"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 105

Jeg fik en mail fra Per.

 

 

Snesejler Per Alfred Hansen mønstrede ud som ungtjener på ØKs Selandia 15. januar 1951 i den værste storm der på det tidspunkt havde ramt Europa, det var samme tid som uheldet med Flying Enterprise.

Selandia, Morelia, 1952-1953 og Jutlandia, Mongolia 1955-1956.

Ja jeg har haft en fantastisk tid og utrolige oplevelser på mine mange rejser med kompagniets forskellige skibe.

Jeg havde en kinesisk penneven fra min skoletid som jeg havde fået fra Svend Spejder gennem Familiejournalen.

På min første rejse med Selandia besøgte jeg ham i Georgetown Penang det var en stor oplevelse, jeg blev præsenteret for hans familie som kun kunne tale kinesisk.

Vi besøgte også hans skole Chung Ling. Jeg var deres gæst og måtte ikke betale for noget nogen steder, faderen havde en mineralvandsfabrik og når vi kørte med cykelrickshaw havde han en vældig diskussion med chaufføren om hvad han skulle betale, det blev nogle få cent hvor vi andre betalte dollars.

Jeg skal senere sende dig mere om min tid på de forskellige rejser.

Med venlig hilsen

Per Alfred Hansen.

 

Jeg besøgte Per og fik lov til at låne hans fotoalbum.

Samtidig med at jeg fik en rigtig hyggelig samtale om hans utroligt spændende liv i restaurationsbranchen.

Her bringer jeg et udpluk fra den maritime del af hans liv, suppleret med billeder fra hans fotoalbum.


Per Alfred Hansens fotoalbum.

Jeg var bare en almindelig Københavnerdreng fra Nørrebro årgang 33.

Efter en hård og besværlig skolegang og efterfølgende omtumlet tilværelse, kom jeg i lære hos Glasis restauranten i Østerbrogade 1948 og efter en tid som tjener hos Wiwex og i Prater, gik jeg til forhyringskontoret i Lille Strandgade hvor ØK gav mig hyre som ungtjener på Selandia. Det blev en rejse til Bangkok og retur.

Selandia 1952.

En af tjenerne blev i Singapore opereret for blindtarmsbetændelse så jeg blev rykket op som tjener på hjemrejsen.

På denne min første rejse kom jeg til Penang hvor jeg havde en kinesisk penneven som jeg havde skrevet sammen med da jeg gik i skole, ham besøgte jeg og blev præsenteret for hans familie.


Per og John, foran Chung Ling High School.

Hans søster blev kønnere og kønnere for hver gang jeg så hende på de andre rejser som jeg senere gjorde, og hver gang jeg kom til Penang besøgte jeg familien.


Johns søster.

Det var en stor oplevelse at komme ud og se verden, og så tjente jeg jo penge samtidig med, det var jo en brydningens tid på mange måder især når man ser til bage. Den forandring der skete over alt, efterkrigens Europa, hvordan der var i de forskellige lande.

Min første rejse med Selandia til Bangkok og tilbage til København varede fra 15. januar 1952 til 26. maj, 4 måneder og 12 dage.

Vi sejlede fra Københavns Frihavn om eftermiddagen kl.16.00 det var stille og roligt da vi gik til køjs men om morgenen da jeg skulle begynde, væltede skibet fra side til side så jeg faktisk gik på skotterne (væggene) vi var kommet ud i Skagerrak og på vej over Nordsøen.

Da jeg kom op i Pantryet hvor jeg skulle tilberede bakker med morgenmad til broen mødte jeg en af de ældre kahytsjomfruer jeg spurgte hende om ikke hun troede at jeg blev søsyg, hun svarede hvis du ikke er søsyg nu bliver du ikke søsyg men du kan da få en pille af mig så det fik jeg, jeg slugte den og blev søsyg, da jeg havde fået den op igen fik jeg fart på for at få bragt de forskellige bakker med morgenmad.


Morelia går gennem Suezkanalen.

Først på broen, så til Hovmesteren, så til Kaptajnen, 1.Styrmanden og Maskinchefen. Derefter skulle der gøres bakstørn, messing skulle pudses, vinduer skulle pudses, dørken skulle vaskes, der skulle ryddes af efter serveringen, der skulle dækkes borde i Spisesalen. Vi havde alle en turnus der skulle passes.

Vi sejlede fra København til Middlesbrough i England men efter at vi havde fået Lods ombord gik vi på et Klippeskær og måtte sejle ud for at ligge underdrejet i 3 døgn før vi igen kunne gå ind da Orkanen på det tidspunkt havde lagt sig så meget

I Middlesbrough lå vi i 3 døgn for at laste stykgods og vi kunne når vi havde fri, gå i land og se på byen, det var første gang for mig, min radio var gået i stykker så jeg fik den lavet.

Der var vareknaphed i England på det tidspunkt, de havde også rationering, jeg fik det klaret for ½ pund smør, lørdag aften blev hele besætningen inviteret til bal på rådhuset og der var piger til alle at danse med, men da det sluttede og vi skulle tilbage til skibet havde der stillet sig mange unge engelske mænd op, så vi skulle have nogle tæsk, men det blev afværget.

Vi sejlede derefter til Hamburg direkte på Howalt werftet i dok for reparation, jeg havde taget 5 D mark op på bogen, så jeg havde penge på lommen. Om aftenen var jeg en tur i land og så Reberbane for første gang jeg skulle jo opleve noget. Jeg var henne og kigge i de lukkede gader Herbert Strasse men med 5 mark på lommen kommer man ikke langt. Men en pakke cigaretter kunne man komme meget langt.

Der var stor nød og elendighed i Hamburg på det tidspunkt, efter reparationen sejlede vi til pakhus kaj 28 hvor ØK havde fast kaj plads. Det var skik og brug at når der ligger et af kompagniet skibe i havn bliver der inviteret gæster fra rederikontoret, og så blev der disket op med det store kolde bord.


Der spilles Shuffleboard på dækket.

Det skete også her i Hamburg og der var en der havde fået for meget af det hele så han ofrede så jeg måtte gøre rent efter ham, men så fik jeg også 20 D mark.

Der efter gik rejsen til Rotterdam, Antwerpen, Genova, det var nu jeg lærte at man skulle have cigaretter som man kunne sælge til tolderne, så vi havde råd til at handle og gå i byen.

Port Said var også spændende da vi lå og bunkrede og ventede på lods kom der handelsmænd om bord med deres boder som de slog op i svalegangen og på dækket.

De solgte kamelpuder, sadler, bælter og fotoalbum m. m. gennem Suezkanalen midtvej i kanalen skulle konvojen lægge bi og vente på den modsatte konvoj der kom fra Suez.

Skifte lods skete midtvejs i Ismailie-søerne videre til Suez og gennem det røde hav til Aden.

Så til Columbo på Ceylon, der fra til Madras i Indien derfra til Georgs Town Penang derefter Singapore hvor vi lå i en uge for at losse.

Jeg benyttede lejligheden til at gå i land for at se mig om, der var 3 forskellige forlystelses Parker. Happy Wold, Great Wold, og New Wold, om aftenen gik vi i Bugis Street det var en stor bombetomt midt i byen hvor der var udendørs servering ved små komfurer hvor kinesiske kokke stod og lavede mad.

Små piger gik rundt imellem bordene og mod en betaling af en strait-dollar sang de forskellige slagere som på det tidspunkt var eks. China Night eller Tarang Bo Land China Rose.

Der var også mange lommetyve så det skulle man tage sig i agt for. Vi sad faktisk på Ølkasser og den slags men skægt var det. De fine englændere kom i store rober og med deres Rolles Roys. Der var også Bordeller til at forlyste sig i med russiske, kinesiske og indiske piger.

Så gik det videre til Bangkok i Thailand først ligger man på reden uden for barren Khosi Chang i 14. dage. Fra den første dag hvor vi smider ankeret, vrimler det med små Thaipiger de kommer kravlende op af tovlejderen som er blevet smidt ud fra agterskibet.


Mosquito Bar upstairs 1952.

