På rejse med en ”koksmat” fra stenbroen.

Vi skriver Året 1961. Det var starten af februar, og jeg var lige fyldt 15 år. Jeg var på vej hjem, fra Dronningens Tværgade på cykel, med min nye søfartsbog i baglommen. Selvfølgelig med guldskriften vendt udad, så de bagfrakommende kunne se, at her kørte en sømand. Jeg husker hvor besværligt tingene kunne gøres. Du kan kun få en søfartsbog hvis du har hyre og Du kan kun få en hyre, hvis du har en søfartsbog, blev der sagt på Øk’s forhyringskontor. Så op på jern geden og ind til Dronningens Tværgade og op på første sal. Der flåede jeg døren op og fik fremstammet, ”jeg kan få en hyre hos ØK hvis I vil give mig en søfartsbog.

”Har du fået lov af din far og mor” ? Man skulle have fuldmagt med hjemmefra.

Tidligere på dagen, havde jeg været inde i Tordenskjoldsgade på Øk’s forhyringskontor og fået lovning på et job, når jeg havde fået bragt mine papirer og andet i orden, såsom læge besøg, pas og TB undersøgelse. Du skal møde, og så fik jeg en dato samt en besked om at møde under uret på Hovedbanegården.

Afrejsedagen var meget speciel! Det var dagen, hvor jeg skulle prøve at stå på egne ben, jeg følte mig som Palle alene i verden. ”Hvad var det jeg var i gang med”  måtte jeg spørge mig selv, men det var for sent at fortryde, og inderst inde var det jo også i orden! Jeg sitrede af spænding over alt det som var ved at løbe af stablen, og som skulle vise sig at blive min hverdag, de næste 7 år. Men det vidste jeg jo ikke på dette tidspunkt.
Jeg var taget hjemmefra med nyindkøbte kufferter. Jeg erindrer jeg var sur, for jeg måtte ikke købe en køjesæk for min mor. Jeg ville jo gerne ligne en rigtig sømand, men min mor, som var sponsor for indkøbet, var af en anden mening.

Københavns Hovedbanegård.

Nå! Men her stod jeg og ventede, og pludselig blev der uro i afgangshallen. Det var et par totalt Alkohol-gennemsyrede personer! Jeg har set en del fulde folk på Nørrebro, men jeg mindes ikke, at jeg så dem så tidligt om morgenen. De plejede først at dukke op senere på formiddagen. Det viste sig at være et par matroser, som ikke havde været i seng den nat. De havde sagt farvel til venner og bekendte. De skulle også med. Efter en kort ventetid var vi en lille gruppe som begav os ned til toget, som skulle i retning mod Holland og videre til Frankrig Calais. Så forestod der en lille sejltur over den Engelske kanal til Dover. Derfra gik det videre non stop op til Glasgow, hvor vi fik en overnatning inden vi skulle ud og bese skibet, som lå i en lille by med navnet Finnard.

Jeg husker sejlturen over den Engelske kanal som var det i går. Jeg blev søsyg! Sådan rigtig søsyg for første gang i mit liv. Jeg vil ikke uddybe det nærmere! Der kan jo også være sarte sjæle som læser dette! Vi har sikkert alle prøvet det en gang, men for mig var det noget der forfulgte mig igennem alle de år jeg var til søs. Hver gang jeg mønstrede på et nyt skib og vi fik dårligt vejr, gik det galt! Og så var det hurtigt ud og stikke hovedet ned i "den store hvide telefon". Der var en gang, hvor jeg ikke nåede så langt. Rælingen var lige ved siden af mig, så hvad var mere naturligt end at kaste sit mave indhold ud over siden. MEN bådsmanden var af en anden mening. ” Kan du se og få fjernet det svineri”, brølede han. Jeg kunne dårligt styre vanslangen, for vandtrykket var enormt. Jeg mener selv, at jeg fik spulet det meste af skibet inden båsen var tilfreds. Det er måske en smule overdrevet! Men sådan føltes det den gang, Jeg har altid undret mig, hvordan et voksent menneske kunne være så ond! Han kunne jo se at jeg havde det af H … til! Men søsyge blev ikke regnet for noget! Måske var det med til at hærde en.

T/T Nordic Hawk

Vi blev hentet af skibsagenten om morgenen. Der var et par der havde besvær med at komme op i bussen, som skulle køre os til havnen. Da vi havde kørt i en tid standsede chaufføren og med målrettede skridt gik han ned i bussen. Med en meget gennemtrængende stemme sagde han noget som jeg ikke forstod. Men jeg var næsten klar over hvad der var galt. En af mine nye venner havde efterladt sit maveindhold på gulvet. Resten af vejen til havnen sad chafutten og så rigtig sammenbidt og sur ud. Jeg forstod ham nu godt. Det kan ikke have været så sjovt at fjerne.

Nordic Hawk

Da vi endelig fik skibet i sigte, fik jeg et chok! Det var ENORMT STORT!
Lejderen stod næsten lodret! for skibet var blevet losset i løbet af natten, og var klar til afgang! Vores bagage blev hejst ombord, og så startede opstigningen af hønsestigen. Det må have været et syn for guderne. De fulde matroser fra hovedbanegården havde haft travlt med at holde deres brandert ved lige, og andre var i løbet af natten kommet i samme tilstand som førnævnte, og så var der mig! Jeg var ved at opgive! For satan, hvor var jeg bange. Jeg viste ikke, at jeg led af højdeskræk! Men det fandt jeg ud af på vej op. Men ombord kom vi og med tiden blev jeg ret god til at komme op og ned af lejderen! Også med en ”lille blæser” på.

Jeg blev modtaget af en gut på min egen alder, det var ham jeg skulle afløse. Hans arbejde stoppede når han havde mødt sin afløser. Jeg fik ikke nogen længere søforklaring om forholdene eller arbejdet. Og jeg kunne forstå på ham, at han havde ”hygge drukket” med den dreng, som han lidt senere ville præsentere mig for. Jeg skulle være ”skyller” (opvasker) og blev fulgt ud til kabyssen, og over til en vask, hvor der stod en stabel med snavsede tallerkener. ”Det er her du skal starte” var beskeden! ”Opvaskemaskinen er midlertidig ude af drift, så du må udføre det på den gode gammeldags måde, med børste og håndkraft”. Det tog lidt over tre måneder inden opvaskemaskinen blev fikset, og jeg var blevet hel ferm til at vaske op på disse måneder. Men det var nu dejligt, da maskinen atter var brugbar.

Livet kan være fuldt af overraskelser opdagede jeg.
På vej ned imod kamrene var der en mærkelig lugt på gangen. En som jeg forbandt med alkoholikerne hjemme på Nørrebro. Min lugtesans fejlede skam ikke noget. Inde på værelset, mellem smadrede sprut og øl flasker samt én flydende varm ”pizza” lå en dreng! Det er ham du skal dele kammer med!  Og så skred min rundviser.

Min værelseskammerat viste sig at være en flink fyr. En som der åbenbart ikke var plads til hjemme. Dengang løste mange deres problemer med at sende de unge til søs. De unge drenge som ikke lige passede ind i familiens mønstre og opfattelse om hvordan man bør arte sig. Meningen var, at de her kunne blive afrettet og komme hjem som unge og ansvarsfulde personer. Hvordan kunne man være så naiv? I dette samfund, havde folk mere end nok i sig selv.
Jeg husker tydeligt min første nat på skibet! Ikke fordi jeg havde hjemve…. næ næ! Men mine tanker kræsede sig om et problem! Hvordan kommer jeg hjem igen? Jeg havde jo ingen penge, og mine sprogkundskaber rakte kun til Dansk. Det tog ét år, inden jeg fik spørgsmålet besvaret.

Vi dokker i Falmout

Oplevelser ombord var ret beskedne! Når skibet var i Europa lå vi altid så langt væk fra centrum, at der ikke var råd til taxi. Men heldigt for os knægte var der jo sømandskirkerne, som vi kunne benytte os af. Og her blev vi som regel hentet og bragt. Vi fik en hyggelig aften med kaffe og kage, samt en film! Så var den hjemme.
Vi fik et længere ophold i byen Falmout.

færdig med dok i Falmout

Her lå vi i dok i en lille måned. Og som de andre drenge, havde jeg også fundet en lille pige på den lokale kaffebar, hvor byens unge holdt til. Disse unge damer ville underholdes. Det var med kaffe og biografbilletter og så lidt flirten oppe på kysserækken. Det var nu ret uskyldigt! Jeg var jo ikke fyldt 16 år endnu, og på det tidspunkt var jeg stadig ”jomfru”! Men det holdt ikke så længe..
Turen fra Europa til golfen tog omkring 3 uger, og det eneste højdepunkt på rejsen var Suez kanalen.

Suez kanal

Så var der jo selvfølgelig de oplevelser vi fik med handelsfolkene der kom ombord. Jeg fik købt en hel del, så afregningsbogen fik et stort minus. To af mine nyerhvervelser var et par sko og et fotoalbum.

