i Indien - det var næsten som om al trafik stoppede og gloede på mig - ligesom de gloede på Willy, som var rødhåret – (der er aldrig født en rødhåret inder). Selv de hellige køer kiggede så intenst på os, så vi blev helt forskrækkede. Dog var det for intet at regne med hvad de små indiske bondepiger på diverse ”special locations” gjorde, især i Foras Road ”behind bars” husker jeg.
Efter 6 dage i Bombay afgik vi så til Colombo, som vi ankom efter 2 ½ døgn i søen. Det var dejligt igen at sejle !! – med frisk luft og masser af plads på det åbne hav, det var en meget dejlig kontrast til det hektiske Bombay. Colombo på Ceylon var noget helt andet end Bombay, idyllisk med palmer, aber og papegøjer. En dag var skibsklubben på udflugt til Candy, et fantastisk flot sted, hvor vi red på elefanter, og badede ved en helt utrolig lækker strand i Det Indiske Ocean, og spiste hajfinnesuppe og barracuda-fileter. En aften var vi oppe på et stadion i byen og spille fodbold mod ØK’s m/s ”Mombasa” samt A. P. Møller’s m/s ”Anna Mærsk”, som også lå her.

HENRIK spiller dard (rammer plet) MALACCA 65.

”Mombasa” og ”Malacca” var de 2 mest berømte danske skibe i Indien, da de i en årrække begge gik her på ØK’s faste Indien-rute. Når vi sagde : ”We’re from Denmark” , svarede de oftest : ”Oh, Malacca ?, Mombasa ?” Vi havde om bord en matros som hed Basse, der var meget kendt og berømt herude, og som de indfødte kaldte ”Ali Baba”, hvilket var meget rammende, da han var en lille bred fyr med veludviklet ølmave, et stort viltert hår og fuldskæg - og med et hjerte af guld. Ham og så vores mindst lige så berømte 2. mester ”Kubik-Hansen” fra Holbæk var det derfor en sand fryd at være i byen med, der åbnede sig altid nogle døre som ellers ville være lukkede. De indfødte var ikke meget bedre end inderne, de tyvstjal. De stjal bl.a. mine badebukser, men jeg fik et par nye, så vi kunne bade fra skibets gangvej i havnens hajfyldte farvand. Med lidt held kunne vi opleve giftslanger, men jeg holdt mig til gaderne, og der mødte man dem vistnok ikke, det skrev jeg i hvert fald hjem til min mor og far. Sådan episoder elskede man jo at skrive hjem om, og bedyrede at ingen skulle være nervøse, selv om der vitterligt forekom sådanne episoder. Fortalte f.eks. at vi havde haft 5 brande i maskinen, men at det ikke var noget særligt, de plejer at have 10 (skylleluftbrande), i Biscayen skulle vi have haft bådmanøvre, men blev afblæst pga. storm, osv. af samme skuffe.
Efter Colombo gik m/s ”Malaccas” rejse til Madras, Calcutta, Chittagong i Østpakistan, som det hed dengang, Madras, Cochin, Calicut, Bombay (hvor vi lå i 28 døgn pga. maskinskade samt diverse havnearbejderstrejker), Karachi, Aden, Suez, Port Said, op gennem Messina-strædet, og hvor kaptajn Lassen lod skibet sejle rundt om Stromboli i udbrud i den stjerneklare aprilnat, helt fantastisk, Marseille, Antwerpen, Amsterdam, Bremerhaven, gennem Kieler-kanalen til Stettin, Oslo, Göteborg og endelig hjem til Frihavnen ved Orientkajen pakhus 54 den 28. maj 1966.

Henrik Steen Mortensen.

JOHN - WILLY - JENS.........MALACCA 65.

Hej Willy 

Det er dejligt at få respons når man laver noget, jeg har lige set din mail fra Henrik Steen Mortensen men du gør også noget ud af det, skal jeg lige love for, det er godt at der er nogen som vil beskæftige sig med de gamle ØK minder. Niels havde jeg faktisk glemt, men nu kan jeg huske ham igen.
Om det var før eller efter, at jeg blev rullet i Antwerpen husker jeg ikke, men jeg havde været i Skipperstrasse og var blevet forelsket, det blev der dog ikke så meget ud af, jeg havde nok fået noget at sove på. Politiet fandt mig og jeg fik en overnatning på stationen.
Da jeg blev vækket kunne jeg ikke finde ud af hvor jeg var, men politiet fortalte mig, at de havde fundet mig i en port med kun ganske lidt tøj på og de skulle lave en rapport. Så fik jeg morgenmad og når jeg havde spist det, så skulle jeg bare gå hen af gangen og så til højre der var en kontor hvor de ville skrive en rapport. Da jeg gik ned af gangen fik jeg kvalme og skulle kaste op, men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke finde et wc, men jeg fik åbnet et stålskab og så stod det bare ud. I skabet var der et par motorcykel støvler, stakkels ham der skal ud at køre, når han træder ned i dem. Det var godt at de ikke så det, for så var jeg sku nok ikke blevet lukket ud.
De havde kontaktet skibet for at meddele, at de havde en mand på stationen som de ville komme om bord med. Alle stod ved landgangen da jeg kom ombord, jeg var ikke stolt af den episode.