De byder sig til og så har du faktisk en kone i den tid du er der. De vasker dit tøj og bringer det i orden, handler ind for dig hvilket de gør meget bedre og billigere end hvis du selv gik ud for at handle, du gir dem faktisk din tegnebog og de stjæler ikke fra dig, nej tvært om, de bliver på skibet og sørger for dig i et og alt.

I Khosi Chang er der en Marine klub hvor der er musik og dans, et par smalle stræder hvor der er nogle butikker, der er også nogle øer hvor vi tog over for at bade, det var en spændende tid.

Efter 14 dage sejlede vi op til Bangkok for at losse og laste for derefter igen til Khosi Chang for at laste færdig.

I Bangkok var jeg også i deres Zoo og deres store flotte Pagoder. Mens vi lå i Bangkok fik vi 6 levende elefanter som vi skulle have med til Europa, de skulle til Hagenbeck Zoo i Hamburg.

Vi havde dem med som dækslast, de gik ude ved 4 lugen og 5 lugen, Vi havde fået foder med til elefanterne, bananpalmeblade, søde kartofler og sukkerrør.

Vi fik også passagerer med hjem, vi havde plads til 105 passagerer.

Så går turen tilbage af den samme rute Singapore, Penang, Madras. Det viste sig at elefanterne var blevet kræsne, de spiste palmeblade og sukkerrør og det frugt som passagererne stod og fodrede dem med efter lunchen, så de søde kartofler spiste de ikke.

I Madras var der hungersnød så kaptajnen spurgte myndighederne, om de måtte losse de søde kartofler til kulierne men han fik et nej, vi sejlede og efter at have sat lodsen af slog han bak på skibets motorer, og gav søfolkene besked på at smide kartoflerne som var i sække over bord

De indiske kulier kom padlende på deres træstammer og bjærgede kartoflerne, det var et syn for guder.

Så til Columbo på Ceylon der har verdens flotteste Zoo og Botanisk have derfra til Aden videre gennem Rødehavet til Suezkanalen, skifte lods i Ismailiasøerne hvor der var store engelske Garnisoner og Hospitaler med engelske soldater.


Shoreboat Colombo Hovmesteren og 3. styrmand Morelia
1952.

Det var sjov at lægge mærke til den forandring der skete hver gang jeg siden sejlede igennem kanalen, men nu videre til Port Said der fra til Beirut hvor vi lå på Strømmen herfra videre mod Italien gennem Messinastrædet op forbi Stromboli efter Stromboli den sidste dag inden anløb af Genova holdes der Skippermiddag.

Det er en særlig festlig menu og aften hvor alle er i festligt skrud, efter kaffen gik nogle i baren, men vi havde direktionen fra Bangkok med, og de ville hellere ned og feste hos tjenerne.

Så gik de ud på 4 lugen for at hente den mindste af elefanterne, for de havde fundet på at den skulle op i baren. De havde sikret sig nogle sukkerrør som de ved at lokke den lille elefant med fik ind i gangen, den var kun så høj og bred at elefanten lige kunne passere uden at ramme de elektriske installationer, der gik en foran og slukkede lamperne for ikke at gøre elefanten urolig.

ØK direktørens kone havde lige været inde i sit lukaf for at se til sine børn, hun kunne ikke forstå et der var mørkt på gangen så hun famlede efter lys kontakten, men i stedet for at få fat i lys kontakten fik hun fat i elefantens snabel så hun skreg og det var lige før vi havde fået elefanten helt op i hallen til baren, men så bakkede og bakkede den så det var en fryd, den kunne jo ikke vende sig og det gik godt.

Først flere år senere læste jeg i Berlinske Tidende under overskriften en godt bevaret hemmelighed, hvor historien blev fortalt af direktør i ØK Storm Jørgensen.

Vi skulle have haft elefanterne med til Hamburg men på grund af vejret og det sene tidspunkt på året, blev de losset i Genova.

Efter Genova gik turen til Barcelona hvor vi var på natklub et stykke uden for byen der blev talt meget tysk og det var tysk stil over alt.

Derefter sejlede vi til Tilbery i London, Antwerpen, Rotterdam og Hamburg.


Turen diskuteres over en kop kaffe.

Vi havde en del cigaretter som vi skulle have solgt, jeg stod ved landgangen på skibet, vi lå på 28. pakhuskaj som var vores faste kajplads, så kom der en i en flot uniform, han var vist overtolder eller sådan noget, han spurgte om jeg havde cigaretter til salg? Jeg sagde han kunne komme med, han fulgte mig ned i kahytten jeg havde 10 kartonner til salg.

Han havde ridestøvler og spidsbukser på, så knappede han sine bukser op og inden under havde han lange hvide underbukser på, som var påmonteret lommer som gav plads til en 20 stk. pakke.

De andre rystede på hovedet og sagde, du er sku ikke rigtig klog, men jeg fik solgt mine cigaretter og fik 10 D.mark for hvert karton.

Han spurgte om der var andre der havde nogle at sælge, så ville han komme tilbage. Det var der og det gik godt, vi havde penge på lommen og kunne gå ud og more os.

Så til København, hvor jeg afmønstrede.

Morelia 1952.

Jeg blev hjemme til Selandia var sejlet, derefter gik jeg på forhyringen i Lille Strandgade hvor jeg fik en ordentlig skideballe af forhyringschefen Kaptajn Jespersen.

Hvor i helvede jeg var blevet af, man havde ventet på mig, jeg ville også gerne havde været med igen men jeg var usikker på, om vores hovmester ville have mig med, så derfor blev jeg væk.

Jeg fik hyre på Morelia, fik togbillet og sendt til Nakskov Skibsværk hvor skibet lå. Efter at have dokket sejlede vi til Finland for at hente papirvarer til Indien.

Jeg mønstrede den 13. 12. 1952. Fra Nakskov sejlede vi til Kotka i Finland og der fra til København.

Med på turen fra Kotka havde vi et par af kompagniets specielle gæster direktør Harhoff, de fejrede en fødselsdag og til sidst kravlede de rundt på dørken inden jeg fik dem til køjs.

Juleaften blev fejret ud for Bornholm 1. Juledag udenfor Københavns havn syd for Drogden.

2. Juledag kom vi til København til Midtermolen i Frihavnen derfra sejlede vi 4. Juledag efter at vi havde fået provianteret og fået noget bagage om bord fra ASA Film, for når vi kom til Genova skulle Lisbeth Movin og Lau Junior med.

Så sejlede vi til Hamburg, der efter til Rotterdam, hvor vi skulle i byen om aftenen, vi lå langt ude og skulle med forskellige både ind til indre havn.

Der var jeg lige ved at lande i vandet, men var heldig for jeg fik fat i en trosse.

Byturen endte godt og næste dag sejlede vi videre til Antwerpen videre til Tilbery Dog oppe ad Themsen syd for London.

Herefter Marseilles, og Genova hvor familien Lauritsen Junior kom om bord derefter en lille smut til Livorno. De var med os ude for at danne sig et indtryk af hvordan den danske sømand klarede sig i fredstid, de ville lave en film om det på et tidspunkt, fordi den danske film ”Støt står den danske sømand” havde været en enorm succes.

De satte fut og fart i det hele, der var en velkomst middag for passagererne efter Livorno, stor middag med 3 retters menu og vine, derefter kaffe i rygesalonen det gik fint.


Venter på shoreboat, Morelia.

Næste dag startede med at servere morgenmad i salonen, mit job startede k1.06.00.

Man servere for kaptajnen på broen, for 1 styrmanden i hans Lukaf, derefter for maskinchefen. Sørge for at vores passagerer fik morgenmad enten i salonen eller på deres kahytter.

Kl. 06.30 var Lau junior allerede oppe, han tog løbetræning på dækket og det gjorde han hver morgen, uanset hvor sent han gik til køjs.

Han ville gerne have en øl efter træningen, han bestilte en bakke til Lisbeth. Hen under eftermiddagen fik han et telegram fra København om at premieren på ”De Røde Heste” var gået over alt forventning.

Det var Nordisk Films største kassesucces til dato så han gav besked, at der var alle de øl mandskabet kunne klare den aften, og champagne til officererne.