Suez kanal

Hvorfor kan jeg huske netop disse to ting? Jo albummet var i ruskind, troede jeg, og bestod af mange sider, så det ud til. Men sandheden var, at ruskindet smittede af! Jeg tror stadigt at det var ugarvet maveskind fra en kamel som var farvet med okker. De mange sider, viste sig kun at være to tykke stykker pap, og det hele var pakket ind i cellofan. Der var der jo ingen grund til at åbne det, da det skulle bruges til gave. Jeg har det stadig. Så var der skoene! De var efter datiden simpelthen så flotte! Men da vi ankom England og det var tid til at lufte dem, regnede det. På vej hen af kajen blev jeg våd om fødderne. Det tror da pokker! Der var jo ingen såler i skoene længere! De stod flere meter bag ved os. Det viste sig, at de var lavet af pap og selvfølgelig gik i opløsning første gang de kom i berøring med en vandpyt.
Jeg er godt nok blevet snydt en del gange i mit liv. Men ”sgu” aldrig så groft.

Fiskerbåde i Bandar Mashur Iran.

Problemet med at komme hjem løste sig. For skibet fik en ordre til Kalundborg, hvor næsten hele besætningen afmønstrede.
Opholdet hjemme var af meget kort varighed. For nu havde man fået ”saltvand” i blodet! Der gik ikke lang tid før jeg igen stod i Tordenskjoldsgade! Med ansigtet lagt i de rigtige folder og et påtaget bedemandsfjæs, fik jeg fremstammet mit ønske. Og der gik heldigvis ikke lang tid før der kom et brev med besked om, at jeg skulle kontakte forhyringskontoret angående en hyre på et af rederiets skibe.

M/S Bogota til fjernøsten

Jeg anede ikke hvad der ventede mig. Jeg havde hørt nogle helt fantastiske beretninger fra nogle af mine jævnaldrende, som jeg havde mødt rundt omkring i havnene. Jeg havde en fornemmelse, at de var fulde af løgn. Men det ville jeg jo ikke lade dem mærke med, for det lød jo helt usandsynligt det de fortalte. Vores nabo hvor jeg voksede op var sømand, så han og jeg fik udvekslet en del ”løgnehistorier". Alle hans livserfaringer slugte jeg råt. Der var ingen tvivl i mit sind, jeg ville være sømand.  Efter det han fortalte, var dette livet og det skulle leves fuldt ud. I dag tror jeg ikke at jeg har noget til gode. Jeg mener selv at jeg fik cremen fra lagkagen og toppen af kransekagen Nå…. tankerne flyver og vi må videre.

Drikkepause

På denne tur delte jeg kammer med koksmaten og han var ”erfaren”, efter hans egen mening. Han havde været med på den forrige tur, så han var en man lyttede til.  Jeg blev taget under hans vinger, forstået på den måde, han tog sig af min økonomi så der var penge at bruge når vi kom til Østen. Han har jo højst sandsynligt set en lille fordel, så lad os kalde det lærepenge, jeg har egentlig aldrig fortrudt vores aftale.

Vi forlod Frihavnen en formiddag og satte kurs ud mod Polen Gdynia, Gøteborg, Oslo, Hamburg og Rotterdam. Her rådede koksmaten mig til at hæve penge. Dem skal du bruge til at købe æbler for hos skibshandleren. Jeg var et stort spørgsmålstegn ”Til hvad” Spurgte jeg ”Vi skal købe damer i Bangkok” var svaret! ”Jo ser du” sagde han. Og så fik jeg en lang forklaring om landets mangel på æbler og hvordan vi kan lave en byttehandel med pigerne. Jeg var stadig et stort spørgsmålstegn?! Men det var jeg ikke en måneds tid senere.

Bangkok

Lejderen henne agter husker jeg! For det var skipper der stod på bro vingen og befalede lad gå k… lejder. Den blev også flittigt brugt. Jeg husker tydeligt første gang jeg stiftede bekendtskab med denne kravleanordning. Det så let ud, men det var svært. Jeg kravlede som en sæk kartofler! Det har helt sikkert været et syn for guderne og med garanti et komisk øjeblik for eventuelle tilskuere. Men efter et lynkursus af damerne kom vi både op og ned. Men der var jo også det lille problem, at det hændte vi havde smagt på det lokale Whisky og det var en drik som overgik selv en alkoholikers værste anelser!! Og ikke at forglemme den hovedpine man kunne få af sprutten. Jeg følte at alle Bangkoks tømre holdt generalforsamling oppe i knolden og hår rødderne vendte vrangen ud.
En af de tilstande som jeg specielt husker, var den ro der var på skibet efter afrejsen. Folk var trætte og gik apatiske rundt og udførte deres opgaver. Lige så snart der var en mulighed, blev øjenlågene rullet ned, og så fik de sig en skraber. Folk var i en slags dvale tilstand. De kunne virkelig være svære at nå, det vil bådsmanden kunne bevidne, for han havde sit besvær med at få folkene til at arbejde

 Rusthammeren var blevet bundet fast, så stod den og hamrede imedens matrosen sov. Han led af søvnmangel. Så der var intet på denne jord der kunne have vækket ham. Kan de have lidt af fulde syge, ja en tår at drikke kunne have hjulpet, for der var en del af personalet der måtte drikke sig ædru.  Abstinenserne var voldsomme og overgangen til hverdag var for brat. Der gik ikke mange halve timer før skipper havde lukket for salg af sprut. Jeg tror nu ikke det havde den store betydning. For der var altid en eller anden barmhjertig sjæl, som fandt noget i et skab fra den gode tid og det var signalet til Party time.

Senere på turen blev det Filippinerne Manila.  Til denne by køber du lux håndsæbe, var beskeden fra koksmaten! Forklaring var på dette tidspunkt ikke længere nødvendigt og man gjorde som han sagde. Jeg fortrød nu heller ikke. Men jeg havde på fornemmelsen, at det var mig som blev taget i rø.en! .
Vietnam Saigon! Her var det Lucy Strike cigaretter der skule indkøbes til tidligere nævnte forbrug.
Tankerne flyver og nu hvor jeg skriver, dukker der hele tiden minder frem. Hvor er jeg dog taknemlig for, at jeg fik lov til at opleve det.

Japan

Næste stop blev Kobe. Her var vi tilbage til en befolkning med rigtig tøj på. Det var slut med sarong for en tid. Ikke noget med planke fortove og en masse katte og hunde som løb rundt mellem benene på os. Sarongen  var blevet en del af påklædningen fremover. Sarong T-shirt og "pistøfler" også kaldet ”Jesus sandaler” Sådan gik hele besætningen klædt. Havnearbejderne må have undret sig, hvor så de  mærkelige ud i ansigtet når der kom en sømand med "ølmave" og ”nederdel”.
Nå, men vi var i Japan. På kajen stod der altid gratis transport til de forskellige barer. Men vi drenge havde ikke nogen penge til sjov og ballade. Så blev der solgte ud af vores værdier. Vi måtte i byen!
Det hændte at vi fik lidt ”sympati” hos de lokale damer. En aften fik nogle af ”Damerne” ondt af os knægte. Der var ingen gæster i baren og Mama San var indforstået med at Pigerne fik fri. Vi blev spurgt om vi ville med på stranden. Det blev en uforglemmelig nat!  Nu må i tro mig! Det blev ikke til noget ”hanki panki”! Bare svømning og sjov!

Kina

I Shanghai midt om natten, blev vi purret ud af bageren. Hele besætningen skulle samles i salonen. Her måtte vi blive medens tolderne var ombord og gennemgik skibet fra A til Z, intet blev overset. En af drengene havde køb franske billeder i Port Said men efter toldbesøget var de væk.

Shanghai 62.

Vi kunne kun køre i taxi op til Marin klub og ingen andre steder, og som man dengang fortalte havde været verdens længste bar. De havde så vidt jeg husker spiritussalg og så var der mulighed for at erhverve sig træskærerarbejder, såsom kamfertræskister af en meget høj standart med indlagt sølv og andre træfigurer. Messedrengen købte en, den var stor og næsten ubeskrivelig. Han havde fået pengene af en onkel til at købe den for!

Vores bager var en sindig jyde, meget venlig og hjælpsom over for os drenge. Han troede ikke noget ondt om andre og hans store hjerte og gavmildhed kom til udtryk da vi lå ved kajen. Agten for os lå en junker fortøjet. Besætningen bestod af flere familier og i særdeleshed var der mange børn. Vi knægte morede os med at smide ting ned til dem. Det kunne være appelsiner, æbler og anden frugt, en øl en dåse fløde osv. Bageren fik fat på en kasteline og sænkede en hel kurv med alt muligt godt ned til folkene, men det skulle vise sig at være en stor fejl.
Pludselig kunne vi høre støvletrampen, et geled af 8 til 10 soldater kom løbende og arresterede bageren. Iført håndjern og med maskinpistoler i nakken blev han skubbet ned af lejderen og ind i en bil. Vi så ham først igen næste dag. Han fortalte at han havde været meget bange og at han var blevet afhørt igen og igen, om den fornærmelse han havde udsat det kinesiske folk for og hvormed han i sin vildeste fantasi havde kunne finde på at tilbyde dem almisser. Behøver jeg at sige vi stoppede øjeblikkelig med at kaste ting ned til folkene i junkeren. Der havde på intet tidspunkt hersket tvivl om at de havde brug for vore gaver tværtimod, taknemligheden stod skrevet i deres ansigter.