Kim Thøgersen.

Kim. RITZBAR I SINGAPORE

ORIENTKAJEN "PRETORIA" "POONA" "PANAMA"

Ovenstående billede gemmer en historie, som kun den indviede kender. Her kommer den til dig, som læser dette.

Den er en lille del af 'real life i ØK'. Se nøje på det forreste skib på billedet. Kan du se, at der hænger en stilling (for ikke sømænd: en arbejdsplatform) på bagbords side af stævnen? Den hænger der, fordi der har været reparation på skanseklædningen, og den skal males for at se flot ud igen. Jeg tror ikke, der var ret mange kaptajner, måske slet ingen, der turde male lige ud for ØK's skibsinspektørs vinduer, men det sker altså her. Hvad gemmer der sig. Vi skal mange år tilbage for at få det hele med. 2 personer sejlede med "Skoleskibet København", de var begge unge og præget af den tids nød og elendighed. De kom fra små kår og begge havde sat sig som mål at blive kaptajn i ØK. Lad os kalde dem kaptajn 1 og kaptajn 2, for de nåede deres mål. Dengang var kaptajn 1 matros på "København" (altså med 'senior rang' om bord i forhold til den anden) og kaptajn 2 var ung elev. Der var ud over at passe sit daglige arbejde en kappestrid om at vise sig over for ledelsen (det gavnede karrieren) og over for de andre elever (det gavnede selvværdet).

Panama-stævn med stilling.

Her vil jeg indføje, at det er kaptajn 2, der har givet mig grundlaget for historien. Begge kaptajner kan roligt betegnes som udstyret med meget 'stive sind'. Når de mødte modstand, så 'slog de igen'. Netop det at slå igen er en af ingredienserne her, kaptajn 1 havde generet kaptajn 2 så meget, at han hentede sig en ordentlig 'røvfuld'. Leverandøren var kaptajn 2. Det var ikke godt for prestigen. Kaptajn 2 var modig (i dag vil nogen nok kalde ham dumdristig), han ville vise, at han turde stå på hænder på toppen af stormasten. Han gjorde det. Iht. kaptajn 2 var kaptajn 1 ikke glad for også at skulle der op. Mastetoppen var ikke særlig stor. Jeg kan ikke med sikkerhed huske, om han gennemførte! Men jeg kan sige, at de efter afmønstringen fra "København" ikke kunne 'være i stue sammen'.
Mange år senere fik kaptajn 1 en af S-bådene som fører. Ud for Marseille ved øen If satte han den på grund i klart vejr. Hvordan sådan noget suser rundt i ØK ved jeg ikke, men kaptajn 2 fik det hurtigt at vide. Han lagde ikke fingrene imellem, og fyrede nogle barske bemærkninger af om den andens evner som sømand. Netop inden ovenstående billede blev taget havde kaptajn 2 et sammenstød med et andet skib nede i Rødehavet. Der gik en sømand til på det andet skib. Kaptajn 2's skib var "Panama", det første skib i rækken. Nu havde kaptajn 1 'håneretten', han kaldte kaptajn 2 for "morderen fra Rødehavet". Forestil dig hvordan kaptajn 2 reagerede.
Det at være skibsinspektør i ØK har sikkert ikke været let. En af opgaverne var at holde snor i skibenes små konger (kaptajnerne). Hvad var lettere end at meddele, at "Panama" skulle ligge forrest ved Orientkajen, når det kom hjem. Skibsinspektørens flotte kontor lå i det nordvestlige hjørne af bygningen lige ud for "Panama"s stævn. Jeg kan fortælle, at kaptajn 2 ikke kunne li' at sidde i stolen med en bulet stævn 20 meter på den anden side af vinduerne. En stilling gjorde det ikke lettere.

Til ikke indviede kan fortælles, at man IKKE PLANLAGDE at male i København. Jeg har været med til at vaske på overtid både med sæbe og 'rustfjernersyre' inden hjemkomsten. Monkeyshine (male oven på alt, fedt - snavs - rust - osv.) i massevis. Skibet skulle være nymalet, når det lå ved Orientkaj. Lige nu - i skrivende stund - falder det mig ind, om netop det billede af "Panama" i ØK's 60 års jubilæumsbog (1957) har nogen speciel mening!! Det ville være ledt. I 1960 havde kaptajn 1 fået udleveret "Auythia". Hun var ØKs nyeste skib. Jomfrurejse!! Rejsen gik fint, en masse repræsentation og en masse præstige til kaptajn 1. Under indsejlingen til Yokohama skal der drejes til bagbord ved "fort 1". Det glemte kaptajn 1 og skibet hamrede på grund med 'fuld kraft frem! Nu var 'håneretten' ført tilbage til kaptajn 2!!