Vi sejlede forbi Stromboli gennem Messinastrædet til Port Said gennem Kanalen med lodsskifte i Ismailiesøerne og videre til Port Suez gennem Det Røde Hav til Aden.

I Aden kom jeg til lægen med min skadede arm, jeg havde stødt min albue og så havde jeg fået Skipper-Skræk-arm, så jeg ikke kunne få skjorte på uden at slidse den op i ærmet. Jeg kom på det Engelske Militærhospital og så ville de operere mig, men vi skulle jo kun ligge i 6 timer for at bunke, så jeg fik armen bundet ind og lagt bind på, og så måtte jeg ikke bestille noget, så vi skulle se tiden an fra Aden.


Drenge ryger ikke, ....vel.

Så gik turen til Karachi i Pakistan her kom jeg til en tysk læge han behandlede min arm på en ny måde, men jeg måtte stadig ikke arbejde. Efter det andet døgn om bord havde under officererne og hovmesteren sammen med Lau junior og Lisbeth, lavet sig en cocktail klub.

De mødtes hver dag kl. 10.00 hos hovmesteren og fik forskellige drinks, før de skulle ind og spise Lunch, kl. 12.00 efter lunch gik de tilbage til hovmesteren hvor de fik kaffe og cognac medens de øvrige passagerer gik i rygesalonen som lå forskibs.

Derefter var det tid til en eftermiddagslur. K1.15.00 serveres eftermiddagskaffe med brød eller kage, men allerede kl.17.00 var der møde i cocktail klub igen, og det varede til dinneren der var k1.18.30.

Derefter mødtes de igen hos hovmesteren for kaffe og cognac m.m. til de små timer. Min vagt sluttede k1. 22.00 normalt.

Derefter gik turen til Bombay i Indien. Vi havde store cement tromler på dækket, og for at komme frem skulle man ind og gå i dem. Jeg husker en dag i Det Indiske Ocean, dagen før vi kom til Bombay. Jeg havde siddet og hygget mig med et par af søfolkene på agterdækket, det var drøn varmt så jeg havde taget en spand øl med.


Et roligt hjørne.

Da vi havde drukket dem delte vi et ØK-sæt. (1 tør og 1 almindelig Martini og 1 flaske Gin) som blev blandet ligelig, derefter fik vi kaffe og Creme de Mente.

Så skulle den ene af matroserne på vagt på Boven, det var helt fremme så vi gik med for at holde udkig. Da vi stod der ude kom han med en flaske Creme de Mente, 1 til hver og vi skålede. Da hans vagt var færdig skulle jeg lige ind på mit kammer for at få lidt vand i ansigtet. Jeg gik ud som et lys og da jeg næste morgen blev vækket var alting grønt og hele kammeret stank af pebermynte, jeg havde brækket mig til den store guldmedalje.

Jeg fik travlt med at få gjort ordentlig rent, men lige meget hvor meget jeg vaskede blev jeg aldrig den lugt kvit, jeg har aldrig drukket Creme de Mente siden.

Bombay var en utrolig by stor og beskidt, fattigdom over alt, men farverigt.

Der var nok at se på af alle disse fremmedartede mennesker, kønne indiske kvinder i sarier og vi handlede meget ind af forskellige kunst genstande, som Kashmirtæpper og møbler.

Vi var i byen og spiste på forskellige restaurationer med nogle Indiske toldere som på båden som vilde købe spiritus whisky og cognac gin m.m. så inviterede de os ud og vi kom med ud med en Indisk Junke uden for Gate Off. Bombay, hvor vi fik noget af deres hjemmebryggede sprit. Jeg sad heldigvis ved lønningen, så jeg smed det over bord uden at de bemærkede det.

Vi var mig stewardessen og en smører samt en assistent, da vi blev sat i land gik vi og rullede fra side til side, efter Bombay gik rejsen til Goa.

Så skete det en aften at en af smørerne kom op til mig og spurgte om han kunne købe et sæt ”ØK Special” fordi han havde fødselsdag. Jeg sagde til ham at han skulle vente så ville jeg spørge hovmesteren. Han sagde nej så jeg gik tilbage og meddelte at det ikke kunne ikke lade sig gøre.

Jeg kom is i termospanden og gik tilbage til hovmesteren så min vagt kunne slutte, så sagde Lisbeth Movin må jeg købe et sæt ØK-Special? Ja selvfølgelig kan du det, hun sagde tak og godnat, kan i drenge så hygge jer.

Vi havde haft Lisbeth og Lau Junior med nu godt i 4.uger, så hovmesteren kunne hverken sanse eller samle, jeg måtte hjælpe ham med at gøre regnskab, ja han havde både delirium og abstinenser det første stykke tid efter at de havde sagt farvel.

De var med til Columbo på Ceylon hvor vi lå i over en uge, her tog vi afsked med Lisbeth Movin og Lau Junior de skulle med en anden ØK-båd videre rundt til Filippinere Hong Kong Japan m.v. vi skulle jo videre rundt i Indien, hvor vi kunne købe ædelstene og elefanter skåret i ibenholt eller i rosentræ også andre dyr som pantere og lignende.

Der efter fortsatte rejsen til Madras, og Calcutta hvor jeg var oppe i Aga Kans tempel En af de første dage vi lå i havnen og jeg stod ved landgangen, kom der en dansker og spurgte mig om han måtte se om der var nogen han kendte, hvilket jeg gav ham lov til, han kom tilbage et kvarters tid efter og sagde at han ikke havde truffet nogen, så spurgte jeg ham om hvad han lavede,

Jo han var da fisker og lå og fiskede ude på floden for at lære Inderne hvordan de kunne drive havfiskeri, men han var da ikke alene, de var 10 fiskere der var ansat ved FAO. for at lære inderne op, nogle havde deres koner med derud.

Jeg inviterede dem til at komme ned om aftenen til en velkomst drink og få det kolde bord med øl og brændevin.


Pause i sidegangen.

De kom om aftenen og det gik lystigt for sig, efter vi havde spist og fået kaffe med det hele blev vi inviteret i byen med disse fiskere. Vi var på dansesteder som de kendte, og på bordeller som de også kendte, selv dem der havde deres koner med.

De fortalte at deres både var solgt under kølen på dem og så fik de tilbuddet at tage med ud for at lære disse indiske fiskere op i at fiske med travl. Da vi sejlede fra Calcutta havde de været ude og fiske så de lå og ventede på os da vi kom ud af havnen, så vi kunne få friskfangede fisk det var skønt, efter Calcutta skulle vi videre til Chalna oppe i ganges deltaet.

Vi lå og ventede i 20 dage på at lasten skulle blive klar, vi fik tiden til at gå med at vaske skotter, male, pudse, gøre hovedrengøring på kamrene, og i salonerne.

1 styrmand Ole Kings arrangerede sejltur op ad floden for os i Weekenden som en slags skovtur, jeg tabte og skulle blive om bord for at tage vagten da de kom tilbage var det i god ro og orden og de havde haft en pragtfuld tur, efter de var kommet hjem sagde 3.styrmand Per, vil du ikke med en tur op af floden for at se om vi kan få øje på nogle krokodiller?

Hovmesteren, undertegnede og 3 Styrmand sejlede en tur og fik tilrettelagt næste uges tur, hvis vi lå så længe det viste vi jo ikke på det tidspunkt.

Ugen gik med arbejde og solbadning, der var ikke andet at foretage sig, men næste lørdag vi fik provianteret med alt hvad vi skulle have med af mad og drikke og der manglede ikke noget.

Aldrig så snart vi havde lagt fra borde var de begyndt at trække øller op i jollen som vi havde på slæb, så råbte hovmesteren, Per se så for helvede at få lukket noget øl op, vi er bagud i forhold til dem henne agter. Inden vi nåede frem til det sted hvor vi kunne spise vores medbragte mad var der ikke mere øl.

Jeg skulle gå i forvejen til nogle indfødte og forhandle med dem om vi kunne spise vores medbragte mad, men de svingede en gurkha over mit hoved, så jeg lå vandret for at komme tilbage til båden.

Styrmanden fik forhandlet med dem om at de fik de tomme flasker hvis vi måtte spise vores mad der, vi fik lov.