Dette får mig lige til at tænke på en matros der i Port Said, langsom men sikkert stod og firede en trosse ned i en af de små handels både der var fastgjort. Pludselig lød det: ”Nu må du da snart have set hvor lang den er, så er det ikke på tide at du haler den ind igen” Det var overstyrmanden der var ankommet. For matrosen, var der nok tale om en økonomisk gevinst, også kaldet selvregulerende løn tillæg. Tankerne flyver, men jeg må tilbage til Bageren som kom sig over denne lidt ubehagelige overraskelse.
Vi begyndte vores rejse hjemad. Det kunne ikke gå hurtigt nok, for de fleste havde jo fået en kæreste i Bangkok. Men inden vi nåede så langt var der jo lige et par byer i Japan som vi skulle aflægge et besøg

Japan igen!

Jeg oplevede farvefjernsyn! Med åben mund og polypper stod jeg foran en forretning i en hel time, tror jeg nok. Dette var noget at fortælle om, når jeg kom hjem.

Jeg havde desværre også taget en anden beslutning!  Jeg ville tatoveres. Jeg fik tegnet en ørn på skulderen. Der var flere kommentarer til min tus da jeg kom tilbage på skibet. Syntes du ikke at det havde været bedre med en flue på armen? Så havde størrelse forholdet passet bedre, meninger var der nok af, og så kunne ørnen sidde på brystet og med vingerne ud på armene Jeg var 185 cm høj, vejede 60 kg og tynd som en stoppenål. Jo de havde sikkert ret.
Rygtet om min dumhed nåede kaptajnen. Jeg blev kaldt op på broen, der fik jeg mit livs skideballe. Jeg har været til søs i over 50 år og har ikke fået ødelagt min hud med det svineri, hylede han ind i hovedet på mig. Det kan ikke siges tydeligere, hvor er du dum. Gå ned og tag en langærmet skjorte på, for jeg gider ikke se på det svineri! Hvor var jeg ærgerlig for jeg syntes jo at den var flot………den dag.

Så blev kursen igen sat mod Europa. Første stop blev Hong Kong. Her fik vi besøg af ”søndagsskolen” og det der følger med, af handelsfolk osv. Der var ikke flere penge på bogen, så det blev en aften ved lønningen, hvor jeg stod og så ind på neonlysene og lod tankerne flyve.
På vej til Bangkok fik jeg tandpine. Vi lå på strømmen i Koh-Sichang i et døgn, for der var ikke plads til os i byernes by før næste dag.
Overstyrmanden havde bestilt tid hos tandlæge til mig. Jeg skulle siden hen fortryde besøget viste det sig. Klinikken bestod af en tandlæge som må have samlet på antikviteter. Udstyret var fra før første verdenskrig; antikviteter af en tandlæge udstyr, som samlere havde været villig til at betale en høj pris for. Boremaskinen var næsten et kapitel helt for sig selv, med tilhørende remtræk, samt en dreng til at betjene dette Storm P. apparat. Når der skulle lyses ind i munden, blev det gjort med en lommelygte, alt i medens at boret hvirvlede rundt i munden. Jeg er nu ikke så sikker på, at hun havde papirer på sin uddannelse.
Under operationen begyndte boret at dreje langsomt rundt, men så kom der et par gloser ud af munden på tandlægen, det hjalp! Knægten trampede i pedalerne, det bedste han havde lært og behandlingen blev mindre smertefuld. Da bedøvelsen begyndte at virke var ”tandlægen” færdig med sit arbejde.

Vi fik 17 dage i Bangkok. En del af besætningen levede af sprut og peptabletter, det er ikke den bedste cocktail. Alt hvad der var sparet op af overtid blev brændt af i den gode sags tjeneste. Jo livet blev levet både forfra og bagfra. Intet var uprøvet. Hvert ord i ØK sangen passer! for vi tog fjorten dage i en kæmpe brandert her.

Visitkort

Tilbage til tidligere omtalte kamfertræskiste. Efter vi havde været i Bangkok i en uges tid måtte der skaffes penge, så kisten fra Shanghai blev sat i pant for et beløb som jeg ikke kender til. Ved afrejse fra Thailand manglede der en person, messedrengen selvfølgelig. Han havde hørt noget om at man kunne blive sendt hjem på konsulatets regning, men han blev klogere, tror jeg nok. Han blev afleveret tilbage på skibet af politiet i Singapore, han var jo hurtigt blevet fundet, og så var der kun en vej, det var lufthavnen. Vores besætning var samtidig blevet forøget med en person. Det var en dyrepasser fra Københavns Zoo. Kong Frederik den niende havde fået foræret en Elefantunge i Bangkok. Den var en gave fra "Thailands Tobak Kompagni" og vi skulle have den med hjem til Zoo i København. Der var en Tapir og forskellige fugle, samt to vandbøfler. Disse dyr gav en hel del adspredelser når vi var i søen, elefantungen blev sluppet løs på dækket og så kunne vi nyde dens optræden, den var jo ikke større end tobak for en skilling, men et herligt dyr var den.
I Antwerpen blev den en aften firet ned på kajen af en matros, som havde gået til hånde hos dyrepasseren. Den fik en lille rundtur på de forskellige barer og værtshuse, historien fortæller ikke om der var personer som blev ædru, da de fik øje på ”hunden” med hale i begge ender.

Der udbrød en verdenskrig skulle man tro, da det kom kaptajnen for øre om nattens eskapader. Han var ved at rive håret ud med rødder og han gav los af sin meninger om besætningens opførsel og brugte en masse forskellige og underlige udtryk efterfulgt af eder og forbandelser samt en lang historie, om hvad der kunne være sket dersom, også en hel masse bla bla bla???

Vore ballasttanke var blevet rengjort i Bangkok, de skule bruges til flydende gummi blev jeg fortalt, så der var et hold af rengøringspiger der blev sat til at arbejde med at få alle urenheden fjernet; Tankene skulle derefter smøres ind i paraffin, og så kom den flydende gummi i, det var en mindre tankbåd der tog sig af det arbejde.
Problemet med gummien opstod først da vi ankom København, der viste det sig, at gummien var størknet, det blev fortalt at det skyldes luft og manglende varme, og at den nu måtte skæres ud og kasseres.
Så blev det igen Singapores tur til at tage hånd om os, det blev klaret i Bugisstreet. Alle var tilfredse med den service som blev udført. Ligeledes må sømandsklubben ikke glemmes for det var der vi drenge opholdt os. Vores økonomi var helt til rotterne, men messedrengen lånte lidt flere penge på kisten, det var faktisk den dag den uofficielt skiftede ejermand. Der kunne lige blive til et par Coca Colaer.

Nu hvor jeg omtaler messedrengen, må jeg også nævne hans sovehjerte. Når bageren havde været på sin runde om morgenen og fået liv i os drenge, så skulle det jo være ok. Men det var det ikke altid, for der manglede ofte en, rigtigt gættet, messedrengen nemlig! I en jævn strøm blev vi andre drenge sendt ned til ham, de fleste med uforrettet resultat, men så var der andre metoder! Vi listede ned og åbnede døren forsigtigt, fattet og beslutsom smed vi spanden der var fyldt med vand, gennem lokalet med retning mod hans seng, og så spænede vi væk, for han var en stor fyr og der var ikke nogen der frivillig stillede op til øretæver, han kunne jo være i et humør, der ikke rigtigt var på højde med vores ”spøg”. Vi syntes jo selv at det var hylende grinagtigt. Men han vendte sig bare om på den anden side og sov videre. Ned igen og ganske rigtigt, han lå i sengen med 10 liter vand og sov. Bageren blev tosset. Nu skal han få så hatten passer. Han blandede vandet med mel. Nu kan han sku lære det. Derefter listede han ned til messedrengen, slyngede indholdet op i sengen til ham. Men nej, knægten lærte ikke noget, han listede stille og roligt op i officerernes rygesalon og sov videre på sofaen, han var umulig.

Jeg husker, en uges tid før ankomsten til Frihavnen gik der en liste rundt om, hvem der ville med på næste tur. Messedrengen skrev sig på. Hovmesteren slettede ham igen, det kan overhovedet ikke komme på tale! Brummen kom langt nede fra halsen, samtidig med, at han blev mere og mere rød i hovedet. Resten af turen gik uden de store oplevelser. Ved ankomsten til orientkajen så jeg en maskinaspirant bære kamfertræskisten i land. Jeg var på denne tur blevet et par erfaringer rigere, blandt andet at ham koksmaten havde et godt job, så det job ville jeg søge om næste gang jeg fik udlængsel …….. koksmat det var lige mig!

M/T Annam

Jeg påmønstrede i Antwerpen hvor skibet lå i dok. kokken Flemming ankom først dagen efter, det var hans første tur. Det viste sig at han var alle tiders flinke fyr.

Kokken Flemming og messedreng Niels

Desværre kunne det ikke siges om hovmesteren. Vores kemi passede absolut ikke, det fik jeg at føle når han i sin saglige brandert purrede mig ud kl. 01:00 om natten. Han havde fået den fantastiske geniale ide, at kabyssen skulle hovedrengøres og vaskes ned fra top til tå, ligeledes skulle komfuret slibes og kølerummene afrimes og hvad han ellers kunne finde på af djævelskab. Dette kunne tage op til flere timer faktisk hele natten. Han havde tilbøjeligheder til det sadistiske, så han var absolut ikke noget godt bekendtskab.

Kartoffelskrælning

Flere af drengene fik det at føle korporligt, ligeledes undertegnet, men jeg slog sgu igen. Jeg tror ikke at han tidligere i sin stilling som sadist har oplevet, at hans undersåtter forsvarede sig. Jeg brugte en lille stegepande som forsvars middel, den var ganske effektivt, han gik ud som et lys. Han opdagede ikke hvad der ramte ham. Rygtet gik, ham koksmaten slår, som en hest sparker. Jeg kommenterede det ikke og lod folk blive i troen. Fremover gik han i en bue uden om mig, og jeg fik mine arbejdsopgaver af kokken efter denne episode. Senere på turen afmønstrede han, og hans bagage skulle sendes med fly hjem. Her fik vi knægte hævn. Nede i maskinrummet fik vi fat i en del gammelt skrot og andet affald med god vægt. Dette blev brugt til at stabilisere og fylde tomrum i hans kufferter ud med, var der ikke plads til vores effekter, så måtte han undvære sine underhylere eller andet, for vore små gaver skulle der være plads til. Tro mig, vi hyggede os! Jeg ville gerne have været en flue på vægen, når hovmesteren pakkede sit grej ud.

Skraldespand

Når man går op og ned af hinanden så må der en gang i mellem afprøves noget nyt. Der blev indgået en aftale inde i messen, den gjaldt kun matroserne. Fra og med den dag var det forbudt at vaske sig eller skifte tøj!
Ikke desto mindre blev spøgen taget alvorlig, for der var sat øl på højkant. Der var ikke nogen der havde lyst til at tabe, så det tog mange dage før der var en, som ikke kunne holde stanken af sig selv ud længere. Det var også blevet tid til at få skiftet olie på tøjet og et bad. Dette skete lige før aftensmaden. Jeg stod og serverede mad da han kom ind i messen. Der blev stille som i graven…… og så tog fanden ved dem, alle forsøgte at komme ud af døren samtidig. Store vaskedag var startet! Der gik en rum tid før den første viste sig i messen igen. Med et lille smørret grin, hentede han sin gevinst, en kold ØL. Denne aften blev der festet til den lyse morgen. Dagen efter var de almindeligt gældende regler sat ud af drift fra skippers side, han gav en omgang til messen. Han var øjensynlig også glad for dette nye tiltag og ikke mindst duften af sæbe og barbersprit. Jeg tror, ham der tabte væddemålet, sikkert havde lavet en lokumsaftale med skipper. ”kan du få dem til at gå i bad, så betaler jeg omkostningerne” sådan tror jeg det hængte det sammen for ham skipper var en gammel snu ræv.

Annam i Kuwait

Brand og bådøvelse

Efterslukning

Sømandskirken i Antwerpen, var mange af os unge flittige bruger af. Vi var ikke særligt ”fromme” men de viste altid en god film. Ligeledes kunne vi bytte blade og bøger og kaffen var nu ikke så værst og der altid hjemmebagt kage til.
Ikke langt derfra fandtes gaden Skipperstrasse med grillrestauranter, små barer med dæmpet belysning og dertil hørende damer samt tatovører. Selvfølgelig måtte jeg supplere min arm med en ny tatovering.  Det var en indskydelse der kom efter et par øl og et væddemål. Efter besøget hos tatovøren var det blevet tid til en øl mere og en halv gril kylling med pommefrites. Hvad der kommer ind, kommer også ud, er der et gammelt ordsprog der siger, så med retning mod det lille hus fik jeg en forskrækkelse! Da jeg åbnede døren!  Stod der en ”dame” og tissede, det var selvfølgelig en transvestit, men for mig var det et chok. Sådanne en havde jeg ikke stiftet bekendtskab med eller hørt om tidligere, men jeg lærte noget om hvordan mænd også kan gå klædt. Kokken Flemming blev senere hovmester har jeg hørt. Han var rigtig dygtig til at lære fra sig, så det betød at jeg ville være kok.

Handelsbåde Mombasa Kenya

Det år på Annam anløb vi som det første ØK skib Kenya Mombasa, hvor der selvfølgeligt skulle være party for det lokale ØK kontor. Det betød indskrænket frihed til at gå i land, men en lille tur op af hovedgaden blev det da til. Jeg husker de to store Elefantstødtænder som gik hen over hovedgaden. De var selvfølgelig lavet af cement, men flot så de ud, som de stod der og knejsede. Vi fik også en del sejlads til en lille by ved navn Bonny på Elfenbenskysten. Der var det rigtige sorte mennesker, vi blev mødt af. De kom padlende ud til os i deres kanoer, drengene med bar røv og pigerne ligeså overkrop. De ville forsøge at afsætte deres bananer samt Carlsberg elefant øl. Ordet øl havde en så stor betydning at selv store stærke mænd blev svage i knæene og benene begyndte at ryste. De fik et drømmende udtryk i øjnene og den del af hjernen der varetog fantasi afdelingen blev aktiveret. Øl var det magiske ord og kunne åbne mange døre, eksempelvis var priserne hos vores ”frisør” udregnet i valutaen ØL.
Populære var de, disse lokale indfødte, når de kom ud til os, for kaptajnen havde lukket for salg af spiritus på grund af et par uheldige episoder tidligere på rejsen. Først da skipper opdagede hvorfor der var så stor aktivitet ved rælingen, blev det stoppet men om aftenen var der ”hygge” i messen. De fleste havde nået at få provianteret.
Messedrengen kan bevidne min historie, for han var ved at opgive da han så messens tilstand næste morgen, det var ikke noget rart syn.

 Bådsmand og Ronny Fabricius med kongemakreller leveret af skibsagenten.

På en tankbåd kan tiden føles lang. Tit taltes der om den såkaldte tank kuller, der skulle stimulanser til for at klare en sådanne båd i længere tid var den almene mening. Ikke alle var lige hærdet, men dem med hår på brystet var mand for at løse slige problemer. En flaske rengøringssprit blev siet gennem en skive franskbrød eller to og så var det drikkeligt. De rigtige barske lod sig nøjes med en spids af en flaske mærket 4711 Kølner vand, eller en barbersprit af et ligegyldigt mærke, for skidtet skulle jo kun drikkes. Der blev også tygget betelblade. Det må have været lidt af en mellemmad, men sprit skulle der til for at klare presset. Vi var godt nok ude i ekstremerne, men det var ganske vist.

Da vi engang havde forladt Elfenbenskysten, opdagede bådsmanden at der havde været tyveri i et af lagerrummene. Næsten al malingen var væk. Da vi kom tilbage en måned senere var flere af tagene i havnen blevet malet røde, pudsigt nok, samme farve som vore dæk.
Jeg blev ombord lidt over et år. Sammen med gnistens kone afmønstrede vi i Italien Venedig og tog toget hjem på første klasse.

Sidste dag på Annam

Jeg havde sparet op og da sulten meldte sig spiste vi i salonvognen. Der kiggede jeg til venstre side af menukortet men burde nok have set til højre, for deres priser var ved at flå lommeforret fra hinanden. Jeg følte mig som Jeppe i baronens seng. Der havde ikke været så meget at bruge penge til, men heller ikke at spare op af. Dengang var de fleste rederier af den overbevisning, at arbejdet bar lønnen i sig selv. Det at man fik et sted at sove og forplejning var en frynsegode, som man skulle være taknemlig for. Men oplevelserne var den del der vejede mest på vægtskålen, for efter en lille måned hvor jeg må have været en pestilens at have boende hjemme, stod jeg igen i Tordenskjoldsgade. ”Har I en hyre som koksmat?” Jeg havde fået blod på tanden og smag for jobbet i kabyssen. Jeg havde været hos frisøren dagen før og der var kommet vand i håret, neglene var renset så jeg må have gjort indtryk for jeg blev tilbudt et skib.

M/S Jutlandia

Det var længe siden, jeg havde været så glad, jeg boblede og syede, og adrenalinen var på kogepunktet. Du skal mødte i frihavnen et par dage før og være med til at klargøre provianten, fik jeg besked på. Kabyssens personale bestod af to kokke, en ungkok og to koksmater samt en bager og en ung bager.
1. kokken viste sig at være et kapitel for sig selv. Vi knægte kunne ikke lade være med at drille ham. Vi hældte eddike i hans øl, han syntes godt nok at den smagte mærkeligt men den gled ned. Vi fangede ham en dag i at stå og komme vand i ansigtet. Derefter kom han ud i kabyssen og så meget varm, pustende og svedig ud. Det var så hans håb at vi forbarmede os over ham, og tilbyde at han godt måtte gå op, og at vi så ville klare resten. Men han var blevet luret af. Han fik ikke lov til at tage r…. på os mere, nu havde vi luret ham.
En dag fik vi klargjort en halv gris, cirka en uges  tid før vi var tilbage i København, med kokke hue, overskæg lavet af børsterne fra en kost samt et ternet halstørklæde, så blev hovedet sat på en krog og hængt op i døren til kabyssen. Fra den dag af så vi ham ikke mere. Vi kunne mærke at han var blevet lidt irriteret over vores opførsel, så vi skulle straffes, denne straf kom som manna fra himlen det var en befrielse at slippe for ham.

Vi var ikke søde ved ham. Jeg husker også en hændelse som fik latteren frem! Kokken havde ikke nogen knapper i gylpen på sine bukser. En dag skulle han lige røre i en gryde, som stod længst væk på komfuret, men i stedet for at gå om på den anden side, stiller han sig på tæer og læner sig ind over komfuret for at røre i gryden, men med det resultat at hr. ”snoopy” hopper ud af bukserne og lagde sig til rette på stegepladen som en grill pølse. Han skreg som en stukket gris. Jeg er overbevist om at kaptajnen kunne høre det oppe på broen. Heldigvis for kokken havde vi jo læge ombord. Problemet blev klaret med en konservesdåse, der var foret med vat.
Hans forplantningsudstyr blev hældt ned i dåsen som derefter med et par bånd blev bundet rundt om livet, for det var åbenbart for smertefuldt at have vilddyret i bukserne. Her kom vi på banen igen. Min kollegaer havde været nede i maskinrummet og tiltusket sig et par stumper kobberrør, og så var det bare ned i proviantrummet og fylde lommerne med tørrede gule ærter. Pusterør havde vi og det sagde pliiing på sådanne en sjov måde, når vi ramte hans dåse.
Hovmesterens eneste kommentar var; ”så er det måske på tide, du lærer at sy knapper i bukserne?”

Det var et skib hvor jeg fik brug for al min viden om at være i et køkken, der var rige muligheder for at lære.
Jutlandia var jo også et passagerskib hvor der hver dag var opdækning med det bedste der kan købes for penge. Vi havde en diplomat med fra Brasilien, og han forlangte at hans diplomatflag kom op i masten når vi anløb havne, men han opdagede aldrig at matroserne altid fik vendt det på hovedet.
En anden sjov episode var der brug for lidt fantasi. En ganske ung tjener var blevet udpeget til at skulde bære fiskefadet ind i salonen. Dette foregik med fadet løftet op i skulder højde, her skal lige nævnes, det var et fad af en temmelig anseelig størrelse. Dørene var såkaldte svingdøre, og på vej ind i salonen mister han ligevægten og taber alt på gulvet men bevare fatningen. Hurtigt fik han samlet de sørgelige rester op, fadet op på skulderen igen og henvender sig til kaptajnen og alle passagererne og så på flydende engelsk: ”som de lige så mine damer og herrer udgår fisken fra menuen, vi fortsætter med steg og dessert,” jeg syntes det var godt klaret af en knægt på 16 år. Under normale omstændigheder var hovmesteren gået op i limningen, men denne dag forblev han tavs, det var nok hans måde at vise drengen sin respekt på.

En person som kom til at betyde meget for mig var den anden koksmat. Han havde været med på turen før, så han kendte til forretningsgangen ombord. Vi holdt vores venskab ved lige i flere år og det viste sig at han fik en livsledsagerske med hjem fra Jutlandia. Han giftede sig med vaskeridamen og sammen fik de en dejlig dreng. På et tidspunkt emigrere de og så mistede jeg kontakten.

En anden person som jeg husker, var en fyrbøder kaldet STRUT. Som jeg har forstået det, så var han fast inventar da han havde været ombord siden skibet var nyt. Jutlandia var et dejligt skib at være på. Desværre var det så som så med frihed, for når vi var i havn var der altid besøg og deraf selskabeligheder til langt ud på aftenen/natten. Der var også en der blev kaldt den nye mand, han havde været på skibet et halvt år mindre end Strut. Der var også en matros som blev gift med en dame fra Bangkok, jeg husker ikke hans navn men der var fest og kulørte lamper på puppen den aften.
Der var et godt samarbejde i kabyssen så når der var mulighed for det, fik en af os fri. Så kunne man gå på land og indsnuse alle de spændende dufte fra gadekøkkenerne, nyde det aktive liv ved de handlernes boder. Bare nyde dét at være til, det at man havde været så heldig at få lov til at opleve en helt fremmed kultur og levevis og hvis eksistens man intet viste eller for den sags skyld havde hørt om. Det var alle strabadser og knoklen til langt ud på aftenen værd. Jo, skal jeg selv sige det, så var jeg "lykkens pamfilius".

Bådmand/sælger i Suez kanal

Færge i Port Said

Rejsen hjem gennem Suez-kanalen, Middelhavet og de forskellige havne. Europa er der ikke så meget at fortælle om. Den dag i dag undrer det mig, at jeg ikke blev ombord og tog en tur mere. Men sådan skulle det ikke være. Efter ankomst til frihavnen afmønstrede jeg. Jeg forsøgte at finde mine venner fra skoletiden. Men vi havde ikke længere noget at tale om, de troede jo at jeg var fuld af løgn når jeg fortalte om de oplevelser jeg havde haft, så der gik ikke lang tid før jeg igen stod på et nyt skibsdæk.

M/S KOREA

Det var i august 64. at vi forlod Frihavnen.

Korea var en ældre ”dame” det var vel rimeligt at kalde den for en distanceblænder, flot nymalet skrog, men når man kom tæt på så kunne alderen ikke skjules eller fornægtes. Kamrene var så små at eventuelle møbler måtte males på væggene da der ellers ikke var plads. Var du oppe og diskutere med din sambo måtte du gå ud på gangen for at skifte mening. Kabyssen hensatte mig til min farmors køkken med et stort oliefyrskomfur, som om morgenen når bageren startede sin arbejdsdag skulle startes af ham. Det var en del af hans arbejde, at få gang i skidtet. Dette blev gjort efter alle kunstens regler, han må have følt sig som kong Christian, han stod i røg og damp, mest røg. Vi der boede tæt på kabyssen havde ikke noget problem med at vågne om morgenen, for han bandede og hostede så det var en ”ren” fornøjelse at høre på. Man kunne lære mange nye ord, som jeg ikke mener bruges i de danske folkekirker.
Bageren kendte jeg fra Jutlandia, der var han ungbager, en herlig gut fra Randers egnen, han havde dog en fejl, han led simpelthen af en voldsom tørst, og så han fik en helt anden opførsel, nemlig en stor lyst, til at flytte rundt på møblerne i sit lukaf når der har været nogle, som har puttet promiller i hans drikkevarer.
Tømreren måtte flere gange ned for at reparerer på stumperne af møblerne.

Pakistan

Ved ankomst til Karachi, blev der arrangeret en udflugt op til en hellig mand,  et besøg til den lokale ZOO blev det også til, her var der en abe som var oplært til at vise hvad små drenge kunne lave når de ikke havde armene over dynen, som deres mor sikkert havde lært dem.

Karachi elefanten der kunne spille på mundharmonika

Ligeledes kom vi med bussen gennem en flygtning lejr, som havde et lille vaskeri. Der hang skibets håndklæder til tørre og lige ved siden af lå en død hest, hvor fluer og andet kryb levede lykkeligt.
Det var ikke sidste gang jeg gjorde bekendtskab med deres småkryb. Det var allerede næste dag, da vi fik proviant.

Som altid blev vi drenge brugt til at slæbe tunge kasser og sække fra dækket og ned i provianten, Der var også en del bastkurve med kartofler. Her opdagede vi dem, store som en at pegefinger, og fede som en wienerpølse kom de kravlende op ad ryggen, når vi slæbte kurvene ned i proviantrummet. Det var såmænd bare Hr. og Fr. Kakerlak der var ude og bese deres nye bolig. Men vi fandt en positiv og til tider indbringende måde at omgås dem på, de kunne nemlig bruges til væddeløb. Der blev spillet om øl og det var et spil der kun kunne spilles i kabyssen. Kakerlakkerne blev sat ned på komfuret, og den der fik brændt benene af først, havde tabt.
Der blev aflivet mange på den måde. Den almene mening var at vi kan jo lige så godt kunne forene det fornøjelige med det praktiske, for der var mange af dem. Ofte når du vågnede om morgenen så var der en der havde forvildet sig ind i munden. Disse havde heldigvis den normale størrelse som vi kender. Havde man gumlet på den i løber af natten og var den godt kvast, så blev der hakket og spyttet, for vi lærte aldrig at betragte dem som kosttilskud.

Der var ofte svind når vi fik proviant. Det var ikke unormalt.
Som regel var det øl eller lignende der forsvandt, men denne gang var det et helt lam. "Hvem i hede hule helvede har stjålet det”, brølede hovmesteren for han havde jo selv talt dem! Men væk var det. Vi blev enige om at det nok var en af havnearbejderne, som havde fået listet det med ud i et ubemærket øjeblik.
Matroserne boede agter, og her fik dæksdrengen dagligt skideballer over en underlig lugt, nærmest noget råddent blev der sagt. Mysteriet om det forsvundne lam blev opklaret, en af matroserne var færing og dette var en lækkerbisken for ham. Han opbevarede det på et badeværelse, men der var ingen der ville kendes ved lammet.

Vi kom helskindet gennem Singapore, Port Swetenham, Penang, Bangkok, Hongkong og der meste østen. Det var nu blevet vinter og vi var ankommet til det Nordlige Japan, en lille by ved navn Otaru. Bageren og letmatrosen havde været i land sammen. Hvilken tur de havde haft er et ubesvaret blad, men en ting undrede de sig over næste dag, hvor de fået fat i alle de tandproteser, som var i deres lommer?  Hvorfor kløede deres hovedbund ? og hvorfor tabte de håret et par dage efter?
De fik svaret af politiet senere på formiddagen, som havde noget at tale med de herrer om. De havde på deres turne hevet i samtlige døre på deres vej og var gået ind for at undersøge stederne nærmere. De lokale havde alarmeret strisserne.
Gebisser kunne de ikke forklare, det havde nok været en tandklinik de havde besøgt, mente de.
I frisørsalonen, havde de prøvet samtlige flasker, for som de sagde trængte de til at blive studset og så kunne de lige så godt få den helt store omgang nu hvor de var der. Der var jo høflig selvbetjening.
Selv havde jeg været i land med et par af de andre unge. Da vi senere på aftenen kom ned på kajen var der ikke nogen båd til at sejle os ud til skibet, men der stod et skur hvor der var ild i en kakkelovn, jungmanden havde købt en flaske sake og den blev hældt ned i kedlen og så drak vi af tuden.
Dæksdrengen må åbenbart have ment at det tog lige lovlig lang tid inden båden kom, for han besluttede sig for at svømme ud til skibet, men det fortalte han ikke os andre noget om.
Det skal lige nævnes at der flød store isflager rundt og som en Grønlænder ville udtrykke sig. ”det er rigtigt dejligt koldt i nat”, men vi opdagede først at han manglede, da vi kom ud af skuret for at tage transportbåden der netop var ankommet.
På kajen lå en bylt med tøj som blev genkendt som dæksdrengens, ”JEG ER HER” lød det ude fra mørket. ”Hvor her?” ude på BP tankeren…… jeg sidder på roret.
Det viste sig at der havde været for langt at svømme eller også var vandet for kold, jeg personligt tipper på det sidste. Men hvor så han ud! Farven var nærmest violet, tænderne hoppede op og ned i munden på ham, og vi forstod næsten ikke hvad han sagde. Det lød som et maskingevær der blev affyret. Jo han frøs som bare pokker, men det var jo hans egen skyld, heldet havde været med ham må man jo siden hen konstatere.

Jungmanden tog en rask beslutning! ”Han skal have banket varme i kroppen!” som sagt så gjort. Da vi var kommet om bord blev dæksdrengen viklet ind i et par tæpper, så fattede ”Jumbo” et kosteskaft og pryglede løs på knægten i en rum tid. Det skal lige i den forbindelse nævnes, at det blev gjort af et godt hjerte og ud fra at han ikke viste bedre. Der er tros alt forskel på at gnide og slå, men han fik varmen under højlydte skrig og klagen. Dæksdrengen overlevede, men han var rød, gul og blåstribet længe efter. Han har nok ikke følt for at svømme i lang tid efter denne episode. Men han var nu lidt af en vågehals, gennem "Det Røde Hav" gik han armgang på rælingen.
Jeg har siden hen mødt dæksdrengen. Efter hans debut som sømand, var han vendt tilbage til skolebøgerne og virker i dag som lære på et gymnasium i København.

Der har været flere juleaftener i min tid til søs, men den som jeg mindes bedst var nok den i Penang.
Efter at der var spist, blev juletræet/med pynt og stjerne samt det meste af besætningen flyttet op til det nærmeste værtshus og så var der ellers gang i den til den lyse morgen. Andestegen til salonen forsvandt ud i den blå luft. Der blev sagt at det nok var en havnearbejder der havde snuppet den, men jeg ved bedre, en af maskinfolkene var glad og mæt og vi knægte havde til et par øl. Kaptajnen, Maskinmesteren samt Overstyrmanden fik den fornøjelsen at smage på samme mad som vi andre dødelige lønslaver.
Julen er også en af de få gange hvor kokken og undertegnede fik ros, vi mente selv at vores gastronomiske og kulinariske evner rakte til mere end bare den ene gang.  Det havde også været rart hvis de havde været ædru når de roste os, men som regel var det lidt sent på aftenen når de kom vaklende og sagde: ”Nå! du kan jo godt når du tager dig sammen og når du gider.”
Du kok, tror du at der kan fremtrylles en dåse med rejer? Jo som regel var der bagtanker, men det skal nævnes at for en sømand var der ikke de store forandringer i hverdagen, så måltiderne var dagens højdepunkt og dem blev set frem til. Levede det ikke op til deres forventninger, ja så fik vi det så sandelig at vide.
Ja utak er nu engang verdens løn. Det måtte vi lære at leve med, men vi havde nu hellere set, at de havde sat pris på vore evner i det daglige, for det var ikke altid lige let at skulle fremtrylle en ret der levede op til deres forventninger, når hovmesteren var nærig eller havde glemt at bestille kartofler hos skibshandleren, eller den proviant der blev tilbudt var af en så ringe kvalitet at man overvejede at løbe skrigende væk, så måtte man være kreativ ud over alle grænser.
Nærighed kan dog kureres! Der var lagt op til en stor gryde med forloren skildpadde. Kokken var af den mening at så skulle der også sherry i. Hovmesteren var af en anden mening og absolut ikke enig med ham. Resultatet blev at kokken smed hele molevitten ud over siden, gryden den røg samme vej, jeg serverer ikke halv færdig mad, var svaret, det hjalp. Kokken fik aldrig mere problemer, i hvert fald ikke i den retning han fik hvad han bad om.
Jeg husker de syv slags pålæg, det var jo minimumskravet, ofte var der jo det dobbelte men det var lige meget, for der kan gå sport i at klage og den mulighed måtte ikke forspildes. Det var den følelse man havde når man stod på den anden side af disken. En kunst ingen kan, det er at gøre alle tilfreds! Og slet ikke på en gang!
Til gengæld så var man aldrig i tvivl når matroserne eller fyrbøderne var utilfreds. En forlorenharesovs står meget klart på min lystavle, den glemmes ikke lige med en gang. Den blev smidt efter kokken ”du skal ikke servere sur sovs, har du forstået?” Hvad de ikke vidste det var, at sovsen skulle smage sådan. Der var kommet lidt blåskimmel ost i for at give den vildt smagen. Og for at overbevise matroserne, måtte kokken lave en ny sovs og lade dem smage undervejs. På den måde fik de ved selvsyn set, at maden var som den skule være. Den aften var der lidt ekstra rengøring efter sovsekastningen.

Vi forlod Japan med hele besætningen intakt.
Næste stop var Hong Kong. Her var der tid til at slappe af og samle kræfter til næste stop, nemlig byernes by i østen, Bangkok. Hjernen var flyttet ned i underlivet, ingen tvivl om det.
Slappe af? næ, hovmesteren havde bestilt et sjak af små mennesker til at rengøre kabyssen. Det skyldtes al den sod der opstod om morgenen når bageren forsøgte at få gang i brændeovnen. Skotterne var over i de mørke farver, jeg er nok nærmere sandheden hvis jeg siger sort. Det betød at vi måtte kravle rundt mellem malerbøtter, opsat stilladser og folk der kravlede rundt alle vegne. Det mindede næsten om abeburerne i Zoo, alt imedens at der skulle kreeres et måltid.

Ved afrejsen var besætningen forøget med to personer! Kaptajnen var ved at rive håret af hovedet, da det gik op for ham at der var uventet besøg på hans skib. De fik kærligheden at føle, for alt det som matroserne ikke kunde lide at udføre, det var nu deres arbejde. Vi havde dem med helt til Italien Genova. Med hjælp af det lokale politi blev de overført til et andet af ØKs skibe, så de fik en rejse retur. De kunne nu godt have sendt et postkort så vi vidste at de var kommet godt hjem.

På vej nordpå fik maskinmesteren den ide at hans gulvtæppe trængte til at blive rengjort, kammerdrengen var ikke sådan at hyle ud af fatningen. Han fik bakset tæppet ud agter og med en line om hjørnet på tæppet blev det smidt ud over siden. Nu kunne det blive rigtigt gennemskyllet mente han. Ideen havde måske været god, lige bortset fra at han glemte alt om tæppevasken. Et par timer senere var der en klokke der ringede og de røde lamper begyndte at lyse; TÆPPET!
Vi havde talt med ham om hvor meget vand der var suget op og hvor tungt tæppet nu var blevet og at det sikkert ikke var muligt selv at hale det op. Han havde allieret sig med bådsmanden som ville starte spillet og på den måde hale kluden ombord. Det viste sig at alle vore bekymringer havde været unødvendigt, for efter båden hoppede der en lille uldtot op og ned på vandoverfladen tæppet var simpelt hen blevet flået i stykker af at være brugt som drivanker, så det var resterne af maskinmesters ægte tæppe, som var indkøbt i Port Said for en enorm pris. Middelhavet var ikke specielt opsigtsvækkende at sejle igennem, bortset fra et par enkelte havne som man kom indenom fra tid til anden. Et par vulkaner kunne også ses i det fjerne. Jeg forsøgte med held at smide en flaskepost ud ved Stromboli. Den kom hjem fjorten dage senere, men der var jo folk som havde det som en beskæftigelse at samle flasker op og det er vel unødvendigt at sige, de gjorde det ikke gratis. Her kostede et frimærke det hvide ud af øjnene, for ellers var det ikke sikkert at posten nåede frem.
På vej mod Gibraltar blæste det en halv pelikan. En af matroserne huskede da han som barn var med til at sætte drager op. Dette skal afprøves. Matroserne var enige med bådsmanden om at der skulle afsættes personale til denne opgave. Der var flere som følte sig selvskrevet og mente at de var eksperter på drage bygning. Der blev arbejdet med plastik og de andre materialer der var brug for. Dragen blev stor som en ladeport og virkede! Den svævede efter skibet i flere dage men dagen kom hvor den ikke kunne mere, vind modstanden blev for stor. Jeg erindrer det var næsten som at miste en ven, for dragen var det første man så efter om morgenen, hænger den der endnu?
Den sidste del af rejsen er åbenbart forsvundet ud i glemslen, jeg erindre ikke noget der er værd at skrive om. Men rejsen er sikkert gået godt.

Jeg havde nu været hjemme i knap en måned. Udlængselen var begyndt at melde sig igen! ”Man var urolig og det var lige som maven snørede sig sammen. Så se dog og kom ned og få en hyre var beskeden fra min mor, ”Hun kunne mærke at jeg savnede noget og havde gættet rigtigt! Jeg måtte ud, koste hvad det ville.

Dette er forhåbentlig kun en skrøne, men der blev fortalt om dem, hvor konen eller kæresten havde lagt søfartsbogen klar sammen med morgenmaden og pålægget på frokosten bestod af ølkapsler, så man var dum hvis man ikke havde forstået vinket med vognstangen. Dermed er ikke sagt at jeg ikke var velkommen hjem, men min seng var blevet skiftet ud med en smal briks, så måske…….?

M/S Sibonga  24/3- 65

Denne gang gik turen den anden vej, nemlig vestover. Vi var på vej til USA og Canada.
Vi lagde ud med en tur til Polen Gedynia, her havde tiden stået stille. Der var fortsat intet at købe, forretningerne var tomme for vare, ligeledes de store boulevarder lå øde hen. Det kunne ske at der kom hostende en gammel Trabant eller Lada, men ellers åndede alt fred og ro, lige bortset fra cyklister og fodgængere. Jeg var blevet advaret om landets mangel på varer. Jeg var også blevet fortalt hvad der stod i høj kurs såsom nylonskjorter og damestrømper. Det var selvfølgelig en stor del af min bagage, og det gjorde lykke. Da vi om aftenen skulle i land var vi så udstoppede, at vi næsten lignede Michelinmanden, flere lag med skjorter og bukser. Vi kunne næsten ikke kravle ned af landgangen og vi gik som gæs der vraltede af sted over til told bygningen, hvor vi måtte igennem den store omgang. Tingene blev ikke konfiskeret, men tolderen havde sat prisen ned i forhold til den der var gældende oppe i byen. Vi måtte jo aflevere en del som bestikkelse.
Jeg blev meget fuld den aften for det havde alligevel været indbringende selvom tolderne havde skummede fløden.

Jeg måtte på en eller anden måde være havnet i et mindre pænt selskab. Det hænder at man fik prakket en "souvenir" på halsen og som man sagtens kunne have været foruden. Her er der ikke tale om en almindelig forkølelse, det var en rigtig grim sygdom! Andre ville nok have kaldt den en kønssygdom. Det var en rigtig dårlig start på turen…………….. Øv.
Jeg havde heldigvis lidt tilbage fra den gode tid i Bangkok. Her havde vi jo lært at helbrede os selv når problemet opstod. Ude på østen kunne man købe næsten alt som man havde brug for, lige fra tørrede biller, slanger i gele, peppiller og antibiotika.
Det er et guds under at man siden hen i livet har været i stand til at sætte børn til verden!

Derfra gik det videre op til Finland Kotka, Sverige Göteborg, Norge Oslo og ned til Tyskland. Der fra gik det ellers vest over, første stop blev de tidligere Vest Indiske Øer Sct. Thomas og St. Croix
Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg om morgenen skulle blive mødt med et GODMORGEN LANDSMAND? Manden han var kulsort og det var kun fordi han smilte, at jeg kunne se hans hvide tænder og derfor var i stand til at se ham. Det var stadig bælgmørkt om morgenen. Vi blev senere på formiddagen bedt om at komme hen i salonen hvor vi skulle til P.. parade. Det de ville vide var om der var nogen i besætningen der havde kønssygdomme. Jeg slap fri så min egen dosering havde virket. Om aftenen gik vi i land og jeg husker hvordan der flød med tomme dåser alle steder, det problem fik vi først her hjemme mange år senere… desværre.
Det var spændende at se livet udfolde sig og lytte til musikken Det var olietrommer som blev brugt som instrumenter, calypso var jo tidens musik, på disse breddegrader, med Harry Belafondte som den toneangivende.
Jeg husker også gadenavnene: St. Kongensgade, Bredgade osv. Det var meget tydeligt at dette ørige engang havde tilhørt Danmark.

Den aften investerede jeg i fast ejendom! Godt nok var der en del klausuler på skødet, det var ikke tilladt at opfører højhuse og der måtte heller ikke udgraves til svømmepøl. Hele skøder var udformet med øerne i baggrunden, en masse flotte underskrifter og stempler samt bånd og segl. Det var på størrelse med en Søndagsberlinger. Hele baduljen kostede kun 1 US $. Men selvfølgeligt blev jeg snydt, grundstykket var kun på en halv kvadratcentimeter. Desværre er det blevet væk.

Efter dette stop gik det videre mod Panama. Efter at vi havde ventet nogle timer fortsatte vi rejsen gennem kanalen som jeg var meget imponeret over og videre op imod Los Angeles, derefter San Francisco. Tjeneren om bord viste sig at være et barnebarn af operasangeren Laurits Melcheir. Han havde planer om at besøge sin morfar, så vi slog halv skade om at leje en bil. Han havde kørekort, så på den måde fik jeg set en hel del.

Turen ind til Hollywood var spændende, vi fik set Disneyland, film studier, Golden Gate broen og ikke at forglemme Alcatraz fængslet, videre op til Long Beach hvor vi absolut måtte se det lokale tivoli (The Pike). Det skyldtes at Rutsjebanen (Cyclone Racer) var med i en forfilm til Dr. Ziwargo. Vi var næsten alle de unge fra båden samlet. Vi kunne ikke få serveret noget på barerne, da vi var ikke gamle nok, man skulle være fyldt 21 år.

På vej tilbage blev vi i tvivl om vejen.” Intet problem” sagde tjeneren, som talte et godt engelsk,” vi spørger da bare nogen om vej”. Længere fremme stod der en mand og vaskede sin bil og han blev råbt an, men i stedet for at svare, hev han en stor kanon frem fra baglommen og beordrede os til at stanse. ”Don´t come closer”. skreg han, men synet af hans revolver havde allerede fået os til at standse op, så vi blev hvor vi var! Men han var nu hjælpsom men kun så længe at vi blev hvor vi var. Vi var blevet meget overrasket over hans reaktion. Den angst han havde haft, var nyt for de fleste af os. Vi havde på det tidspunkt endnu ikke fået kendskab til bander som Hell`s Angels der raserede i storbyerne her i California. Det var nyt for os!

Nå, men vi fortsatte op til British Colombia, Canada Vancouver. Det var en storby som så mange andre, bortset fra at bygningerne var tre eller fire gange højere, end dem som vi kendte hjemmefra. Næste stop blev New Westminster. Her fik vi besøg af en dansker, som havde fundet en levevej i denne lille flække. Han var blikkenslager og monterede swimmingpools, det viste sig at han var opvokset i samme gade som mig. Jeg blev udstyret med en masse gaver som jeg senere fik afleveret til hans familie. Han var nu også selv godt belæsset da han forlod skibet om aftenen, rugbrød, rullepølse, spegepølse, leverpostej, kryddersild, spegesild samt meget andet. Jo han havde absolut haft en god dag.
Derfra gik det til Vancouver Island, hvor vi måtte gennem sluser og lå for anker midt i søen mens vi lastede.

Hovmesteren fik en genial ide ”vi sætter en båd i vandet og fisker”. Der var ikke langt fra ord til handling, båden blev firet ned og fiskeriet begyndte. Der kunne næsten ikke smides en snøre ud, uden at vi ramte en laks i hovedet. Det viste sig senere, at søen blev brugt til opdræt og alle former for fiskeri var forbudt, men fiskene smagte godt og hovmesteren var meget populær i en tid, men alt godt har jo en ende.

Hjemrejsen var en tro kopi af udrejsen på nær et stop i England. Vi fik en kontra ordrer om at gå indenom Liverpool. Det var jo som bekendt, byen hvor Beatles startede sin karriere. Det var jo lige noget vi kunne bruge og ikke at forglemme, vi kunne købe en øl! Selvfølgelig var vi i den kælderbar, hvor Beatles startede deres karriere. Der var en del af besætningens unge medlemmer der havde ondt i hårrødderne næste morgen, en del af dem havde ikke nåede køjen. De påstod at de havde fået læder allergi! For når de vågner om morgenen og stadig har sko på har de altid ondt i hovedet.
Derfra gik det hjemad, mod mors mad gryder, turen sluttede som sædvanligt ved orientkajen i frihavnen.

Siden hen blev det til en kort karriere i DFDS, for jeg var blevet udstyret med et certifikat at jeg havde kundskaber til at søge hyre som ungkok. Det blev til et par måneder på ruten København-Ålborg på det gode skib Jens Bang og så en kort tid på Prinsesse Margrethe og til slut Axelhus.  Begrebet ungkok havde man kun i ganske få rederier. Da jeg søgte i ØK blev jeg tilbudt Nordic Heron, men jeg takkede nej for jeg mente at jeg havde haft min del af tankflåden. Derfra gik jeg så over på Kongens Nytorv og prøvede lykken hos Mærsk. ”Der var du vel nok heldig”, sagde manden bag skranken, vi står og mangler en ungkok, kan du rejse i overmorgen?

Prima Mærsk.

Det var også et tankskib, øv, øv, øv men det var der jo desværre ikke noget at gøre ved. Der blev jeg i et år, det var mere end rigeligt. Kaptajnen var en underlig starut. En ting var helt sikkert! Det var ikke vægten af hans hjernen, der havde gjort ham platfodet. Han var simpelthen en ubehagelig mandsperson. Jeg oplevede ham som en der selv mente at han var en guds gave? Det var også muligt at han var det, men så havde den gamle mand med det lange hvide skæg været i dårligt humør, siden han tillod denne tyran at indånde samme luft som os andre dødelige.

Den ene efter den anden blev hevet op i søretten og som regel med det resultat, at de blev om mønstret i søen til work away. Som regel var det i Golfen det blev gjort, for så sparede han lønnen i tredive dage til vi nåede tilbage til Europa igen. Jeg vil ikke undlade at fortælle, at jeg blev afmønstret på samme måde. Jeg fandt egentlig aldrig ud af hvorfor jeg var i søretten. Et gammelt ordsprog siger at tale er sølv og tavshed er guld, men jeg fortalte, hvad jeg syntes om ham, da han spurgte, og så var jeg på vej hjem, det er ikke altid man skal sige sin mening, men denne gang føltes det nu rart! Så mine udsagn må have været i afdelingen for gammelt jern og blik.

Forskellen på ØK og Mærsk var nu ikke så stor. Der var selvfølgelig farven på malingen og ikke at forglemme, i ØK fik man to spejlæg om morgenen samt bacon, i Mærsk var det kun et. Af andre forskelle kan nævnes, i ØK spiste officererne af en tallerken med en blå stribe. Gud nåde den stakkels messedreng, der ved en fejltagelse havde fået sneget en tallerken med ind i messen uden striben. Han kunne godt begå harakiri med det samme, ”Kan du ikke se din……vi kan sgu da ikke spise af de samme tallerkener som den øvrige besætning din…….” Her skal nævnes at ofte var aspiranterne de værste til at brokke sig. De var som regel kun et par år ældre end os andre unge MEN de var "officer af guds nåde" og rederiets dumhed, jeg har mødt kullempere og cykelsmede der havde en større snilde på det tekniske område end disse opkomlinger.

Jeg gjorde et forsøg igen med ØK det blev ombord på det gode skib.

M/S Signaloa.

Det viste sig at være en fejl fra min side. Måske var det kemien med kokke som var grunden men jeg havde ikke været ombord i mange dage før jeg havde den opfattelse, at jeg var kokkens personlige slave og det ville jeg ikke stå model til, så efter rundturen i Skandinavien afmønstrede jeg igen. Det kunne selvfølgelig også skyldes, at jeg var gået ned i løn for at komme tilbage til ØK, hvem ved? Det må stå ubesvaret.
Så kom det store spørgsmål. Hvad nu? Jeg lallede rundt i en periode på må og få indtil jeg fik hanket op i mig selv. Pengene var også ved at slippe op. Jeg fik nogle småjobs hist og her.
Jeg var begyndt at lide af sygdommen ungdomssløvhed derfor gjorde jeg et desperat forsøg på at komme af sted på langfart igen, MEN!

Denne gang klappede fælden! Militæret stod og ventede. De mente at jeg skulle bruge et år af min ungdom på at forsvare fædrelandet og vi var ikke engang i krig.
Et år i flyvevåbnet, blev det til, og som efter min mening var spild af tid. Jeg kunne måske have båret over med systemet hvis de havde sendt mig til marinen. Men jeg mødte en sød pige, det var det eneste positive ved min soldatertid. Vi besluttede os for at prøve livet til søs sammen, det blev så en rejse til østen med et rederi fra Bergen Norge.

M/S Star Ballerad.

Det var næsten en kopi af turen op til Canada med Sibonga, bortset fra at vi kom op til Prince Rubbert, næsten oppe ved grænsen til Alaska. Aldrig har jeg spis så meget fisk og fårekød. Vi var også et lille smut indenom Japan, jeg husker ikke navnet på byen men agten for os lå en fiskerbåd som lossede frossen tun. Om aftenen gik min kone og jeg en tur på kajen, hvor vi blev antastet af en beruset fisker som tilbød os en fisk. Sådanne en kan erhverves for 2 flasker whisky. Men først når mørket har sænket sig og der er en der har forstand på at betjene kranen.
Hovmesteren slog flik flak, da jeg fortalte om min erhvervelse. Der var jo mad til flere dage og ikke at forglemme tun bøf en rigtig herre spise og så med bløde løg. Jo den dag var jeg populær hos hovmesteren,

Høj i Hatten

De 2 flasker blev erstattet, samt en fridag på toppen for besværet med at skaffe fisken. På vej hjem til Europa blev planen om at starte en familie lagt. Ved et kontrol besøg hos lægen i Panama blev det bekræftet at forsøget var lykkedes.
Det blev min kones og min sidste tur på verdenshavene, men jeg har haft oplevelsestrangen i kroppen lige siden.

Duelighedsbevis

Skibene blev udskiftet med turistbusser. Jeg var chauffør i næsten 30 år og har kørt over det meste af Europa. Det hænder at jeg besøger restauranter, men det blev kun som gæst. Interessen for madlavning var forsvundet som dug for solen, nu ville jeg kun nyde den og det gør jeg gerne.
Jeg er født i Marstal. Min far var skibsfører! Så det lå jo i generne, at jeg skulle prøve livet til søs.

Til alle jer jeg har sejlet med og dem der gav sig tid til at læse mine erindringer, jeg håber I har hygget jer med at læse dem lige så meget som jeg har haft med at skrive dem, for når man når op i alderen er der jo kun minderne tilbage og dem har man da lov til at have, men de kan være svære at holde styr på.

PS!!!
Jeg har været en tur inde i Københavns frihavn, grunden var, jeg var blevet fortalt om Asia House!
Der fik jeg et chok, jeg var lige ved at sætte mig på bagdelen, total overrasket og mundlam, man blev sat tilbage til tiden hvor Øks grundlægger H. N. Andersens kontor stadig står! Og så er det uberørt! Det er jo et museum! Det er et besøg værd. Jeg var så heldig at der var en medarbejder som åbnede dørene for mig.

Så held og lykke hvis I besøger stedet. Jeg håber at personalet er lige så imødekommende over for jer, som de var for mig og min kone og at dørene bliver åbnet.

God vind !
Ronny Fabricius.