Søren Qvist.

3.styrm. Jens Højgaard Sørensen Pasadena 63.

Jens Højgaard Sørensen på broen.

Orientplads 2005

..

Fortiden spøger

Hej Willy

Dine sider bliver bedre og bedre med alle de billeder, jeg tjekker jævntlig. Men Søren Qvist skriver at skibsinspektørens kontor lå i hjørnet så han kunne se skibets forstavn...det er vist ikke helt rigtigt. ...Da jeg startede hos ØK i 1963 stod styrmand Nielsen , kikkede over brillerne og sagde goddag Hr. Andersen, vil De venligst gå ind til Hr Skibsinsp. Enné (tror jeg han hed) og hans kontor lå ud mod forsiden af bygningen. (parkeringspladsen). Jeg husker det for alle de gange vi kom hjem med skibene vendte styrmand Nielsen sig om og så med streng mine mod stævnen og skibsklokken (hvis vi lå helt inde ved kontoret) Og sagde de berømte ord "Ja den ser jo fin ud (klokken, nypudset) så.. kan I holde to dage fri.."Vi rystede (vi tre styrmandselever) tit lidt (meget) i bukserne, for vi pudsede den ret ofte kun på venstre (bagbord) side, han kunne jo ikke se styrbord. Men TÆNK hvis han kom om bord. Det oplevede vi dog aldrig.
Der er mange der skriver om den ØK,s strenge stil/orden og kaptajner der var "konger" m.m. Det har jeg aldrig mærket, der var "strengt" på sømandsskolen i Esbjerg, men ikke i ØK, syntes jeg. Jeg sejlede sammen med ca 20 forskellige kaptajner og alle var ok. Selvfølgelig var der "personligheder" på godt og mindre godt.

Venlig hilsen
Uffe Andersen.

ORIENTKAJEN "SIENA"

Dette er den kendte "styrmand Nielsen", der modtog alle styrmandselever og styrmænd når de kom hjem til Frihavnen efter rejsen. Som styrmandselev oplevede man følgende: "Velkommen hjem hr. Andersen... nu kan De holde 2 dage fri... og så møde her igen på skibet... (eks. Basra)". Så kikkede han over brillerne og så bagud ad vinduet, hen på skibsklokken. Hvis man var styrmand, og han nævnte skibet "Bintang", så blev man meget nervøs... for det var ØK,s "straffeskib".

ORIENTKAJEN "FALSTRIA" 64

.

AZUMA MIDTERMOLEN............AZUMA HONGKONG

.

Juletræ sættes op på formasten, Boma 75 ---- Mester Petersen Sibonga 69.

..

Til venstre: Sibonga 69 ---- Midten: Gnist. Jørgen Hansen-Vibun - El. Peter Jensen.
Siena71 ---Til højre: Vibun - 1.stm. Poul Lommer. Siena 71.

Hej "Snesejler".

Som ung sejlede jeg en del år i handelsflåden i forskellige rederier. 1955-56 var jeg letmatros på Øk`s ”Pretoria”, og 1958-59 matros på ”Kambodia” .Jeg var med på en rejse til Indien og tre Kina-Japan rejser. I August 1958 skiftede jeg fra ”Kambodia” til ”Leda Mærsk” i Bangkok. Det var ikke ualmindeligt at ”bytte skib” den gang. Hvis f.eks en Mærsk-sejler ville hjem til Danmark kunne han bytte med en ØK-sejler, der gerne ville over i en af Mærsks jordomsejlere. Medlemmer af Sømændenes Forbund havde jo i princippet alle Rederiforeningens skibe som arbejdsplads. Mærsk-folken brugte ordet ”snesejlere” om de skibe, der kom hjem til Danmark regelmæssigt. De følte sig selv som ”rigtige” langfartssejlere, da deres skibe jo aldrig anløb dansk havn. Sømændenes Forbund havde afdelinger i New York og San Francisco, og her kunne man mønstre af og opholde sig til hyren var brændt af, og man fandt et nyt skib. Jeg tror, at betegnelsen ”snesejlere” oprindeligt blev brugt om D.F.D.S skibe, der sejlede i de hjemlige farvande og til Oslo. – Jeg har hørt en historie, om hvordan begrebet opstod: En D.F.D.S.- båd skulle engang for længe siden have sejlet en last sne til Oslo i forbindelse med afholdelsen af en skihopkonkurrence på Holmenkollen – altså på et tidspunkt, hvor der var for lidt sne i Oslo og rigeligt af den i Danmark – Det lyder lidt usandsynligt – Mon det har noget på sig.?