Mændene sendte deres koner og piger ind i hytterne, og vi var lige blevet færdige med at spise så blev det regnvejr, og det var bare som alle himlens sluser blev lukket op på en gang, pludselig lå båden ude i en sump af mudder og vand. vi så herrens ud og da vi kom tilbage fik jeg et bad og rent tøj på, men det var en fantastisk skovtur. Dette sted kaldes i dag Bangladesh dengang øst Pakistan.

Det var en brydningstid Englænderne havde givet Indien og Pakistan deres suverænitet tilbage og der var megen uro på de forskellige steder som vi anløb.

Efter vi havde ligget på Floden og ventet på at lasten skulle blive klar, sejlede vi op til Chittagon hvor vi lastede Jute, derefter sejlede vi til Rangoon i Burma hvor vi lå i 21 dage og fik forskellig last, og vi fik repareret noget på skibet.

Efter Rangoon sejlede vi tilbage til Calcutta i Indien for at laste, vi begyndte at få passagerer på igen der skulle til Europa.

Efter Calcutta stoppede vi op uden på floden for at få friske fisk fra vore danske venner, lige som da vi var der for udgående, herefter fortsatte vi til Madras og Columbo hvor vi også var i en uge.

Fra Columbo til Bombay og Karachi i Pakistan derfra til Aden, gennem Røde Havet forbi de 12 Apostle, anløb Port Suez, fik Lods gennem Suezkanalen til midten af kanalen der munder ud i søerne, hvor vi igen ligger og venter på modgående konvoj. Skifter lods og går videre igennem den nordlige kanal til Port Said, hvor der igen blev handlet og købt forskellige ting hos Moses og Jakob.


Vi møder en Mærskbåd.

Derefter videre op i Middelhavet til Beirut i Libanon, hvor vi lå på strømmen.

Det var den gang Orientens Riviera, den var så flot da vi lå ude på strømmen om aftenen, lyshavet var enormt, en rigtig perle.

Så gik rejsen igennem Messinastrædet forbi Stromboli først Livorno derefter Genova.

Vi havde cigaretter som vi skulle have solgt, det plejede ikke at være svært men denne gang var der ikke nogle købere, så jeg og mine skibskammerater havde taget 2 kartonner ind på maven for at se om vi kunne sælge dem oppe i byen, men det skulle vi aldrig have gjort.

Mine kammerater smed deres kartonner ind i en tom Jernbanevogn og løb, men jeg gik stille og roligt som om intet var hændt tilbage mod skibet. Netop da jeg lægger hånden på lejderen for at gå om bord blev der råbt holdt, og jeg mærkede en kold pistol i min nakke.

Det er Toldvæsenet! vær venlig at følge med, hvad jeg naturligvis gjorde. I mellemtiden havde de andre toldere fundet de andre kartonner som kammeraterne havde smidt i jernbanevognen, så da jeg kom ind i toldbygningen var der en leben, de råbte og skreg, først var der 2 toldere, og jeg blev hængt ud for alle 8 kartonner, og jeg skulle betale en kæmpe bøde.

Jeg begyndte at tælle mine lire, men så kom der endnu en tolder, og der blev ved med at komme nye toldere, rummet var næsten fuld af toldere. Til slut kom der en overtolder og spurgte hvad det var for en larm? Han kiggede på mig og på de andre toldere og de snakkede i munden på hinanden, jeg havde hele tiden ladet som jeg ikke forstod nogen ting, så kiggede han på mig og spurgte, har du set nogen cigaretter? Jeg rystede på hovedet og sagde nej, så sagde han til sine kollegaer, der kan i se, han har ikke set noget, og hvor mange er vi? Han talte til 8 og det blev en karton til hver, så blev der ro og en af tolderne fik besked på at følge mig ned til skibet. Han fulgte mig kun uden for og hen om hjørnet, sagde farvel og væk var han. Jeg fik lov til at stikke mine penge i lommen igen.

Shorepass til Genova.

Efter Genova sejlede vi til Marseilles hvor vi også var ude for at se os omkring en sømands lyster skal jo tilgodeses, derefter gik rejsen videre til Tilbery dokken i Themsen syd for London, derefter til Antwerpen her lagde vi til kaj helt inde ved alle de kendte værtshuse som Den Fingerløse ikke langt derfra Den Frække Firkant så det var nemt at komme i byen.

Hvis værtshuset havde lukket bankede man bare på vinduet, så kom de og lukkede op for dig. Kokken, bageren og jeg sagde hunden, havde været oppe for at få os et par kolde pilsnere, og vi skulle tidligt tilbage for vi skulle sejle til Rotterdam.

Da vi kom om bord gik vi ind til mig jeg havde en flaske Pernod 45, jeg tog 3 ølglas fyldte dem godt op og kom lidt vand på toppen så det mælkede, jeg sagde skål og drak hele glasset. Hvad der skete anede jeg intet om før efter et par dage. Jeg vågnede inde i bådsmandsmessen ved at en matros der blev kaldt Thorkild Brandsvin vækkede mig og sagde at han havde fået en bon hæfte til 14 øl.

Jeg havde det rent ud sagt ad helvede til, mit hoved virkede og der var vel nok nogle af de fleste tømmermænd man kan tænke sig, så vendte jeg mig om på den anden side for at sove videre.

Pludselig hørte jeg ham med 14 øller der klirrede, jeg løb alt hvad jeg kunne for at gemme mig. Jeg gemte mig i Rygesalonen under en sofa, så kom hovmesteren og sagde til mig, dig får jeg ikke megen glæde af i dag, men du må hellere tage toldlisterne og gå rundt med, så de forskellige kan få det under sejl, som de skal inden Rotterdam.

I Rotterdam var vi på et værtshus og fik et par øller, så kom der en pige ind og spurgte os om vi kunne hjælpe, der var nogle engelske søfolk der generede hende, vi fulgte hende af sted.

Da vi skulle hjem til skibet skulle vi forbi det engelske skib og de havde linet sig op for at spærre os vejen for de ville slås, det ville vi ikke men der blev tumult, der var en der gik efter mig og jeg så noget glimte inde i hans jakke, det var en huggert, han hev den frem og skulle til at hugge efter mig, da en af hans egne så hvad der var ved at ske, greb han fat i hans arm, inden han fik svinget sin huggert i mig, han smed den ned mellem skibet og kajen.

Deres kaptajn kom på broen og beordrede sine folk om bord og nu kunne vi roligt gå hen til vores skib. Så gik rejsen videre til Bremerhafen derefter til Hamburg og videre til Gedynia i Polen, derfra til København.

Morelia 1952-53.

Jeg fortsatte på Morelia med en ny rejse hvor vi skulle til Indien, Malaya, Thailand, Kina, Japan og retur.

Da jeg kom til København kom min Mor og mine brødre ned og besøgte mig på skibet for at byde mig velkommen hjem, jeg havde en hel del spiritus som jeg ikke kunne tage med mig i land, vi lå ved Midtermolen i Frihavnen, jeg sagde i må drikke hvad der er, bare ikke den 5 stjernede Biskuit Cognac.

Jeg var hjemme i København i nogle dage inden vi skulle til Finland efter papirmasse til Kina.

Fra Finland gik rejsen direkte til Kielerkanalen til Hamburg videre til Bremerhafen der fra til Rotterdam, Antwerpen, Tilbery Dokken ved London, der fra til Le Havre.

For udgående havde vi ikke så mange penge på bogen, så det blev kun til sporadiske ture i land for at se på byerne, vi samlede kræfter til Italien og til det fjerne østen, vi havde et fantastisk kammeratskab om bord lige fra officerer til matroser og maskinfolk.

Hovmesteren havde fået restitueret sig oven på den tur med Lau Junior og Lisbeth Movin. Det der kom ud af deres rejse med Morelia og de andre skibe af kompagniet, blev til den danske spillefilm En Pige og 39 Sømænd.


Maden tilberedes.

Dette var min sidste rejse inden jeg skulle ind og springe soldat, vi havde nu lagt Europa bag os og var på vej til Port Said for at komme igennem Suez Kanalen med stop i Great Bitter Lake for at den modsatte Konvoj kunne passere og vi kunne få skiftet Lods.

Vi havde fået ny kaptajn i stedet for Th. Nielsen kom kaptajn Pedersen det skete i Genova, man skal jo altid vænne sig til nye forhold der sker når man får ny kaptajn.

det var sjovt at se forandringerne der skete i Kanalzonen fra den ene gang til den næste. Allerede nu på blot min 3 rejse ser der tomt ud ved de store forlægninger der førhen var her i området, englænderne var begyndt at rømme området,


Elektrikeren fra Års.

Vi kom videre efter 4 timer hvor dem der havde haft lysten kunne bade mens vi ventede, men som sagt sejlede vi nu videre til Suez den sydlige by af kanalen, videre ud i Røde Havet, forbi de 12 Apostle til Aden, som også var Engelsk stødpude punkt til at sikre olieforsyningernes vej.

Derfra til Bombay i Indien, Columbo, Georgetown Penang hvor jeg traf min pennevens søster, jeg havde send hende et telegram om hvornår jeg kom på besøg.


Tjener, Johns søster og undertegnede.

Fra Penang videre til Singapore der var vi som sædvanlig i byen, vi spiste i Bugis Street om aftenen. Vi hyrede nogle Cykel-rickshaw til at befordre os, og vi aftalte at den der kom først der ud, fik 3 Singapore dollar ekstra for turen, så der blev kørt ræs gennem byen.

Derefter sejlede vi mod Røde Kina forbi Hong Kong, her fik vi eskorte af amerikanske krigsskibe forbi Formosa, for at komme op til Det Gule Hav, men vi skulle jo først passere Korea som vi nu havde på bagbord side.

Vi kom op i Ichong-bugten og passerede hospitalsskibet Jutlandia, vi kunne se flakkene inde over Korea når de skød og bombede.

Da vi var kommet fri af Korea og den amerikanske eskorte, sejlede vi ind i Det Gule Hav, vi kunne ikke se land noget sted, men vi måtte ikke sejle længere, det var vist noget med grænsekontrol.

Så kom der en lodsbåd med soldater og lods, som tog os længere ind mod Den Gule Flod, alt blev lukket ned, radiostationen, radaren og andre tekniske hjælpemidler, der blev posteret soldater forskellige steder på skibet, de blev blandt andet indlogeret i passager afdelingen.

De havde deres store vatterede uniformer på og tjekkede alt hvad vi gjorde, så kom der et par slæbebåde med havnearbejdere, de lå på dækket af disse store pramme og sov under åben himmel, selvom der var 10 til 15 gr. Frost.

De kom om bord og de havde selv deres eget køkken med, det blev stillet op ved 4 lugen umiddelbar lige uden for vores kabys, det viste sig at være russiske tvangs arbejdere de var fra Zarens Hvide Hær, de var strandet efter revolutionen.

Vi fik lov at smage deres mad, for første gang smagte jeg rigtig russisk bortssuppe, det var en oplevelse vi blev hurtigt venner med disse russere, vi lå der i 10 dage så sejlede vi videre til den gamle tyske koloni Thing Zing, hvor vi kunne få lov til at komme i land hvis vi ville.

Vi skulle dog først have et kinesisk Mao Pas det tog 3 dage. Jeg havde taget 20.000 af disse kinesiske penge op, men dem kunne man ikke købe så meget for, jeg købte en rosentræ figur.


Ølpause på dækket, Jutlandia.

Der var fantastisk meget antikt og gammelt kinesisk kunst til ingen penge, men jeg kunne ikke nå at få flere penge op på bogen, ellers havde jeg gjort det, Vi lastede Jordnøddeolie, den kom til skibet i cykelrickshaw med et stort lukket kar bag på, de holdt så langt øjet rakte.

Olien blev suget op fra disse kar til tanke på skibet, det gik langsomt men det kom om bord, der var vel 250 liter i hver.

Det er en flot gammel by, mange af de store huse er bygget som bygninger man ser i Lybæk og Hamburg, rigtig gammel Hansa-stil.


Aftaler bliver truffet, Jutlandia.

Vi sejlede fra Thing Zing Tao den dag Stalin døde, vi var sejlet om morgenen som vi fik det over radioen om efter middagen.

Vi skulle videre til Hirohata en lille by ved et kæmpe stort stålværk, her lå vi i 8 dage.

Vi havde travlt med at få gjort rent og luftet ud efter de kinesiske soldater, min kollega fangede et par store saftige lopper og nogle store lus, da vi skulle skifte sengetøj og gøre rent.

Vi forlangte at hele apteringen blev gasset, først sagde kaptajnen nej, men min kollega havde sat de fangede udyr ned i et øl glas og lukket det med tape, da kaptajnen så det på sit skrivebord kom han på andre tanker, der blev send bud efter nogle sanitets folk og så blev der gasset.

Den lille by hvor vi lå og lastede i var 7 huse 1 værtshus. Det var et skønt sted og Indbyggerne var meget gæstfrie.

Efter et par dage hørte vi ligesom med til familien, vi blev budt inden for i deres private gemakker, værtsparret havde 2 flotte døtre, men de var ikke til at røre, så jeg måtte nøjes med at holde i hånden.

Vi blev som sagt budt ind i de private gemakker, der blev serveret hårdkogte æg, en Japansk skik for gode venner, så blev der drukket Zakki og spist sukijaki, vi spiste jordnødder, tørrede ærter, alt imedens vi sang japanske sange.

Derefter skulle vi sejle til Kobe, det var her at 3 styrmand og jeg kiggede os om efter et par små Japanske skønheder. Han kontaktede en og spurgte om en til mig, og så piftede hun og straks var der endnu en lille skønhed.

Da pigen havde piftet kom alle de små søde ekspeditricer ud, for at se hvad der skete, vi fulgte med pigerne og kom til deres hus hvor et ældre ægtepar tog imod, og derefter gik og overlod huset til os selv.

Da vi Havde forladt Japan for at fortsætte rejsen hjemad, var vores første stop Kho Chi Chang hvor vi lå på strømmen, vi skulle ikke op til Bangkok denne gang og vi lå der i 4 uger.

Op ad tovlejderen myldrede det med piger lige så hurtigt som vi havde kastet anker, jeg stod og var parat til at klatre ned af lejderen, for jeg skulle i land og hilse på min pige fra første gang jeg var der med Selandia.


Torkil Brandsvig i hyggeligt selskab.

Vi sejlede fra Kho Chi Chang og videre til Singapore hvor vi var i Happy World og derefter i Bugis Street hvor jeg blev bestjålet af en lommetyv, jeg havde 250 Singapore dollars på lommen, så jeg måtte have forstrækning af mine kammerat elektrikeren fra Års, hans Far havde installations forretning og biograf i Års, han var en festlig fyr som fandt på de mærkeligste ting, men han var helt vild med at fotografere og smalfilme. Mange af de billeder jeg har, er fra hans kamera.

Vi for lod Singapore og sejlede til Kuala Lumpur som på det tidspunkt var hovedstad i Malaya, her mødte vi et Mærsk-skib, vi lå på en flodbred og lastede fra lægtere, det var vist nok Gummi, herefter gik rejsen videre til Penang hvor jeg besøgte min pennevens søster og berettede for hende hvad jeg havde oplevet i Kina og hvordan der så ud, hvordan vi havde haft soldater om bord i den periode hvor vi var der.


Torkil Brandsvig med veninde på poopen.

Næste dag gik rejsen videre til Madras i Indien hvor jeg var ude for at købe store badehåndklæder Frotte, for de var ikke til at købe hjemme i den kvalitet. Videre til Ceylon og der fra til Aden, gennem Rødehavet til Suez, Port Said, Herefter fortsatte rejsen med et smut til Beirut og der fra videre op gennem Middelhavet til Messinastrædet forbi Stromboli til Genova.

Rejsen fortsatte ned gennem Middelhavet mod Gibraltarstrædet og ud i Atlanterhavet, forbi Cape Vincent op langs Portugals kyst og forbi Cape Finistere som er sidste Landkending før Biscayen.


Vue frem over bakken.