Venlig hilsen
Eyvind Kristensen.

 

Sideklong Bangkok

Bagvej Bangkok

.

Rustbanker Bangkok 74 "Boribana"

Skak Bogota 64.

Kære snesejler Jeg søger forbindelse med dæksbesætningsmedlemmer fra M/S Samoa's rejse til Australien i 1963. Sidste destination var Fremantle ved juletid.
Min bror, Jens, var jungmand om bord og blev fundet myrdet og skændet i land julemorgen 1963. Det er mit håb at finde nogle af de kammerater, han fulgtes med den juleaften. Jeg er ved at skrive min families historie og vil meget gerne have så mange oplysninger omkring hændelsen som muligt.

På forhånd tak for jeres hjælp.
Med venlig hilsen
Jørn Brændgaard
Snesejler i 50erne
4400 Kalundborg.

J E Paulsen "Røde Paulsen" og Åse Andersen Boribana 74.

Skipper J. E. Paulsen eller "Røde Paulsen", havde for vane at komme ud på broen om formiddagen og drikke kaffe med styrmanden. Det var et fascinerende syn og se ham trække forhænget til side fra bestikken.  En Pall Mall med en aske så lang så lang, elegant mellem fingrene og nærmest på teatersprog recitere " Styrmand -- Har De et askebæger".

Han elskede at fortælle historier fra 2. verdenskrig, hvor han havde sejlet med "Boringia" og var torpederet ved Capetown og med "Jutlandia" under Koreakrigen. Der mødte han sin kone, der var anæstisygeplejerske.
Han var som sagt i sit es, når han fortalte, og jeg var en engageret og opmærksom lytter. Turen vi var på, var hans sidste, før han gik på pension.
Da vi nærmede os Europa, var han vanen tro en formiddag ude på broen, og jeg havde skaffet et askebæger.
På et tidspunkt gik han ind på sit kammer, og kom tilbage med en trækasse. "Den skal De have styrmand" sagde han, "De får nok mere brug for den end jeg"
Det var hans sekstant, som havde fulgt ham gennem alle årene. -- Jeg blev dybt berørt.

I dag har sekstanten jo udspillet sin rolle, men J. E. Paulsens sekstant, har en hædersplads på min væg.

Med Højagtelse.
Forhenv. Kaptajn
Hans Klint.

Uffe 64.

.

Styrmandselever klar til landgang. Sumbawa 65.

Messedreng i ØK i 1966. En dagbog efter hukommelsen 40 år efter. Efter 3 uger som hovmestermath, et fint ord for skyller, om bord på DFDS´s København-Århusbåd, C.F. Tietgen, i november-december 1965, gik jeg sammen med en anden skyller fra C.F.Tietgen ind på ØK.s forhyringskontor, eller hvad det hed, bag Det kgl. Teater. Vi blev skrevet op, og skulle så gå og vente på en ledig båd. Jeg fik M/S Mongolia, der skulle ud på sin tur nr. 50, og hvorpå jeg blev hyret som messedreng. Af søfartsbogen kan jeg se, at kaptajnen hed G. Jacobsen.
Besætningen var på 45 mand, af drenge i ”stuen” var vi foruden mig selv en mesterkammerdreng, en styrmandskammerdreng og en pantrydreng. Så var der jo koksmaten og på ”1. sal” var ungtjeneren, der passede kaptajnen, overstyrmand og maskinchefen. Det er også muligt, at kokken og bageren holdt til der oppe. En del af dette dæk bestod i øvrigt af flere kamre med eget bad, 12 vist nok, der tidligere benyttedes af passagerer, men dem havde vi ikke nogen af.
Den 6. januar 1966 påmønstrede jeg båden ved Orientkajen i Frihavnen, og turen gik via Oskarshamn i Sverige til Kotka i Finland, ret tæt på den russiske grænse. Det var hård vinter, og der måtte assistance fra isbryder fra midten af Den Botniske Bugt og over til Kotka. Jeg selv havde jo ikke noget med dæksarbejde at gøre, men jeg kan huske matroserne, der bankede is af. I Kotka var der 22 minusgrader, men da jeg på forhånd ingen viden havde om, hvor vi skulle hen ud over ud til de varme lande, så havde jeg taget tøj med ud fra dette. I byen skulle jeg jo, så jeg gik et par km. ind til byen og fik en kop kaffe, men tilbage til båden tog jeg en taxa. Han kunne ikke et ord ud over finsk, så jeg måtte tegne et skib i duggen på forrudens inderside for at gøre ham begribeligt, at jeg ville ned til havnen.
Vi var et smut i København og så Gøteborg og derefter ned gennem Biscayen i hård sø frem til Lissabon, hvor vi lå for anker næsten helt oppe ved den store bro over floden. Så vidt jeg husker, lastede vi kork. Videre gik det ind i Middelhavet, der havde meget høje søer, og vi mødte en mindre fragter, hvis skrue kom fri af vandet, når den gik ned i bølgedalene. Søerne var så kraftige, at der kom skumsprøjt fra Mongolias stævn op over overbygningen og ned på agterdækket. Jeg fik forvildet mig op på brovingen en dag, og selv herfra var bølgetoppene oppe over mig. Det virkede noget overvældende på en ude fra bondelandet. Båden var jo M-typen med 3 luger for og 2 agter og stor overbygning midtskibs. Agter boede matroserne og måske også maskinfolkene, det husker jeg ikke. Som messedreng havde jeg ikke meget at gøre agter, hvor jeg vist på intet tidspunkt var indendørs. På en ØK-båd var de forskellige arbejdsgrene meget adskilte.

Træfigurer til salg (billigt)

På turen havde jeg medbragt min B&O transistorradio, som jeg havde stående i det åbne koøje for at fange nogle signaler. Det medførte, at den i bølgegangen faldt ud på dækket og skiltes ad, men den kunne da laves, og kom til at fungere igen. Radioen blev i øvrigt forud for hvert anløb registreret på en stor seddel, hvor vi til oplysning for det lokale toldvæsen skulle angive alt vi havde af værdi, vist nok også armbåndsure, men jeg havde så heller ikke andet af værdi. Vi lagde kortvarigt til kaj i Port Said, hvorefter det gik ind i Suezkanalen, hvor der kom nogle arabiske handlende om bord og var der hele tiden under turen i kanalen. Jeg mener en af dem blev kaldt Moses og var kendt af enhver sømand. Jeg købte en kikkert for en pris, der formentlig var det dobbelte af det jeg burde have givet. Jeg har den endnu, så kvaliteten fejler ikke noget. I Aden bunkrede vi, men der var ingen landlov p.g.a. politisk uro og skyderier. Det var nok de lokale, der forsøgte at smide englænderne ud. Under sejladsen i Det indiske Ocean så jeg mange flyvefisk og delfiner, der boltrede sig lige foran stævnen. Oceanet var fuldstændigt blankt som et spejl. Videre sejlede vi til Karachi i Vestpakistan, som det hed den gang. Her lå vi i 10 dage, og en lokal kuli blev dræbt under arbejdet. Jeg tror nok han blev klemt ihjel mellem 2 togvogne på kajen. Selv om det at være messedreng var et arbejde fra tidlig morgen til hen på aftenen var der da af og til tid til at gå i land ud på aftenen. Det var ikke værtshuse og lignende jeg kom meget på, højst for en enkelt øl, men en biograftur blev det til. Det var en noget anderledes atmosfære end biograferne hjemme, bl.a. var rygning tilladt, og der var en værre leben under filmen. På vejen hjem blev vi fulgt på kort afstand af lokale unge, og officererne havde sagt, at vi skulle passe på, idet vores hvide nylonskjorter var i høj kurs, så vi skulle ikke gå alene.
I Karachi blev jeg 18 år og ”fejrede” det ved at gå i en svømmehal, hvor jeg åbenbart pådrog mig et eller andet. Næste morgen, da jeg skulle op kl. 0600, var jeg meget syg, men blev beordret op og passe mit arbejde. Dagen efter havde jeg ingen erindring om, hvad jeg havde foretaget mig denne dag, så jeg har nok haft høj feber. Vi skulle jo tage de store malariapiller, men jeg kunne ikke synke dem, så jeg knuste dem og blandede dem med vand, hvilket jeg også gjorde med salttabletterne. Dette smagte forfærdeligt, så Trikkeren, tror jeg det var, lærte mig at synke pillerne. Jeg lærte at sluge en flødekaramel, og da den er større end malariapillen, var det ingen sag også at få den ned.

Mit arbejde bestod i at servicere 7 officerer og 4 maskinassistenter, og mit pantry lå mellem deres 2 messer. De var såmænd meget flinke alle sammen. Officererne var 2. og 3. styrmand, 1., 2. og 3. mester, Trikkeren og Gnisten.  2. mesteren havde vagten i maskinen frem til kl. 1800, og hver gang han kom ind i messen var hans første ord: ”Velbekomme alle i røvhuller og gid I må kvæles i det!” Jeg kan ikke huske deres navne, men sådan en som mig var jo heller ikke på fornavn med dem. Trikkeren havde på ingen måde officersmanerer. En dag stod han og tørrede service af ude i mit pantry, men han fik af en anden officer at vide, at det gjorde en officer i ØK ikke. Der skulle jo være orden i tingene, og jeg husker hovmesteren med hvid stofhandske køre fingeren oven på vægpanelerne i messen for at se om der var gjort ordentligt rent. Jeg tror nok jeg fik et enkelt løftet øjenbryn i den anledning En af officererne havde den fine manér, at selv om der var masser af andet pålæg, skulle han absolut have noget der ikke var mere af på bordet. Så måtte jeg ud i byssen og få fat i koksmaten, og sammen gik vi ned i kølerummet og skar et par skiver af den ønskede slags. Vi spillede en foldboldkamp i Karachi mod en anden ØK-båd, jeg tror det var Basra. Det var en jordbane med masser af ujævnheder. Fra Karachi sejlede vi mellem Indien og Ceylon til Chalna lidt oppe ad en flod i Østpakistan. Vi lå på strømmen og lastede eller lossede i pramme. Her var der heller ingen landlov grundet politisk uro. Efterfølgende løsrev landet sig fra Vestpakistan med Indiens hjælp og blev til Bangladesh, så uroen var nok en del af dette. Her handlede vi med lokale, der kom ud i små både. 1 pk. cigaretter for 3 kokosnødder, som vi bl.a. brugte som fodbolde på dækket. Vi kastede cigaretterne ned i deres små både, og de kastede nødderne op, så vi kunne gribe dem. Apropos cigaretter kunne jeg som messedreng ikke købe så mange jeg ville på båden, og øl kunne jeg slet ikke købe. Hovmesteren var en streng mand. Begrænsningen medførte, at jeg måtte købe lokale cigaretter, og det var ofte noget værre hø. Jeg købte i øvrigt en stor cigar med hjem til min far, man var vel en gavmild søn. Den havde desværre en så ringe kvalitet, at den sendte gnister på hans skjorte, og det var jo ikke så godt. 

Beira Gibraltarstrædet 63

Så sejlede vi ned til Rangoon i Burma og lå også her i 10 dage. Herfra husker jeg flere oplevelser. En enkelt kedelig var, at mit fotografiapparat blev stjålet fra mit kammer, som jeg delte med mesterkammerdrengen. Koøjet stod åbent, men der var isat en ramme med myggenet. Den blev trykket ind i kammeret og en ukendt person kom ind og tog apparatet, hvilket var meget uheldigt, da der var en film i med optagelser fra den store guldpagode i Rangoon. Besøget i denne var en meget speciel oplevelse, da jeg aldrig tidligere havde været i sådan en, hvor skoene skulle stilles på trappen, og fliserne i pagodens gader var så varme på grund af solen, at jeg nærmest måtte løbe fra skygge til skygge for ikke at brænde fodsålerne. Om aftenen gik vi gennem Gaten og hen på en restaurant ved navn Raketten. Uden for restauranten stod hver aften en lille pige, der hver gang fik penge til en is. Restaurantens midte havde højt til loftet og på 1. sal var der en form for galleri hele vejen rundt, så man kunne sidde og se ned på dansegulvet. Der var et orkester som vi den første aften bad om at spille Never on Sunday, og de følgende aftenen spillede orkesteret denne melodi når vi ankom. Jeg husker også de helt åbne forretninger langs gaderne, bl.a. slagterforretninger, hvor kødet hang helt ubeskyttet mod fluer og andet kryb. Når vi gik hjem om aftenen var det en sport at træde på og knuse så mange af de allesteds værende kæmpekarkelakker som muligt. Også i Rangoon lå vi på strømmen midt i floden, og færdslen mellem skib og land foregik bl.a. med små lokale robåde, hvor skipperen står bag i båden med front mod sejlretningen og roede ved at skubbe nogle lange årer. Det havde jeg aldrig set før. På grund af den stærke strøm roedes båden langs kajen mod strømmen langt forbi Mongolia, hvorefter den svingede ud i strømmen og herefter nærmest drev ned til skibet. Fra Burma sejlede vi til Colombo på Ceylon, og også her lå vi ikke til kaj. En dag, da en anden af drengene og jeg stod på havnen og ventede på taxabåden ud til skibet, og hvor denne var noget forsinket, kom den anden med nogle svære sømandseder. I det samme lød der en stemme bag os: ”Så, så unge mand, hvad der det for et sprog!” Det var en pæn, ældre, dansk dame, der stod og ventede på at komme ud til et krydstogtsskib ved navn Amsterdam eller Rotterdam. Lidt opdragelse langt fra hjemmet. Her så jeg også en slangetæmmer med sin slange i fletkurven. Næste stop var Port Sudan i Sudan, som jeg husker som en by med jordveje og uden gadebelysning og oplyste forretninger. Sådan opfattede jeg i al fald havneområdet, men jeg tror egentlig ikke, at jeg var i land. Videre gik det op gennem Suezkanalen og Middelhavet, hvor radioen igen kunne fange noget vestligt musik på Radio Caroline. Bl.a. tænker jeg på turen, når jeg hører ”Monday, monday” med Mammas and Pappas, og ”You don´t have to say you lov me” med Dusty Springfield, da de blev spillet ofte. Derefter op gennem Biscayen til Boulogne, som ikke har efterladt noget på minde, og videre til Antwerpen, hvortil man jo kommer gennem Holland. Så til Rotterdam, der var den største havn jeg havde set. Herfra husker jeg besøget på et pænt værtshus, men nok mest fordi jeg fik et visitkort med billede, og derfor har kunnet opfriske indtrykket. Endvidere købte jeg et ur af en mand på kajen. Uret smed jeg først ud for få år siden, hvilket dog ikke skyldtes, at det nu ikke gik mere, for det holdt det op med efter et par måneder. Hvad kunne man ellers forvente. Herfra gik det videre til Hamburg, og jeg kan ikke huske, om vi igen var i Gøteborg, men vi gik så ned gennem Storebælt til Orehoved, hvor vi lagde til ved det ØK ejede savværk. Mens vi lå i Orehoved havde jeg og en af de andre drenge et venskabeligt slagsmål på dække, da vi måske på faldrebet skulle have afgjort et eller andet.
Sidste stræk gik til København via Storebælt, idet vi ikke kunne gå under Storestrømsbroen. Vi lagde til ved Orientkajen den 15. maj 1966. Jeg fik udbetalt min resterende hyre, og hver af de 7 officerer gav en 10`er i drikkepenge, og de havde klippet et stykke af et søkort og klistret et portræt af dem selv og mig på bagsiden.

Det er også muligt, at de 4 maskinassistenter gav drikkepenge, det kan jeg ikke huske. Det var jo ikke sådan, at hyren blev udbetalt, hver den 1. eller sådan. Før hvert anløb gik turen op til Gnisten og hælde vand ud af ørene for at få hevet et par lokale penge ud af ham. Det var vist lige før han skulle have at vide, hvad pengene skulle bruges til. En del af hans job gik måske ud på at holde så mange penge som muligt i skibskisten og ikke bare give knægten, hvad han bad om, eller måske søgte han at sikre knægten mod ikke at bruge det hele undervejs, og det var jo en nobel tanke, men som det senere viste sig, havde han ikke held med det.  Af afregningsbogen fremgår det, at jeg begyndte med en månedsløn på 403 kr., og sluttede med 421 kr. Rangoon var det sted, hvor jeg hævede flest penge, nemlig i alt 80 kr. Af bogen ses tillige, at jeg havde en månedlig ”vinregning” på ca. 100 kr., hvilket vil sige for sodavand og cigaretter, og derud over var der porto (gnisten sørgede for afsendelse af breve), et telegram til min fars fødselsdag via Lyngby Radio, mdl. ATP på 7,20 kr., og sømandsskat på 100 kr. mdl. Sidstnævnte dog holdt uden for regnskabet, da kildeskatten jo på dette tidspunkt var indført for søens folk. Da jeg afmønstrede havde jeg brugt 1 kr. og 12 øre mere end jeg havde tjent, men det var så heldigt, at jeg fik udbetalt fridagsgodtgørelse for 19 dage på 443,30 kr., og weekendgodtgørelse for 4,3 dage på 97,50 kr., så med fra borde havde jeg så 539,68 kr. at gøre godt med, plus drikkepengene fra officererne. Et år senere kom jeg i søværnet og sejlede i 3 år fra 67´ til 70´ med minelæggeren Fyen. Siden da har jeg været ansat andet sted i statens tjeneste. Hermed slutter så historien om drengen, der gik fra at passe 35 malkekøer og flere grise, og til at servicerer officerer om bord på en båd tilhørende det agtværdige rederi ØK. Dette uden nogen form for sammenligning i øvrigt, men ganske enkelt de faktiske omstændigheder.

Ole Birch.

Hej Willy

Jeg har i et stykke tid kendt til din hjemmeside.
Her forleden dag kiggede jeg lidt nærmere på den, og hvad skete, et billede af mig. (side 3) Jeg kunne ikke selv kende mig igen, men det kunne min bedre halvdel.
Jeg måtte altså kigge i min søfartsbog. Det var rigtigt, Ole Birch mønstrede Mongolia dagen før jeg gjorde. En gennemlæsning af hans erindring om turen, genopfriskede min hukommelse, og mange af de ting Ole fortæller om, kan jeg bekræfte. Både opvasken (Ole skulle jo også have en chance for at komme i land), Pillerne var så vidt jeg husker ”Per” (3. mester)
Jeg skal da lige fortælle, at jeg sejlede i ØK i 3 år. Fra 1965 til 1968 Basra 1965, Mongolia 1966, Kina 1967 og Patagonia 1968.

Hilsen til dig, Ole og alle de andre der læser dine sider.
Eig Nielsen "Trikker".

Beira Gibraltarstrædet 63

"Four Pieces of Bamboo and no Fut-fut" Meonia 59.

Chinatown Singapore 63

Tæt ved havnen tæt ved den gamle danske sømandskirke Singapore 63

Samme sted 4 år senere

Havnekulier Singapore 63

Frisørsalon Singapore 63

Boma Bangkok 64

Sumbawa Bangkok 64

Sumbawa og Boma Bangkok 64

Styr.aspp. messedr. ungtj. Sumbawa Bangkok 64

Hongkong 63

Hongkong 63

Hongkong 63

Beira i tyfon 63

Dæksdr. John Messedr. Kim Boma Oslofjorden 64

John Brunberg Hansen

Matrosmessen Kambodia Julen 61

Hej Willy Tak for din gode indsats, du glæder mange.
Jeg har samlet lidt materiale fra 1960 håber du kan bruge det.

Vi holdt jul 61 til søs i Stillehavet på vej til Japan. fra venstre fyrbøder Viggo, matros Ejgil og 5. fra venstre ungmand, til højre i forgrunden koksmath og bagerst ham med hatten en styrmands elev kan ikke huske alle men det er også 45 år siden.
Kambodia havde en god besætning og i særdeleshed en god og dygtig bådsmand Johannsen Nielsen fra Nakskov jeg var ungmand om bord. I Singapore skulle vi losse et lokomotiv, men under klargøringen af 75t. bommen agter, gik det galt. Bommen begyndte at løbe løbsk havnearbejderne kunne ikke holde den tilbage, så de smed alt hvad de havde i hænderne og løb i dækning, inden for samme sekund hørte kabyspersonalet et kæmpe brag, idet bommen havde ramt en ventil midtskibs agter, som blev presset ned i loftet i kabyssen, ingen kom noget til. Den midterste ventil blev ramt af bommen. På billedet kan I se de 3 ventiler ved skorstenen, hvor den ramte ned (billedet er naturligvis taget før uheldet) historien med den løbske bom, har vi desværre ikke fotograferet, der var ikke ret mange af os der havde kamera ombord og hvis vi havde et så blev det som regel stjålet eller stampet i land.

Hilsen
Leif Johansen.

Kambodia Hong Kong

Billedserie fra M/S Kina

Messedreng og bager vander juletræet. Kina 66.

.

Haj på krogen. Kina 66.

Dobbeltkahyt for passagerer

Enkelkahyt for passagerer

Hjælpemotorer Kina

Hjælpemotorer Kina

Manøvre

Kaptajnens bolig

Matros-kahyt

Spisesalon Kina

Mandskabets rygesalon 

Lastrumskulier

Mombasa Nakskov udrustningskaj

.

Poona dobbelt passagererkahyt

Sibonga båddæk

Malaya overhaling

Ancona bovpropel

Ancona kontrolrum

Sibonga og Selandia

ØK Bangkok

Det Gamle ØK-kontor Foto S. Tuxen 2006.

ØK-bygningen Bangkok "receptionen" Foto S.Tuxen 2006.

ØK-bygningen Bangkok "Hallen" Foto S. Tuxen 2006.

Tonny Gunst har sendt billeder fra samme sted, kan ses herunder

.

Tak til Tony Gunst

Arne Justesen har været en tur i Bangkok og sendt disse flotte billeder fra siden af ØK bygningen.

Mange tak ! til Arne Justesen

Det gamle ØK-hovedkontor i Bangkok med det gamle Oriental Hotel i forgrunden.
Sammenbygget med det nyere Oriental Hotel til venstre, set fra et vindue i det nyeste Oriental Hotel.

ØKs gamle hovedkontor i Bangkok 2005, ved siden af Oriental Hotel

ØK MIDTERMOLEN (FORSIDE) ØK MIDTERMOLEN (SØSIDE)

Copenhagen

ØK MIDTERMOLEN (BAGSIDE)

PASSAGERKAHYT "PRETORIA"

"GNISTEN"

KABYSSEN

MASKINTOP "KAMBODIA"

MELLEMGALLERI "KAMBODIA"

MANØVREDØRK "KAMBODIA"

Navneplade fotograferet med tilladelse fra Nakskov Skibs og Søfartsmuseum.

MELLEMGALLERI "KINA"

MANØVREDØRK "KINA"

Boribana maskintop

TROSSEARBEJDE AYUTHIA

SMØRING AF WIRE

SKALKEARBEJDE.

Se også de andre sider !!!!

| ..-. --- .-. -- .--.- .-.. . - | -- . -.. | ... -. . ... . .--- .-.. . .-. | . .-. | .- - | --. . -. --. .. ...- . | . - | -... .. .-.. .-.. . -.. . | .- ..-. | .-.. .. ...- . - | --- -- | -... --- .-. -.. | .. | ---. -.- |
 Hvad står der ? Dette ! Formålet med snesejler er at gengive et billede af livet om bord i ØK.

Her kan du høre Palle Kruse morse budskabet.

Klik på Play-knappen !