Le Havre i Frankrig hvor vi lå en 3 til 4 dage, videre til Antwerpen, Rotterdam, Hamburg, Kielerkanalen et smut til Gedynia.

Det var sådan i Polen, at Skibet blev undersøgt hver gang vi ankom der til, og om det så var midt om natten blev vi kommanderet ud på dækket, så det var ikke altid lige spændende.

Vi satte kursen mod København hvor vi lagde til ved Islands Brygge og Sojakagefabrikken for at losse, der kom straks toldere om bord for at forsegle alt på Skibet.

Og os der skulle afmønstre skulle aflevere vores bagage i et særligt lukaf, så de vagt havende toldere kunne lukke det ud til os, og fortolde det der skulle betales for,

Jeg gik ned i toldvagten for at ringe hjem til min fader for at han kunne hente min radio og grammofon.

Det sorte gæng var i gang med at undersøge hele skibet fra for til agter. De fandt lidt her og der, i medens underholdt jeg og serverede for chefen for det sorte gæng, han forklarede mig en hel masse om hvad der ikke kunne betale sig, jeg lyttede og bekræftede ham i hvad han sagde.

Så ankom min fader og vi gik ned i min kahyt og han tog min radio og jeg tog selv grammofonen, vi gik ind i toldvagten de under søgte radioen og spurgte mig om der var noget der skulle fortoldes, jeg sagde nej og så tog de min grammofon for at undersøge den, de rystede den og jeg sagde vi kan da skrue det fra hinanden, men de sagde det er i orden, så kørte min fader hjem i forretningen med det.

Herefter gik jeg om bord og serverede videre til min vagt var slut og vi havde fået vores afregning, så skulle jeg have mine egne kufferter og hvad jeg ellers havde med mig i land.

I min grammofon havde jeg gemt 5 kartonner Pall Mall cigaretter, men jeg havde ikke fortalt min far det. Som sagt skulle jeg hjem med alt mit gods, og bo ved min mor i Husumgade 6.

Da jeg stod i toldvagten og havde bestilt en taxa og skulle have mine kufferter klareret, spurgte tolderen hvad har du at klarere? Jeg sagde jeg har noget tobak, cigaretter og nogle flasker spiritus. Så spurgte han om ikke jeg havde en grammofonplade med Tarang Bo Lang? Jo sagde jeg den har jeg lige netop 2 af, så du må gerne få den ene, da han ville betale for den sagde jeg nej, den er jo brugt godt på rejsen, så slog han hvide krydser på alt min bagage, og jeg tog hjem.

Den næste dag tog jeg over til min far i hans forretning, jeg skruede kassen fra grammofonen og tog mine cigaretter ud og samlede den igen, han blev sur på mig fordi jeg ikke havde fortalt ham om det, men han blev god igen, da han fik det ene karton cigaretter.

Den gang røg jeg både pibe, cigarer og cigaretter, ja jeg gik endda med piger og fik mig også en lille en over tørsten, men jeg var ikke forlovet eller på anden vis i et fast forhold.

Da jeg kom hjem efter min tid som flyversoldat søgte jeg arbejde og det var svært at finde noget, så jeg gik ned på forhyringen i Lille Strandgade og talte med kaptajn Jespersen, han lovede at lade høre fra sig, der gik 14 dage så blev jeg kaldt ind og fik besked på at bringe mine sundheds papirer i orden, og det fik jeg gjort.

Jutlandia 1955.

Jeg skulle mønstre på Jutlandia det var rejse nr. 2. efter det havde været ude som hospitalsskib Det var en rejse til Bangkok og retur, af den kendte rute jeg skulle igen ud for at opleve spændende ting hvilket jeg også gjorde.


Tjener Willy Hjort.

Vi kom til Hamburg, der var nu blevet bygget meget op siden jeg var her før min soldatertid, vi fortsatte til Rotterdam og til Antwerpen vi havde en afløserkaptajn der hed Borck og en afløserhovmester der hed Keirsteiner med på rejsen fra København til Genova, og disse to personer elskede at drille hinanden når det bød sig.

Vi havde fået passagerer om bord i Hamburg og i Antwerpen, de skulle jo have serveret i spisesalen og det fik de. Derfra gennem den Engelske Kanal over Biscayabugten hvor vi fik et for rygende uvejr.


Bager og Kok Jutlandia 55.

Hovmesteren lavede lynhurtigt menuen om, der skulle serveres gule ærter med fedt flæsk og alt tilbehør og derefter pandekager med syltetøj. Kaptajnen kom ned da han hørte hvad hovmesteren havde fundet på, løsnede sin stol som ellers var fast spændt under neden med en metalskruestang, så da jeg havde serveret for ham begyndte hans stol at flytte sig fra side til side, og når han kom glidende forbi bordet tog han hurtigt en skefuld suppe, dem der ikke var søsyge blev det hurtigt ved at se på ham, når han strøg forbi.


Bager kok og ungkok Löwert Jutlandia 55.

De fleste passagerer havde hurtigt fået nok, så der blev hurtigt tomt ved bordene, så da de skulle have pandekagerne var der faktisk kun kaptajnen og betjening tilbage.

Vi fortsatte forbi Cape Finisterre som er kendetegnet på Portugals Nordlige hjørne ned langs kysten til Gibraltar, Marseilles, Genova, Napoli. Her var vi oppe på en danserestauration og der var mange nydelige piger at danse med.

De amerikanske soldater var sat i højeste beredskab så derfor var der stille, var den forklaring vi fik.


Tjener Willy Hjort og Bartender Bent Kämpe.

Turen gik videre mod Port Said gennem Kanalen til søerne i midten hvor vi ventede på den fra syd kommende konvoj.

Den forandring jeg nu var vidne til, da vi sejlede gennem kanalen var slående, englændere og franskmænd forlod de forskellige kanalstationer som der ligger langs kanalen, de var i gang med at rømme alle disse og der var en underlig stemning.

Vi kom videre gennem den sydlige kanal og det var det samme trøstes løse syn der mødte os, vi sejlede fra Suez gennem Rødehavet forbi de 12 Apostle, og bunkrede i Aden inden vi stod mod Columbo på Ceylon og derfra videre til Penang hvor jeg igen hilste på min pennevens søster.

Derfra til Singapore og til Kho Chi Chang hvor vi lå på strømmen. Her så jeg min tidligere veninde og så fik jeg en kæp i øret, men det var ikke som tidligere, der var også sket forandringer, der var begyndt at komme mange Amerikanske skibe og de fik lov til at betale i dollars hvad vi betalte i kroner, så når pigerne skulle tjene penge bad de os om fri til at skaffe sig en ekstra indtægt.

Sådan blev det ringere og ringere at sejle på Bangkok men jeg fik sendt min pige ind til Bangkok og fik hende til at købe armbånd og øreringe og andre smykker som jeg havde bestemt mig for at jeg skulle have med hjem.


Bartender Bent Kämpe.

Vi vente hjemad efter 3 uger her og første havn var Singapore og der efter Columbo i Ceylon hvor vi lå i 10 dage. Derfra til Bombay hvor jeg også fik handlet en del.

Videre derfra til Karachi, Aden, Rødehavet, Suez, Port Said og så var vi atter i Middelhavet på vej op gennem Messinastrædet forbi Stromboli til Genova, her fik jeg afsat nogle cigaretter til tolderne, denne gang var der ikke nogen problemer med at få afsat vores varer, så prisen var også god.

Videre mod Gibraltar ud i Atlanterhavet og frem til Antwerpen her gik vi op til vores stamværtshus ”Den Fingerløse”

Herefter gik rejsen videre til Rotterdam, Bremerhafen, Hamburg, Kielerkanalen og til København.

Mongolia 1955-56.

Jeg mønstrede den 15. november 1955, Vi sejlede fra København til Kielerkanalen og derfra til Hamburg og Bremerhafen. Jeg var ikke i land i disse første 2 havne men gik først i land da vi kom til Rotterdam, jeg skulle jo lige indrette mig og vænne mig til at jeg var eneste tjener om bord.

Jeg havde fået en kahytsjomfru som modpol, vi kom godt ud af det med hinanden, hun hed Lotte en lille sag som meget hurtigt fandt ud af det med 3 mester, jeg husker at da vi kom til Le Havre kom han glædestrålende og fortalte os, at han havde inviteret Lotte med til Paris, vi andre kiggede på og sagde i kor at vi aldrig havde hørt om nogen der havde taget biblen med i himlen.


Kokken Bent Bolmer tager et hvil.

Jeg havde også fået en hel masse nye skibskammerater jeg kom til at bo ved siden af Julian Næs fra Færøerne der var maskinassistent og næst til ham boede en anden færøsk maskinassistent Andreasen, dette venskab fortsatte efter at jeg holdt med at sejle på langfart.

Efter Rotterdam fortsatte rejsen til Antwerpen, Le Havre derfra til Tilbery Dokken ved Themsen, derefter gik rejsen over Atlanten til de gamle Danske Vestindiske Øer i det Caribiske Hav.


Aftenhygge på poopen.

Her holdt vi Julen sammen med Skoleskibet Danmark der lå på red, det var et smukt syn, straks da vi ankom kom de Amerikanske Emigrations Myndigheder og Veterinærer for at gennemgå besætningen, det var en større sag end jeg tidligere havde set, vi kom faktisk i forhør.

For mit ved kommende kendte de til min deltagelse i salg af Dybbølmærket og min aftjening af militære værnepligt, så jeg blev godkendt men vores kok havde problemer, de viste at hans bedstefar havde været medlem af Det Kommunistiske Parti, så han måtte forklare sig og der gik lang tid med ham, han måtte skrive under på en hel del papirer, det var den 23. december om aftenen.


Lugen skalkes, Genova.

Næste dag den 24. december, da klokken slog 16.00 skulle jeg være klar med en drinks for hele besætningen oppe på båddækket agter under solsejlet hvor kaptajnen kom og holdt en lille tale.

Han ønskede os alle en rigtig glædelig jul, det var meget højtideligt, det varede en times tid hvorefter der blev sørget for julemiddag i de forskellige messer.


Kaptajn Berg, søn af direktør for Nakskov Skibsværft, holder juletale, undertegnede tv.

Jeg skulle servere i spisesalonen for passagerer, officererne, kaptajnen, maskinchefen, og 1. styrmanden, derefter skulle de op i rygesalonen og danse om juletræet som var af plastik, og derefter drikke deres kaffe m.m. det sluttede ved 23.00 tiden, hvorefter vi skulle i land for at se hvordan man fejrede jul her på St. Thomas

Vi fik at vide, at vi skulle tage ud til den franske bydel der lå på den anden side af kirkegården hvilket vi gjorde, her blev der danset calypso til den lyse morgen, det var et livligt sted og julen derude starter jo først den 25. december om morgenen.


Undertegnede har fået pige på skødet.

Vi lå der kun nogle dage men jeg fik da tid til at gå på indkøb hos Riise, et kendt stort varehus og drogstores hvor man kunne købe både spiritus og meget andet, jeg købte 2 kartoner mørk Sct. Croixs rom! 1 f1aske kostede 1 us dollars, 1 karton med 12 flasker 8. us dollars, dem havde jeg fået at vide, at jeg kunne sælge op ad kysten for at have lidt ekstra penge til handel.

Vi forlod St. Thomas og sejlede til Curacao, hvor vi skulle bunkere for vand og Olie, det var et smukt syn, meget malerisk, men også typisk Hollandsk, det var kun kort tid vi var der, herefter fortsatte rejsen til Colombia hvor vi lå i 2 dage derefter til Panama hvor vi sejler ind i Kanalen og videre igennem alle dens sluser, hvor vi bliver hævet og sænket i de forskellige faser af sejladsen, det var spændende at opleve og så var vi i Christobal på Stillehavskysten.


Reblejder gøres i stand.

San Diego blev vores første havn på den amerikanske vestkyst. Vi skulle fejre nytår ud for Mexico. I San Diego blev der afholdt Fest for en indbudt skare af Kompagniets kunder, de blev bespiste efter alle kunstens regler det store kolde bord med alt hvad der hører sig til, derefter kaffe og diverse i rygesalonen.

Men inden gæsterne forlod bordet skulle kaptajnens hat vandre rundt mellem gæsterne, så de kunne lægge en erkendtlighed til betjeningen, kaptajnen havde i forvejen lagt en 20 dollar seddel i, så sagde han at det var efter behag hvad de syntes at de havde råd til, så det var jo ekstra lommepenge vi fik på den måde, men da vi lå der skulle jeg jo ud for at besøge Inges gamle arbejdes kollega som var på et studie ophold hos en frisør fra Odense der havde Salon i Beverly Hill en bydel i Hollywoods fornemme kvarter.


Land i sigte.

Jeg troede at jeg var smart da jeg skulle ind til hende, så for at spare penge tænkte jeg at jeg kunne tage den på stop ind til Hollywood så det gjorde jeg, men jeg fik faktisk et chok for der standsede en vogn og fyren sagde drop ind, han havde spurgt hvor jeg skulle hen, men det gjorde han ikke, han lå og kørte med mig på må og få, med en flaske Burbon Whisky mellem benene og drak af flasken, så beordrede han mig til at tage en slurk hvilket jeg gjorde, jeg var sgu hunderæd, pludselig kørte han ind til siden og lod mig stå af, jeg gik videre hen og tog den bus jeg skulle op i for at komme ud til Emmy.

Jeg fortalte hende om hvad jeg havde været ude for, og hun sagde at jeg havde været heldig, og at det var utroligt farligt at prøve på den slags der ovre.


Glassene er ved at være tomme.

Vi tog forskellige steder hen som Emmy viste mig jeg var henne og se der hvor hun arbejde og vi gik på Sunset Boulevard, jeg fik givet hende gaven fra Oluf Nykjær og over bragt hilsen til hende fra de forskellige hjemme i Danmark.

Fra San Diego gik rejsen videre til San Francisco hvor det øs-regnede og det havde det gjort i over 30 dage, så det var ikke meget jeg fik set der. Vi lå lige under den berømte Golden Gate Bridge, på den modsatte side ligger byen Orkland der forbindes med Orkland Bay Bridge hvor man passerer San Quentin Fængslet der ligger på en halvø midt imellem disse byer og broer.

Videre fra San Francisco op ad Stokton River til hovedstaden i Californien, der var oversvømmelser så langt øjet rakte på grund af den stadig nedbør som de havde været og stadig var udsat for, ude i bugten som vi sejlede op igennem, lå der lange rækker af Liberty-skibe og Victoria-skibe, som var lagt i mølpose efter 2. Verdenskrig. der lå også en fantastisk masse krigsskibe af forskellige slags i mølpose, alle de gamle Liberty og Victoria både der var på 10.000. til 15.000 tons var fyldt med overskuds korn, og lå blot for at vente på nye tider og nye krige.

Da vi kom til Stokton var det holdt op med at regne, solen var kommet frem igen, vi havde fundet ud af, at der var premiere på en ny Frank Sinatra film og den ville vi gerne ind og se.

Om aftenen tog vi af sted kokken, bageren og jeg, der var lang vej ind til byen så kokken der havde været der før, sagde vi prøver at tage der ind på stop, vi tænkte at når vi var 3 så kunne der ikke ske noget.

Vi stillede os op i vejkanten og et stort amerikansk dollargrin bremsede op, der sad 2 store negerkvinder og de sagde drop ind, så kørte vi af sted ud i byens negerkvarter ind foran et stor hus og parkerede, de 2 kvinder sagde come on bojs.

Kokken sagde lad mig gå først, vi andre 2 fulgte efter og holdt hænderne over hovedet og dukkede os i det vi løb inden for, der stod et på store jernsenge hvor de 2 kvinder smed sig idet de hev deres kjoler op, de havde ikke noget undertøj på, det var et kosteligt syn, kokken råbte vi stikker af skynd jer, vi løb som var det for livet, vi kom ind til det sted hvor Biografen lå, og fik købt billetter.


I gulvhøjde.

Vi sejlede fra Stokton og ud i Stillehavet, videre op ad kysten til Portland i Origon det var en flot by den var også meget grøn det var faktisk som man kom hjem til Skandinavien, alle disse store flotte fyrretræer, det var et sted jeg godt kunne tænke mig at være.

Jeg fik solgt mine flasker Rom og fik 5 dollar pr. flaske, jeg solgte dem til havnearbejderne så det var ikke noget problem, derefter fortsatte rejsen til Vancover i Canada her lagde vi til ved en Papirmølle for at hente Papirmasse til Europa.

Her kunne vi få lov til på egen hånd at gå rundt og se hvordan man der producerede cellulose og papir lige fra træstammerne kom ude fra Floden og blev flådet ind til fabrikken.

Så går det hjemad, Portland, Norton, Guus Bay hvor vi fik en passager om bord, han var norsk-amerikaner og skulle hjem og besøge sit gamle land på ferie. Vi fortsatte rejsen til Orkland hvor vi lå nogle dage, det var en kæmpe by, vi kunne se over på den anden side at bugten, der lå San Francisco det så flot ud, nu hvor det ikke regnede, kunne vi se Alcatraz fængslet midt ude i bugten.

Derefter tilbage til San Diego. Her fik vi fyldt op med nye passagerer der skulle til Europa der var en stor ung amerikaner, hun skulle til Tyskland til de amerikanske styrker som kontordame, hun hed Merry Jean og hun blev forelsket i vores kok, så var der en kendt amerikansk pianist fra Boston Philamonikerne, han var omkring de 70 år, han havde sin kone med, og så havde han et øvelses klaviatur i fuld størrelse som han sad og spillede på hver dag ude på dækket.

Vi havde 12 Passagerer med på rejsen tilbage til Europa. Jeg besøgte Emmy endnu en gang og vi var ude og se China Town i Los Angeles. Derefter sejlede vi fra San Diego, ned til Panama gennem Kanalen, og derfra endnu engang til St. Thomas.

Derfra gik rejsen til Dublin i Irland her skulle jeg i byen, den store amerikanske pige Merry Jean havde jagtet mig, for at jeg skulle følges med hende ind til Dublin, men da vi stod af bussen inde i byen, så jeg mit snit til at blive væk fra hende, jeg mødte min redningsmand, den norske restauratør, han kaldte på mig og bad mig følge ham gennem hovedgaden i Dublin, frem og tilbage.


Hovmester, "Potter og pander"

Fra Dublin sejlede vi op til Belfast i Nord Irland, vi var på et værtshus men der var en anden stemning her end den jeg havde mødt i Dublin, derefter fortsatte rejse til Le Havre, Antwerpen, Rotterdam, Hamburg.


Hovmester og koksmath.

Vi skulle i byen om aftenen og vi skulle op og kigge i den frække gade Herbert Strasse, kokken, bageren og jeg havde lovet at tage Merry Jean med og hun var i det store skrud og på Stilet hæle, for at komme ind til Hamburg måtte vi ind med nogle små både og da hun sprang ned i båden var vi bange for at hendes stilethæle skulle bore et hul i båden men det gik, vi kom igennem den frække gade hvor pigerne i vinduerne hujede og skældte ud på Merry Jean, så vi kom hurtigt igennem.

Vi lå på strømmen i nogle dage for der var jo generalstrejke i Danmark, så vi skulle ikke til København. efter vi havde ligget der i 3 dage og uden varsel, kom Inge på besøg i Hamburg og havde fundet ud af hvordan hun kom ud til skibet.

Kaptajnen og 1 styrmanden sagde, at det var i orden og at hun skulle blive på skibet. Vi sejlede ind til 28. pakhus kaj, der var ØKs faste plads i Hamburg.

Så blev strejken i Danmark afblæst, og vi kom til København for en kort tid, inden jeg skulle fortsætte rejsen som blev min sidste tur.

Mongolia 1956.

Hjemme i Danmark hørte man ikke så meget til disse uroligheder der var jo ikke rigtigt kommet gang i Fjernsynet men i Indien og Pakistan ulmede uroen mellem Hinduer og Muslimer for os søfolk fik vi forskellige krigstillæg i de forskellige zoner vi sejlede i, der var fra 40 % til 180 % på grundhyren alt efter hvor du befandt dig.


Dækslast.

Vi var i Øst Pakistan det nuværende Bangladesh hvor efter at rejsen igen gik hjem efter til Calcutta. Her var der nogen som tilbød mig at fragte opium med til et ikke nærmere aftalt sted i Europa, jeg skulle få det godt betalt, men jeg takkede pænt nej.

Jeg skulle ikke nyde noget, for det er nemlig sådan gør du det først en gang, så hænger du på den rest af din tid, hvor end du kommer, de skal nok finde dig.

Jeg havde hørt advarslen og sådan blev det. Jeg har aldrig smuglet narko, men jeg har da smagt en af deres kuli-cigaretter det var Hash og det smagte mig ikke, men så havde jeg prøvet det med.


Undertegnede ankommer, i baggrunden.

Rejsen gik hjem over, vi kom til Madras, Columbo, og Bombay, her var hele kajen hvor vi lå levende af rotter, de indiske kulier lå og hvilede sig på kajen og det generede ikke dem at rotterne løb rundt mellem benene på dem.

Næste dag gik messepeter og kammerdrengen ned for at samle sten så de havde et forråd til at bombardere rotterne med om aftenen.


Tid til at få frisuren rettet.


Og det var tiltrængt.

Drengene gik til angreb på dem og de slog flere ihjel. Inderne betragter faktisk rotterne som et helligt dyr. Rejsen gik videre til Goa, Karachi, Aden, Rødehavet, Suez.

Her fik vi en russisk lods og vores kaptajn sagde til mig, Hansen jeg går ikke på broen, det må 1. styrmand Nislev ordne, og de må sørge for at der bliver serveret hvad der bliver bedt om.

Jeg sagde javel kaptajn, hans fader var direktør på Nakskov Skibsværft og han var stærk imod russerne. Jeg gav Nislev beskeden fra kaptajnen og sådan blev det.

Jeg havde i Aden købt mig et fotografiapparat så jeg tog en del billeder fra kanalzonen. Da vi kom til Port Said skulle vi ligge til kl. 17.00 og jeg havde fået fri og lov til at gå i land og jeg havde taget mit nye kamera med.

Mens jeg gik og fotograferede mødte jeg en norsk Lods på gaden, han spurgte hvor kommer du fra? Jeg sagde København, han inviterede mig med op på hans Hotel og vi drak det meste af en ½ flaske whisky og klokken nærmede sig hurtigt 16.15 og jeg skulle være om bord senest kl. 17.00, jeg nåede at komme ned og igennem gaten og op på den båd der sejlede mig ud til skibet. Netop som jeg kom om bord satte sirenerne i gang og der var flyvere over alt.

En ny Mellemøstkrig var brudt ud, vi kom ud som den sidste konvoj af kanalen og vi fik hurtigt smidt fortøjningerne og stak ud i Middelhavet op mod Beirut, der på det tidspunkt var ”Orientens Perle” det var et flot syn at se hele byen oplyst af disse forskellige farvestrålende lysreklamer.

Vi lå der kun i 1 døgn hvorefter rejsen fortsatte til Livorno hvor jeg var ude for at købe mig nogle flasker Vermouth, som jeg ville have med hjem til Danmark.

Jeg var kommet ind på en vinstue eller knejpe og jeg fik serveret noget vin i et stort trækrus, der sad en del tyskere og sang gamle nazisange, jeg drak af det jeg havde fået serveret og begyndte at føle mig søvnig og utilpas, så lagde jeg penge og tog mine poser og gav mig på vej.

Fik fat i en taxa, ned til skibet, det hele dansede for mig, jeg tror den dag i dag, at de havde kommet noget i den vin jeg drak, for at de kunne rulle mig.

Da jeg kom om bord sørgede Julian for at jeg kom ind på mit kammer hvor jeg faldt i en dyb søvn. Efter denne forskrækkelse kom vi til Genova, Marseilles, Gibraltar og hjem til det kølige Danmark.

Jeg afmønstrede da jeg kom til København d. 7. november 1956.

Dette var min sidste rejse med ØK.

Per Alfred Hansen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN