Om livet i ØK EAC skibe.

"MULLE" FORTÆLLER.

"DET VAR SÅDAN DET VAR"
Sejltid ØK (Østasiatisk kompagni )
1962-1966.

I dette afsnit omtaler jeg sejltiden med 3 ØK skibe, NORDIC HERON, dampturbinetanker, KAMBODIA og MALAYA, begge stykgodsbåde, jeg fortæller direkte om Heron, det var et damp og tankskib, men tager Kambodia og Malaya fælles, det var begge stykgodsbåde og dieselskibe, så jeg kombinerer de ting jeg vil omtale, så det kommer til at fremstå som en rejse, det vil ikke gøre den store forskel.

Hvordan kom man ud at sejle, ja man kunne begynde med at spekulere over hvor man helst ville hen, det skulle jo gerne være lidt mere spændende end København - Malmø, så det endte med at jeg mødte op på ØK's Maskininspektion på Orientkajen i Frihavnen, for Østen måtte være sagen.
Efter at have ventet vel 1½ time kom jeg til at tale med "Faber", ham skulle jeg komme til at høre meget mere om, nå jeg fremførte mit ærinde, om det var muligt at mønstre ud som maskinassistent i ØK , jeg havde selvfølgelig alle papirer, svendebrev, etc. med, han så længe på mig, og så sagde han til sidst "måske", efter jeg ved ikke hvor længe, kom det så, "kom igen når du har en søfartsbog", så var det at jeg høfligt spurgte, kan De oplyse mig om hvor man kan få sådan en, "Helsingør ligger den vej", svarede han, imens han pegede ud ad vinduet, og så var den samtale slut.

Så måtte man i gang, jeg endte på et kontor i Kronprinsessegade, blot for at erfare at man kunne godt få en søfartsbog men ikke uden at man havde en hyre. Det virkede lidt åndssvagt, men det sagde reglerne, så jeg måtte tilbage til Faber, han vidste jo udmærket godt at det var sådan, kan skulle bare køre lidt slædetur med en. Nå men det lykkedes naturligvis og jeg fik hyre.

Det var så Heron jeg først kom ud med, vi var vel 8 - 10 mand som skulle påmønstre i Wilhelmshaven i Tyskland, jeg husker hvordan vi blev modtaget af chief'n og 1. mester Sloth mener jeg han hed, blev arbejdsmæssigt fordelt, der skulle være 2 "pumpemænd" på dækket og resten i maskinen, vi fik vagtplaner og anvist vores lukaf. Efter en kort orientering om løn og arbejdslister, sikkerhedsøvelser og besked om hvilken mester vi skulle dele vagt med, hvis man ikke var blevet "dagmand", det blev jeg for øvrigt, så var der frit slav indtil vi lettede næste morgen .
Hold kæft, nu var man rigtig sømand, ja go'morgen, som sagt, vi sejlede den følgende morgen og da vi skulle ned og "skaffe", altså spise morgenmad, satte vi 4 nye os ved et ledigt 4 mands bord, det var i officersmessen, vi var officerer, laveste rang, men alligevel i hvert fald.

Nordic Heron

Som sagt, vi var nye og vi gik ombord i buffet'en, den var såmænd ikke overvældende, men der var hvad der skulle være, bl.a. cornflakes, det tog vi en go' portion af, mælk på og så i gang. Vi hæftede os ikke ved at "de gamle" som også havde taget cornflakes ikke havde så travlt, men vi opdagede da vi næsten var færdige, at de ligesom skummede et eller andet af mælken, en af os gik derover og spurgte hvad de lavede, nåe det er såmænd kun melbakker, små insekter, vi så godt at I fik dem med, men det er jer vel undt, nå men det er jo sådanne ting man bare griner af bagefter, det hører med.
Jeg har bestemt at dele dette afsnit op i oplevelser i og udenfor maskinen, fordi det ikke skal blive for rodet. Jeg er begyndt med det sidste og fortsætter sådan.
Vi skulle til Golfen, og det gik derned ad, man noterede sig forskellige landkendinger, f.eks. Kap Finesterre på Portugals kyst, Gibraltar, osv. og kom så til Port Said, og skulle igennem Suez kanalen. Man bliver anvist en ankerbøje og venter så på at der kan dannes en konvoj på ca. 10 skibe som så går igennem sammen, der er tvungen lodspligt og han forlader os når vi når Suez. Gennemsejlingen tager med ventetiden i den store sø, (der afventer man den modgående konvoj), ca. 12 timer.
Vi blev så sat fri og så begyndte kapløbet, styrmænd er også legebørn, Heron var på det tidspunkt et af de hurtigste tankskibe med en topfart på 20 knob, og det var en evig sport skibene imellem at komme først igennem Rødehavet, så vi måtte passe på ikke at give broen alt hvad vi havde af damp fra starten, hvis det var 2. styrmand der var på broen var den helt gal, han ringede hver halve time og ville "lige" have en halv knob mere, det vidste vi.
Da vi var vel ude af Rødehavet var den første, næsten faste station, Aden i Syd Yemen, på Saudi Arabiens sydøstkyst. Det var på det tidspunkt en Engelsk kronkoloni og derfor told og afgiftsfri i alle henseender, der var alt til salg, og det benyttede man sig flittigt af. Vi lå der altid ca. 1 døgn, modtog post, evt. supplerende proviant og andre fornødenheder.
Fra Aden gik det sædvanligvis til Golfen. Der var 3 raffinaderier som var mest besøgt, Mina Ahlamadi i Kuwait, Kharg Island og Basra i Persien, nu Iraq, det sidste er vel i dag mere kendt end det første antager jeg, både byen og landet, men det hændte dog at vi også anløb Bahrein og Oman. Golfen blev rettelig kaldt "verdens røvhul", for temperaturen var sjældent under 40 grader og der var altid vindstille, og så uden solcreme.
Nå vi var der jo for at laste olie og den første last husker jeg altid, skibet skulle jo have tankene fyldt i en bestemt orden på grund af balancen i skibet, alle der var på dækket under last havde INTET på eller omkring sig af jern, gnistfare selvfølgelig. Når jeg ser de koncentrerede gasstråler som stod op af trykudligningshullerne, sådan en havde hver tank, så er der absolut ikke noget at sige til det, hvis man stak hånden ind i sådan en stråle gas, blev man faktisk våd, og det lugtede i flere dage. En anden ting var, at når man lå ved siden af en japansk tanker, de hed altid "Maru " til efternavn, og på ca. 500.000 tons, så var vi alligevel ikke så stor.

Nordic Heron

Vi kom vidt omkring, rækkefølgen af rejserne kan jeg ikke gi', men jeg kan nævne de fleste steder vi var med Heron. Udover Golfen var det: Durban, Sydafrika, Shihkuhu, Japan, Maracaibo og Rio de Janeiro, Sydamerika, Singapore, London, Rotterdam, Antwerpen, Mersin, Tyrkiet, Bombay, Indien, Newcastle og Kalundborg. Eksempelvis gik vi fra Golfen mod Durban i Sydafrika, for "ordre", som det hed, når destinationen ikke var sikker, det var den sjældent, man må huske på at en last olie kunne blive solgt flere gange før den blev endeligt losset, så vi vidste aldrig præcis hvor vi ankom til, ikke engang skipper.
Men det blev Durban, og på vej derned gik vi igennem en ækvatorial storm med søen lige ret imod, det er det værste for en tanker for man kunne risikere at komme til at ride på 2 bølger, det er meget hårdt ved skroget. Det skete lige præcis og det resulterede i at den revne i trykskroget, som blev svejset hver gang skibet var i dok, den revnede med et knald, det var lige ud for 3. mesters lukaf, han kom eddermalme hurtigt ud, men fandt hurtigt ud af at det ikke betød det store, men der var go' sø.

Det var lige i den periode at apartheit blev indført i Sydafrika, det kunne tydeligt ses i bybilledet, "White only" og "Black only" butikker, busser, tog, ja faktisk alle offentlige steder, det var kedeligt at se. Nå men det var raffinaderiets første besøg, vi ankom med alle signalflag hejst men de var slet ikke i stand til at modtage olien i løbet af de par døgn som var sædvanlig lossetid, der ville gå mindst en uge, så dagmændene, som jeg jo var en af, havde rigelig tid til byture. Det var vel middag på den første tur i byen og vi var 3 gutter som tog en tur igennem hovedgaden, da kom der en gående imod os, han virkede bekendt, men i Sydafrika, nej, jeg vendte mig alligevel om, det havde han også gjort, om ikke det var en skolekammerat, Preben Lund, hva’ faen laver du her, og omvendt, han var udsendt af et engelsk tæppefirma og skulle en tur op igennem landet med sin Land Rover, vil du med, det tager 3 dage, jeg måtte have fat i chiefen og forelægge det og fik OK, hvis jeg kunne få dækket mit arbejde, det kunne jeg, og fik en fantastisk tur op igennem zulu landet, sov i "craal", små landsbyer, og så en masse, det var sgu meget skægt.
Fra Durban gik det tilbage til Golfen efter et nyt læs, og så var det Taiwan for ordre. det blev endeligt Japan, vi kom ud af Golfen og satte kursen østover, jeg mener at det var på denne tur at vi i det Indiske ocean påsejlede en hval, det gav pludselig et stort ryk i skibet, og det var om eftermiddagen husker jeg, vi kunne se at havet omkring stævnen blev mere og mere rødt og at det var en stor hval. Om det har været en blåhval eller en kaskelothval kunne vi ikke konstatere, men vi kunne mærke det så tydeligt, Heron havde en dødvægt på 35.500 kg. så det var noget stort, vi kunne se at der hurtigt kom andre til, hajer måske spækhuggere, der blev forholdsvis hurtigt ro og vi sejlede videre. Vi rundede Ceylon sydover og kom, for mit vedkommende for første gang, ind i Malaccastrædet imellem Sumatra og Malaysia, (dengang Malaya) det var så ikke den eneste gang viste det sig senere.

Malaccastrædet er noget helt særligt, i regntiden hvor det dog ikke regner hele døgnet, jamen man kunne dufte junglen, og næsten hvad de havde på menuen i de små byer inde på land, at sidde på dækket og bare fornemme og nyde det, var bare ubeskrivelig skønt.
Vi fortsatte mod Formosa, (nu Taiwan) op igennem det Sydkinesiske hav, og der bestemte skipper sig for at gå igennem Formosastrædet, det var ikke helt efter bogen, men kortere, en del af strædet var kinesisk territorialfarvand, så opdaterede søkort var helt sikkert et plus.
Det var formiddag da vi pludselig så en grøn jager, det var ham, kineseren i sin MIG 15, han gik så lavt ned over os at vi vitterligt kunne se piloten, han gentog sine dyk et par gange og forsvandt så igen.
Knapt var han væk før 3 Super Sable DS jagere kom, de var vel lettet fra Formosa og skulle lige se om alt var vel, de forlod os med kip med vingerne, der blev passet på, men jeg gad vide om skipper fik tak for det.
Vi kom så til Japan, pladsen hed Matsuyama og var ganske lille, vi lå på strømmen og kunne ikke komme ind på plads, det kom vi dog i løbet af dagen.
Vi var der i 4 døgn og på den tid nåede jeg at konstatere at det var virkelig en lille by, fik købt 3 kimonoer i silke, komme hjem til den lille dame som solgte mig kimonoerne, besøge hendes forældre, hun boede der, lægge skoene inden entre, opleve et japansk hjem, sidde på gulvet og spise med pinde, og så må jeg indrømme at jeg nåede også at overnatte, japanernes forhold til en så hurtig fremfærd var endog særdeles afslappet.
Nå men efter nogen slingersejlads blev det Venezuela, Maracaibobugten, og hvad ser man lige pludselig, såmænd en lokal tanker med et stykke kørebane på dækket, han havde påsejlet motorvejsbroen over bugten, vi fik oplyst at mange biler var forulykket eller kørt i vandet.

Hvor mange der omkom ved jeg ikke, men jeg er glad for at kokken var ivrig fotograf, ellers kunne jeg ikke bevise det.

Nå men byen er der ikke noget særligt at berette om, fattigt og møgbeskidt, så vi fik læs og satte kursen vel mod Europa. Det kunne være London, Rotterdam eller Antwerpen der var målet, men vi ta'r London, vi skulle jo op ad Themsen og da var det en ærtesuppe af en tåge, jeg kommer senere til det når vi kommer i maskinen, men frem kom vi selvfølgelig, og havde et par dage der.
Vi lagde af med Gibraltar for ordre, men endte for anden gang i Venezuela, men først måtte vi gå ind til Tenerife for at bunkre, det tog 1 døgn, og så videre, næste dag fik, "Gnisten", en heftig vejrudsigt, en orkan, man havde døbt den "Flora", den ville krydse vores kurs fra Mellemamerika, de har jo den slags derovre. Nå men sådan var det, den var beregnet til at ville vare ca. 3 døgn og vi gjorde klar, fysisk kontakt imellem midt og agterskibet ville være afskåret under orkanen, sådan at forstå at vi måtte blive hvor vi var, vi måtte jo have noget proviant så vi kunne klare os, det gik også fint men jeg skal da lige love for at der blev gang i den, jeg har på smalfilm fotograferet ud af mit lukaf vindue frem mod midtskibs, bølger på over 20-25 meter, for det var vel højden på skibet fra vandlinie til åben bro, og der var bølgerne uden skum, så det var rene varer, vi gik igennem i de 3 døgn. så det var godt at der var slingregrej på bordene og i køjerne. Når man er midt i sådan noget strejfer det en kraftigt, hvor lille man egentlig er.

Jeg kan lige komme ind på hvad der skete og hvordan dagen kunne gå, når vi havde fri.

Om dagen kunne der være flyvefisk som landede på dækket, de kunne vel svæve ca. 15 meter, når vi var bare 100 km. fra land, var Albatrosserne der, flot fugl, men de kunne ikke lette uden at kaste sig ud fra noget, for resten siger man at i alle Albatrosser bor en gammel hollandsk skipper så man skal behandle dem ordentligt. Vi kunne også se delfiner krydse i leg foran boven, i bovbølgen, og om natten kunne vandet være helt selvlysende, det var en bestemt plankton som lyste svagt grønt ved bevægelse, morild mener jeg det hedder, det var ejendommeligt, men flot at se. I golfen kunne vi spejle æg på dækket, vi havde også en lille pool med havvand, der kunne vi også få planktonet til at lyse ved at bevæge os. Et evigt problem var køleskabet i officersmessen, hvis bajere var nu hvis, der blev lavet mange mærker, opfindsomme låse og andet, men bajerne, de var sgu ligeglade, de forsvandt bare.
Chiefen , jeg mener at han blev kaldt "Den Røde", han havde af og til sin kone med, hun så godt ud, det gjorde hun virkelig, og hun vidste det, hun gik gerne tur i minishorts og en helt igennem "ligemeget BH", frem og tilbage, når hun gik på løbebroen kunne hun pludselig vende sig om, hun vidste jo godt vi lurede, ondt gjort.
Noget af det bedste, når man var dagmand, det var når man sådan en aftenstund, sad ude på poopen, at sidde der og se på alle de fantastiske solnedgange, sludre og nyde en pilsner som havde overlevet køleskabet, ubetaleligt, men det skulle ØK vel ikke høre.
Vi var 12 forskellige nationaliteter, og i alt 68 mand, men det gik fint, bortset fra vores "pudseklude", det var arabere som var påmønstret, som regel i Port Said og var blevet lovet job i maskinen, når vi var kommet til havs, blev de "kammerdrenge", deraf pudseklude, OK de fandt sig i det, hvad skulle de ellers også gøre. Det var også meget sjovt at gå rundt og purre, det var ikke altid at de var oppe, specielt ikke de arabere som havde fået job i maskinen, se der brugte vi et yderst effektivt middel, man tager simpelt hen mandens arm og lægger den ud over køjekanten og trykker lidt, så stod de selv op, helt automatisk og det uanset hvor godt de sov.
Vi besøgte også Cairo og Pyramiderne, af sted fra Port Said og ombord igen i Suez, den var fin, og chief'en var med.
Når vi lå i Port Said og ventede, kom der altid et hav af handlere med marokkopuder, kamelsadler og alt muligt, en af dem havde solgt 10 meter sølvbrokade til vores messedreng på 15 år, det skulle hans mor ha', der var sølv i 3 meter og så brokade for resten af pengene, det kunne man ikke ha', så de røg overbord med sadler, puder og brokader og hele baduljen, der blev lidt tumult i byen om aftenen.
Når vi skulle vaske foregik det med et steamrør, simpelthen et rør med en hane, der hængte du en spand, så røret var nede i vandet og lukkede så op, det var overhedet kraftdamp fra kedlerne. Det duede bare ikke til plasticspande og nylonskjorter, der blev kun hanken og knapperne tilbage. Vi satte også arbejdstøj i blød med kaustisk soda, da det havde stået i ca. 8 dage røg det ud over siden, spild af soda og arbejdstøj.
Det blev jo også Jul og Nytår, og så havde Gnisten travlt med at modtage og aflevere telegrammer hjemmefra, der kunne sendes hilsener over Lyngby radio, som jo dækkede hele jorden på kortbølge, vi havde også en stor kortbølgeradio i officersmessen, der gik Danmarks Radio fint igennem.

Vi fik skam også julegaver, de kom fra mange forskellige foreninger, f.eks. sømandskirken, hvor den Norske var helt suveræn (de havde jo også en stor handelsflåde) min julegave et år var et stort solidt strikket halstørklæde, jeg må lige indskyde at vi holdt Jul i Golfen, men det kunne selvfølgelig bruges senere. Der var afsenderadresse på og jeg sendte selvfølgelig en tak tilbage, det var en dame i Gilleleje som havde sendt det, som en gave til "en sømand i det fjerne", ska' vi lige ha' en kleenex frem til øjenkrogen, nå men tanken var fin nok.

Julebrev fra Karen Christiansen Gilleleje

Når jeg lige har nævnt sømandskirken skal det også med at vi havde et 16 m.m. tonefilmsanlæg, det havde høkeren ansvar for, og i de fleste havne fik man så sin film byttet, så imellem hvert anløb havde vi mindst en film, der så blev vist nogle gange.
Man siger at alle mennesker kan huske hvor de var og hvad de lavede den dag da verden fik at vide at Kennedy var blevet skudt i Dallas, det kan jeg også.
Jeg var i maskinen og var ved at skrabe et nyt leje til en af de store kompressorer, da 2. mester "Ferdinand" kom farende, Kennedy er blevet skudt, Kennedy er blevet skudt, og jeg husker at jeg udbrød, hvor henne, et eller andet sted svarede han, og så var han væk igen. Samme "Ferdinand blev afløst af en ny 2. mester og i den forbindelse blev jeg sat på vagt, det blev sammen med ham, vi fik 8-12 vagten, han hed Bent - en skide flink fyr, han skulle have sin damptid. For resten, husker jeg at en hel flaske spiritus kostede 8 kr. og en stang Pall Mall var vel oppe i en 10'er, så må vi vel huske at overarbejde blev betalt med 7,80 kr. i timen.

Vores "kammerhygge" , var også noget jeg husker, det foregik spontant det var på skift, vores gang hed jo meget naturligt "assistentgangen" og så fik vi pudsekluden til at hente lidt godt fra kabyssen, og så lidt musik på, jeg havde en Trans Arena transistorradio og en stor Grundig TK46 spolebåndoptager, den var for øvrigt købt i Aden for næsten ingen penge, nå tilbage til hyggen, der blev snakket og sludret så det kunne blive til noget, det var bare rigtigt godt, jeg satte engang båndoptageren til mikrofon og lod den køre, det var et mageløst resultat, desværre har jeg mistet båndet, det er egentlig hammer ærgerligt.
Nå men vi fik igen ordre og havnede i Kalundborg, de ville godt ha' vores olie. Min far og Lene kom og besøgte mig, og han fik en rundvisning i maskinen og vi snakkede faktisk godt, så det var udmærket, jeg tror for øvrigt at det besøg fik en betydning for resten af mit liv, det skal jeg nok komme ind på senere.
Nå men der skulle jo provianteres til et år med diverse, dog ikke ferskvarer, jeg kan til behagelig orientering oplyse at vi fik mange pilsnere ombord, et halvt hundredetusinde var det nok. Heron forlod Kalundborg og gik til Newcastle upon Tyne i Nordengland, der var blevet plads på Smidts dock's, det var værftet som skulle lave det årlige eftersyn. Jeg havde fået orlov i nogle dage og var hjemme, men returnerede hurtigt, Esbjerg-Harwich og med "The Flying Scotsman" fra London til Newcastle, det var datidens største damplokomotiv, en lokomofut der kunne noget.
Det værft var uden lige den største rodebutik man kunne forestille sig, der var passage på nogle smalle gader imellem dynger af skrot og affald, kors bevares, og hvorfor man skulle spilde 14 dage der kunne bagefter virke omsonst, alt skulle repareres og efterspændes da vi stak til søs igen, dampen fes ud alle steder, vi var ikke fan's af englændere dengang.

Nå men vi havde nogle sjove dage alligevel, jeg kan nævne i flæng, Radio Bar, et sted med fuld fart på, så meget at Bobbyerne ofte kom der, ikke for at slukke tørsten, næ, under en gang tumult oplevede jeg faktisk at tyngdeloven blev ophævet, det var ganske nyt for mig, indtil jeg opdagede at det var en 2 meter Bobby der havde inddraget min jordforbinde1se, han smed mig simpelt hen væk, sådan rigtigt ud på gaden i regnvejr, jeg var ikke den første kunne jeg se, vi gik så ned og fik noget fish and chips, det var mere roligt, fisken var godt og vel død kunne jeg lugte. Der var gang i byen om aftenen og natten, det var lige på det tidspunkt at "Dave Clark Five" var på toppen, Beatles og Stones stak næsen frem, så hysteriet trivedes flot, jo det var festligt. Der var også en aften, en af gutterne kunne ikke holde sig fra det der "Guinnies", det sorte stads, han havde drukket 3 inden vi skulle i byen, lige så mange gange måtte han pludselig stoppe op, vende rundt og spæne tilbage, det var noget med rynkebåndet, 3. gang opgav han, han skulle vist have vasket noget tøj, så vi gik uden ham.

Og nu vil jeg så invitere jer en tur ned i maskinen.
Det var jo et dampskib, så maskinrummet og kedelpladsen var vel på størrelse med ½ fodboldbane, det passer meget godt, der var 2 dampturbiner, fremturbinen som havde 14700 hk. og bakturbinen havde 11.000, der skulle bruges noget damp, overhedet kraftdamp ca. 1400 grader. Til at styre turbinerne var der på manøvrepladsen 2 store håndhjul, vel 1 meter i diameter som regulerede trykket, der var maskintelegrafen og omdrejningstæller til skruen, samt alle øvrige ure og manometre til maskinens drift. Jeg fik som fast vagt, ansvaret som manøvrevagt, d.v.s. at når vi havde havne eller tågemanøvre, så var det manøvrevagten som udførte ordre fra broen via maskintelegrafen, vi havde nemlig på den lige omtalte tågesejlads, en såkaldt "Forceret bakkommando", det hændte, at telegrafen 2 gange i rap kom ned på fuld bak, og så mente de det deroppe.

I sådanne situationer var chiefen ved turbinelysmaskinerne, 1. mester på kedelpladsen og 2. mester overordnet rundt omkring, det aller vigtigste var IKKE at bruge mere kraftdamp end at lysmaskinerne kunne køre, det var samme forsyning, og at fyrbøderen fulgte med og brugte de rigtige størrelser brænderrør, det var virkelig "fingerspitzgefühl". Der må lige ind, at når det var tågemanøvre, så forlangte l. mester at Thor var på fyrpladsen uanset hans tilstand, han havde fået lukket hos høkeren, men duftede rigtigt meget af sprit, nå men også her skulle han tørne til, vi kunne ikke purre ham, l. mester forlangte ham på ret køl med en spand isvand, så mødte han og kørte de kedler med en præcision som ingen anden, brænderrørene for ud og ind og trykket stod fast som om manometerviserne var limet fast, han kunne bare det der, dagen efter kunne det hænde at han ikke kunne huske noget om det, men det var en donkey af guds nåde, og så var han Nordmand.

En anden donkeymand var knapt så skrap, jeg mener at han havde skiftet brænderør OK, da han overtog vagten, men brændolietrykket faldt pludseligt drastisk, olie løb ud afbrændkamret og blev antændt på bagsiden af styrbords kedel, jeg mener at han havde glemt dysen i en af brænderrørene, vi så det faldende tryk fra manøvrepladsen og ligeledes røg fra fyrpladsen, alle fik travlt, også donkey, og det slap han godt fra, men da han blev taget i at ryge på sit kammer under lastning, røg han i søret, blev logget for løn og hjemsendt.
Nå men i søen stillede vi om til "Full speed ahead ", det var faktisk det samme som en automatpilot på en bil, bare deruda'.

Det mest kedelige vi kunne tørnes på, var "kedelræs", der gik af og til et røggasrør, de tærede op af svovlet i den tunge fuelolie der blev fyret med, så var det op på kedeltoppen, der kunne være op til 80 grader, så arbejde vi i 3 skift, 20 minutter indtil det var klaret, det tog et par døgn engang. Jeg husker specielt autogensvejs med spejl på economeiserrørene helt i toppen af kedlen. Der kunne også være en sodblæserbrand, fat i en af de gamle slukkere som man bare skulle vende bunden i vejret på, når det var slukket kunne der da godt være mere tilbage i slukkeren, den kunne jo ikke stoppes igen, så op med døren til fyrbødergangen og måske kom der en sort lemperdreng forbi, han fik den og styrtede ud på dækket og smed den ud over siden, det var så ikke helt meningen.

En ting var, at der kunne gå et economeiserrør på kedeltoppen, det var straks værre hvis skaden var i brændkammeret, som vel var på størrelse med en lille spisestue. Engang blev den ene kedel stoppet af, og 4 timer efter var jeg, efter lodtrækning iført vådt asbesttøj og hjælm, handsker og lygte, samt stålwire om livet, ind i brændkammeret for at konstatere skadens omfang, jeg følte det som en evighed, men det varede vel kun 30 sekunder, så rykkede jeg i wiren og blev trukket ud, skaden var så alvorlig at vi måtte gå til Aden på 1 kedel og få rørene skiftet der.
Hvad var der ellers af sjove ting, jo en ting var at vavac'erne, (ferskvandsfabrikkerne) der var 2 mener jeg, der skulle jævnligt bankes kalk af kobberspiralerne, der var vel 6-7 stykker i hver, af med dækslet til mandehullet og så løsne hver enkelt og ud med dem, det sjove, nej det var sgu lidt ondt, var at når de så skulle ind igen fik vi en araberlemper ind i bæstet og han skruede det bedste han havde lært, da han så havde skruet den sidste spiral fast kom chock'et, han kunne ikke komme ud, den skal tages udefra, den sidste spiral, og hvis vi så begyndte at lukke mandehullet, så blev der hyl som en imam der kalder til fredagsbøn i sin store moske, OK det var ondt gjort, men han var da glad for at blive reddet.
Man kunne også risikere at blive sendt ud i skruetunnelen for at spænde stævnerørspakningen (ikke Heron, baglader), altså i søen. hvis vi tog for meget vand ind, det var ikke usædvanligt og det blev prøvet. Det var nærmest når både lænse og ballastpumperne kørte for at vi skulle holdes bare nogenlunde tørre. (stykgodsbådene). Vi havde også et "black out" i Rotterdam, en slæbebåd fik med sin skrue fjernet vandet fra indtaget til svalevandspumperne. så var det en kædereaktion, på få minutter var turbinerne sat ud af spillet, 2. mester "Ferdinand" røg på røven af udmatte1se, men OK, det skal også gå stærkt hvis det sker, så vi måtte totalbugseres til kaj. Man havde naturligvis et stort vædskebehov, og saltpillerne var lige så vigtige, der var en "Isbadyt" nede i bunden af maskinrummet, det var en drikkeautomat med, ja faktisk, iskoldt vand, maven tog ikke imod for store portioner ad gangen og svedekluden om halsen den husker vi altid.
Udtrykket "døde duer" fik en ny betydning når vi var i europæisk farvand om vinteren, så kunne vi på hver vagt fjerne mange døde fugle, deriblandt også duer, de fløj ind af skylightet, og i løbet af få minutter døde de af den store temperaturforskel, lige pludselig kunne man få en fugl i hovedet, man lærte hurtigt at se op når man var i det område.

Da jeg var kommet hjem og havde fået mit "træk" udbetalt, fløj jeg ud og lejede en MGB, man skulle vel være ordentligt kørende, derefter var man rundt og sige hej, jeg besøgte tit min lærekammerat Mogens og hans kone Lotte, og havde altid en gave med til Lottes datter Susan, engang fik hun en dukke som kunne gå, den var lige så stor som hende selv, hun var vel 3-4 år, den blev hun meget glad for husker jeg, nå men vi fik jo også nok en sjus, jeg havde selvfølgelig billig sprut med, og så sov Lotte på sofaen, for hun var den eneste der skulle op på arbejde, der var heller ikke plads i dobbeltsengen, og jeg sover absolut ikke sammen med mine venners koner.
Jeg overnattede også et par gange hos min far i Virum, det var ligesom der var gået lidt tøvejr i forholdet, men jeg kunne ikke nære mig for at drille ham lidt, han har altid vidst hvad penge var, så engang fik jeg mit træk udbetalt i 10 krone sedler og da vi sad i stuen og talte om hvordan det gik spurgte han, hvad tjener man egentlig ved at sejle, da var det at jeg stak hånden ned i tasken og smed en håndfuld 10ere op i luften og sagde, jae ca. så meget, og så hældte jeg resten ud på gulvet. Det tror jeg aldrig at han glemte.
Engang spurgte jeg ham, når du alligevel går og vander blomster med vandslangen i aften, kunne du så ikke lige sprøjte lidt vand på vinduet til kælderen, hvor jeg sover, for som jeg forklarede, så sover jeg hurtigere, det føles ligesom mere dagligdags, Jeg hørte godt at han gik med vandslangen, og pludselig, han gjorde det sgu, det lå jeg og grinede lidt af.

Tiden på KAMBODIA OG MALAYA.
Fra Danmark og til østen var der dengang kun en vej og det er igennem Suez kanalen, jeg tror for øvrigt at jeg nåede igennem cirka 12-14 gange i alt, et par af "baserne" var Belawan og Medan på Nordsumatra. Det var et par spøjse byer, men det var hele østen skulle vi erfare, der var krigslignende tilstand imellem Malaysia, som dengang hed Malaya, og Indonesien, skibet kunne godt have haft et mere neutralt navn end MALAYA, så det gjorde tingene lidt vanskeligere, det kunne være sådan noget som at veksle penge, det foregik udelukkende hos tolderne, alt var bundkorrupt, jeg kan nævne at kulierne som lossede fik lov til at tage det med i land som de havde stjålet i løbet af dagen hvis de afleverede deres løn til tolderne, det havde kulierne mere ud af og tolderne var helt tilfredse. I den tid vi var på østen vil jeg mene at jeg fik set rigtig meget forskelligt, pladserne kan jeg ikke nævne, for jeg kan ikke huske dem alle sammen, men vi besøgte Sumatra, Java, Bali , Borneo , et hav af øerne som Indonesien jo består af, Thailand, Philipinerne, Indien, Burma, også efter krisen kom vi til Malaysia,
I Europa var det , Italien, Frankrig, Belgien og Polen.

Der var jo nogle fine typer ombord, vi havde blandt andet en tømrer, han var jyde, fra Silkeborg og han var så ligeglad med alle regler og forordninger, engang skulle vi ankre for Port Said, der var tryk på kanalen så vi skulle vente, tømreren som havde ansvaret for ankeret og spillet fik ordre af l. styrmand, lad ankret gå, det gjorde han også, man kunne høre kættingen, køre ud igennem klysset, pludselig blev der HELT stille, og tømreren råbte op til l. styrmand: Melder, alt gammelt jern smidt overbord, han havde ikke gjort kæden fast da han ordnede spillet sidste gang. Det var kun lige akkurat at han slap godt fra det.
Vi anløb Jakarta en del gange, og der er da også mange minder derfra, en af dem som står evigt mejslet på min nethinde, var en sen aften, jeg går alene ned mod havnen, da jeg pludselig mærker en der tager mig i hånden, det er en pige på vel 8 år vil jeg tro, og hun spørger imens hun kigger op på mig, "want to fuck me ?", jeg kikker ned på hende og siger, no, no, no, go home to your mother, så spørger hun "do you want to fuck my mother", da var jeg sgu rystet, jeg gik ned på det ene knæ, så på hende og gav hende, måske 100 Rupee, det var meget dernede, men ingenting for mig, og så sagde jeg, imens jeg så hende lige ind i øjnene "take this, and go home to your mother, promise me", hun lovede det, men gjorde hun det? Hun takkede og forsvandt op imellem nogle blikskure. det glemmer jeg ALDRIG.

Noget mere "tilgængeligt" var et besøg hos en lokal tandlæge, det må lige med at grunden til det besøg, var at kokken en dag på rejsen havde bagt noget wienerbrød, og så var der faldet en flaske ned fra en hylde og var smadret lige midt i dejen, han havde så fisket de glasskår op han nu kunne se, og så bagt færdigt, der landede så en glasstump i min ene kindtand, og det var den jeg gerne ville ha' væk, forstås. Nå men gnisten havde bestilt en taxa og den kom også, men i første omgang kunne jeg kun se en gammel Chevrolet Fleetmaster 48 model holde en 100 meter væk, da der ikke skete andet tænkte jeg, kan det være den og gik derned, chaufføren kom ud og spurgte, Dentist? det måtte jeg jo sige ja til, så åbnede han pass. døren, som kun hang i det nederste hængsel, og bad mig sætte mig ind, jeg siger jer, der var dobbeltsæde men kun fjedrene tilbage, sådan cirka, nå men man måtte finde plads så godt som muligt. Jeg havde godt set at der stak et bundt ledninger ud fra instrumentbrættet, han startede ved at kortslutte 2 af dem ved hjælp af sin skruetrækker ned på ratstammen, det gnistrede lidt og så skete underet, den startede, han vidste hvor jeg skulle hen, det var jeg egentlig glad for.
Vi kørte og han mente det med at køre, for i et kryds kørte han en gammel kone med et bananåg på skulderne, direkte i grøften, med bananer og det hele, jeg spurgte Why? han svarede "No brakes", så det var da helt naturligt, jeg spurgte ikke om mere.
Vi kom frem til "klinikken", jeg spurgte så alligevel med vantro i stemmen, er det her, jo den var go' nok og han skulle nok vente på mig. Det var et blikskur og jeg gik ind, der stod en gammel lænestol og instrumenterne begrænsede sig til en boremaskine, gammel type med snoretræk, jeg tror at I kan genkende systemet, den blev drevet af understellet fra en Singer trædesymaskine, der lå også noget renseværktøj på en kasse. Der kom en sød indfødt pige ud og bad mig tage plads, der var jeg virkelig i tvivl, men heldigvis kom der en dame som sagde at hun var rigtig tandlæge, hun var hollænder, og hun sagde beroligende at der ikke ville ske noget, hvad skulle jeg så egentlig der, nå men hun fik glassplinten ud, og kaldte på hende som havde taget imod mig, hun satte sig ved Singer'en og trådte det bedste hun havde lært, det blev omsat til at boret arbejdede med at rense tanden op, og til sidst kunne hun lægge en bunddækning i, så det kunne laves færdig når vi kom til Europa. Se det kalder jeg fandenme en tandmager. Vi kom helskindet tilbage, men jeg havde lige fat i kokken en ekstra gang.

Vi lå også en del gange i Medan, og der er også nogle fine oplevelser derfra. Jeg har omtalt de korrupte toldere, så da de var ved at blive for "dygtige", med vekselkursen måtte man finde på noget nyt, vi kunne risikere at blive undersøgt inden passage, og det flere gange, da der foruden toldgaten også var en militærgate, og de var absolut bevæbnet, der stod 2 stk. 12'7ere, dem lærte vi at kende. Ja hvad kunne man gøre, det bedste var at sætte pengene indvendig på livremmen eller i en pose nede ved den anden pose man altid havde på sig dernede, eller under svangen på foden, der var muligheder.
En dag da der havde været problemer med tolderne, det havde vel taget en time at komme igennem, og vi nåede til militærgaten, så var det lige at vi blev enige om bare at gå igennem, vi var trætte af dem, det gik fint sådan en 15-20 meter, så slap de lige en kort lav byge sporprojektiler fra deres 12'7ere tæt over hovedet på os, OK vi vendte om og sagde "sorry", de grinede lidt husker jeg.

Medan var en typisk lille havneby med cykeltaxi'er, det var en sofa på en 3 hjulet ladcykel, og det gik fint, egentlig utroligt at de kunne træde den med de veje, det var kun grus og huller, nå vi kom altså op til byen og der drev vi rundt, købte lidt, spiste noget af deres stærke mad, jo, for resten, vi gik ind på en jeg ved ikke rigtigt hvad man skal kalde det sted, men vi kunne få frølår, de var næsten på størrelse med et lille kyllingelår, de blev stegt i wok, og serveret med ris og chilli, peber, mango og hvad det alt sammen hedder, om det smagte, det kan jeg garantere jer for, kødet fik lige lidt lime, det var virkelig godt, det var også godt til at teste om pigerne var "rene". Der sad en spedalsk lammet kvinde på et kørebrædt nedenfor os med hånden fremme, hun sad helt ubevægelig og ventede, der faldt også et par Rupee af, det blev indehaveren af stedet gal over, sådan noget er svært at ignorere, men det er det man skal, desværre.
Jeg købte et udstoppet desmerdyr, (dem der tager cobraslanger), og da vi kom tilbage til militærgaten, startede balladen, vi var måske spioner så de ville gerne se hvad der var inden i den desmer, den ene stod med bajonetten klar, det blev halvdyrt at overbevise dem om det modsatte af spioner, gud fader bevares, de kunne selvfølgelig kende os og så skulle det koste, hvad lærte man så af det mon?

Der var som sagt krigslignende tilstand i landet og vi sejlede en periode på krigstillæg, jeg husker en enkelt alarm, det var i Jakarta, og så skulle alt lys slukkes omgående, hvad alarmen skyldtes fandt vi aldrig ud af. Når vi nu er i Jakarta vil jeg lige fortælle lidt om det.
Først selve havnen, man havde fået en del hjælp ude fra, det være sig lastbiler, store mobile lossekraner og andet udstyr til havnen men det kunne ikke bruges fordi lastbilerne var klodset op, hjulene med mere var stjålet, det var motorerne til kranerne også, så de havde kun en dampkran fra århundredeskiftet, så vi brugte vores eget lossegrej.

Jeg omtalte tidligere at kulierne kunne tage det de havde stjålet med i land, bare de afleverede deres løn, det de stjal var bl.a. dele fra de vespa scootere vi havde med, de lå pakket i trækasser, og der var ikke en der var hel da de blev losset, ligeledes havde vi engang en halv snes Fiat 1500 med, de var heller ikke helt køreklare da de landede på kajen. En ting var at de stjal fra lasten, noget helt andet var hvad de stjal fra os, jeg lå en dag på min køje med vinduet åbent, ud til svalegangen, nå men mens jeg blundede lidt, så jeg ud igennem øjenkrogen, en anden krog, det var en kuli som fiskede efter min radio med en bambusstang, han var lige ved at fange den da jeg for op og huggede stangen, han var så hurtig at jeg ikke kunne genkende ham senere, jo de stjal fløden op af kaffen.
Vi tar' en tur til Bali, der er lige en ting som jeg kommer i tanke om lige nu bl.a. på vej til Bali, de nætter med høj stjernehimmel, radioen gående med, ja det kunne være "The night have a thousand eyes" med Brenda Lee, og en kold pilsner, alene eller i snak, det var ubetalelig dejligt. Nå, vi lå endnu engang på reden og havde ankret op, byen hed Panakus, og vi lå opankret, og så var det lige at ungtjeneren ville ha' en svømmetur, lejderen til lodsen var nede, så der var fri bane. Som sagt som gjort, han sprang i vandet og så ud til at nyde det, lige indtil vi fik øje på en stor djævlerokke, ufarlig, den går efter plankton i overfladen, men da vi råbte, "du har en stor rokke i røven", var det ikke lige det han tænkte på, jeg siger jer, det må være det nærmeste menneskeligheden har været på at gense' en der kunne gå på vandet, for satan hvor kom han hurtigt op.

Vi kom jo ind og skulle laste gummi og ædeltræ, jeg har ikke ord for det samfund som vi var kommet til, husene var i 2 etager, åbne forneden, til grise, geder og køer, der var vaske og køkkenplads, nogle havde værksteder. Det uspolerede folk kunne godt få en til at vende skråen en ekstra gang.
Borneo besøgte vi også, men det var ikke mere end et par dage af gangen så de store opdagelsesrejser kunne vi ikke nå, men det jeg husker bedst var orangutang aberne som er overalt derude, se dem i fri dressur er det hele værd. På en plads, jeg husker ikke præcis hvor, men vi havde jo en tømrer som ikke var helt almindelig, vi lå på strømmen, og var ankret op, så lige pludselig så vi tømreren stå på lønningen og råbe, "nu vil jeg fand'me ha' noget f--" (eller fjams som man også siger), han sprang sgu i vandet, og begyndte at svømme ind imod havnen. Mon ikke lige at vi fik travlt, det var jo hajfyldt farvand så det var med at få en båd i vandet i en fart, vi kunne ikke tage motor båden fordi motoren sad fast, det havde den gjort længe, så 4 matroser af sted med årer. Han var faktisk nået langt da han blev hentet, der var go' strøm. Da han var vel ombord igen sagde 1. styrmand, hvad fanden tænker De på tømrer, der er jo hajer, jo, jeg sparkede også en over snuden, svarede tømreren , men det var nok ikke helt rigtigt, man kunne se på hans øjne at den nok ikke holdt, for resten, hans valgsprog når han havde fået nogle bajere var altid "er der nogen her der kan tale amerikansk"
Lige for at gøre tømreren færdig, det var i Antwerpen at vi 3 mand kom forbi et værtshus, da tømreren kom vandret ud af døren med karm og det hele, den var nemlig lukket da han blev smidt ud, han landede på fortovet og fik øje på os og sagde, nej hvor er jeg glad for at se jer drenge, ka' I ikke lige hjælpe mig derinde, næ vi hjalp ham ombord, det var nok en bedre ide.

En sjov oplevelse var også da vi lå i Kotzikode, en plads i det sydlige Indien, der var altid kulier til lastarbejdet, men her boede de på dækket al den tid vi lå der, en uge vil jeg tro, de sov og lavede mad, ganske simpelt en lille bunke jord, et trekantstativ og en potte så lavede de bål og kogte og stegte, det var sgu meget fint, der duftede af alt godt og at se sådan 25-30 små bål pladser på dækket egentlig meget festligt, og det må siges, de rørte ikke noget der ikke var deres eget, ærlige folk. Her holdt vi også nytår, det var meget smart, det kunne vi 2 gange, der var 6 timers tidsforskel fra Danmark ved vagtskifte kl. "rigtig" 2400 blev der serveret champagne igennem talerøret, så blev det også renset.

Jeg gik bl.a. på vagt med en 1. mester, Haiward hed han, han kom fra Bintang mener jeg, han var chief der nå, han kunne være ret kradsbørstig, men også menneskelig ind imellem. Engang kunne jeg godt have undværet hans menneskelighed, vi var under land og jeg må indskyde at Svend skulle afløse mig på lysvagten, han havde 12-04 vagt men det virkede overmåde svært, for han var skidefuld for at sige det pænt, så jeg lovede ham at gå igennem til 04. Så var det lige at Haiward sagde, "Kom Müller, vi skal op til skipper og ha' en øl, hold kæft, så er der ingen i maskinen, men når Haiward sagde sådan, var det en ordre. Vi sad der og jeg skulle MEGET på toilettet, ned i maskinen forstås, men det måtte ikke virke påfaldende, Haiward sad og skamroste sine maskinfolk, han skulle bare lige vide, men det gik uden problemer. Jeg fik for øvrigt en marokkopude af Svend som tak for hjælpen.

Vagten startede med at smøre vel omkring 50 smøresteder som skulle have en omgang på hver vagt, Malaya havde en 6 cyl. motor som var vel 15 meter høj og 6-8 meter bred og gik 120 omdrejninger for fuld kraft, det var 2 takt dobbeltvirkende Diesel, og den gik bare så dejlig stille og rolig, og så er der en væsentlig forskel i stempeltræk, Kambodia 2 stk. 10 cyl. enkeltvirkende, uafhængig manøvrering, dobbeltskrue, ØK' s hurtigste skib, vel 18-19 knob som jeg husker det.
Malaya havde en "løbekat", oppe under skylightet, Kambodia havde i sagens natur 2 på skinner til at trække stemplerne op af cylindrene når ringene skulle renses for koks. Malaya's rev sig løs på vores vagt, og så var det op ad trinene som var svejset på skottet, der var vel 15-20 meter op, og så var det lige at fange det uhyre med krogen når den kom farende, alt efter hvordan søen var, jeg husker at jeg fangede den 3. gang, med en hånd på trinet og krogen i den anden. Det var noget for en mand, som ikke er til højder meget ud over en ølkasse, men der var ingen pardon, bare op, for resten Haiward ville selv manøvrere, en dag under manøvre står den ene startluftkompressor af og den anden har det heller ikke for godt, det var lige at det gik, rynkebåndet var lidt anspændt, eller slapt måske, gad vide om han havde kommanderet mig til at blæse i givet fald, det skulle ikke have undret mig.

Malaya's 6 cyl. Maskine kunne holde sig igang på blot 2 cylindre de andre blev stoppet af hvis de blev ramt af en skylleluftbrand, det skete for 2' taktere.
Sygdom hvad er det for en størrelse? De fleste tilfælde hvor patienten sagde at han måtte til køjs blev kureret på 3 dage, menu'en havde nok også sin virkning, aften, tomatsuppe og melboller, morgen, melboller og tomatsuppe, den gik i 3 dage, så var de fleste tilfælde kureret, hvis ikke så var opiumsdråber ganske effektivt, hvis maven så gik i stå, var der altid amerikansk olie. der var dog en der blev efterladt i en havn med blindtarmsbetændelse det kunne l. styrmand godt skelne imellem, han vidste også hvad der skulle til når man "pissede glasskår” bukserne ned og et skud i røven.
Bangkok var også et spændende sted, jeg husker første gang jeg var der, l. mester sagde, vi skal have trukket et stempel og så er der landlov, vi gik i gang og pludselig imens man står og tamper på en slagnøgle vrimlede det med tøser dernede, jeg kigger på min sidemand som siger, den er go' nok, de råbte i munden på hinanden, "give me key for your cabin", bare kast dine nøgler så er der en af pigerne som griber dem, og når du kommer op til kaffe så er dit kammer ryddet og flot, og det var sgu rigtigt, så var det bare med at holde sig til hende resten af tiden, ellers kunne det godt gå tosset.

Jeg nævnte "Faber" i starten af et afsnit, det skal med at han engang da han var udstationeret i Bangkok for kompagniet, sammen med 2 andre i en kanonbrandert, stjal en sporvogn og væltede med den, hvad gjorde Faber? han skrev en rekvisition på "Et stk. sporvogn", den rekvisition hang indrammet hjemme på maskininspektionen, sådan gjorde man det.

Det sidste jeg vil omtale før det går imod Europa er engang vi skulle sejle et godt stykke ind ad en flod op til en gummi og kaffe plantage et sted på Java, byen lå på hver side af floden, bygget ud på stolper, kaffen og gummiballerne blev sejlet ud til os i last robåde og så tog vi det med lastebommen, vi havde kulier ombord som bar det videre ned i lastrummene, sådan blev der altid lastet.
Hvis I ikke ved hvordan rigtig kaffe skal skal laves, så er opskriften her. Man går ned i lastrummet, skærer hul på en kaffesæk, tager en dåsefuld og går op i kabyssen og lader kokken riste det i bradepanden, maler det groft, og så er der rigtig kaffe.

Vi lå der vel en uges tid og var også i land, det var underligt, 3 rækker hytter og så junglen i baghaven, men landlov sluttede, da l. mester ville have trukket et stempel, så var vi ikke i stand til at regulere svajeturen ved tidevandsskift, det kunne gå 2 veje, det skete selvfølgelig engang at vi ville svajede den gale vej, og så ville broen gerne lige have lidt hjælp fra maskinen, det virkede en smule svært når den manglede et stempel. Resultatet blev at vi i det forkerte svaj knuste 7-8 både som lå fortøjet ved bredden, fra da var vi IKKE populære, vi blev sågar overfaldet en nat, det var et reelt røveriforsøg, vi fik dem retur ud over siden, men resten af tiden måtte vi have fast vagt på dækket samt lamper på siden om natten. På vejen både ind og ud af floden kunne vi se dyrelivet i junglen, aber, tropiske fugle, der var en leben og ballade og floden var vel ikke mere end ca. 50 meterbred, en ting som også var interessant var den mængde krokodiller som lå på bredden, der var virkelig mange, de kunne aktiveres ved at vi smed noget efter dem, noget spiseligt var absolut bedst.

Så er der lige Manila, det er helt sikkert den plads jeg blev hurtigst færdig med, vi lå der også kun 2 døgn, ganske kort var det sådan at chief'en havde sagt, lad nu være med at sætte jer ind i en taxi uden at kikke ved de bageste sæder, det ska' vi nok farmand, og så afsted.
Vi er 2 der smutter og efter et par pilsnere på et lokalt værtshus går jeg, ham som jeg fulgtes med ville ikke længere, hvad gør en verdensmand, han tager en taxi, som jeg ikke engang behøvede at praje, næ den holder høfligt ind til siden og chaufføren springer ud, åbner højre fordør og spørger, "downtown sir?" man sætter sig ind, og hvad sker, hvad var det nu chiefen lige havde sagt, shit, der kom en lille mand til syne op fra gulvet bag mit sæde, med et eller andet i hånden, jeg undersøgte ikke hvad det var, "be quiet and relax" blev der sagt og så fik jeg en lang køretur, som endte i et tyndt befolket område, hvor jeg blev bedt om at aflevere alt, mine boxershorts fik jeg lov at beholde, og så kørte de. Der stod jeg vel en lille time, så kom en lokal forbi og så og forstod, han kunne en smule engelsk og kørte mig tilbage til skibet jeg blev mindet om det af og til resten af tiden. Jeg har senere tænkt over, hvorfor mon han fløj ud og åbnede højre dør for mig og stod og tog udsynet ind til bagsæderne, jeg tror at jeg har fundet ud af det.

Vi bevæger os hjemad, det jeg så lige må holde lidt ved var, da vi gik igennem Messinastrædet, det er imellem Sicilien og Italien, der ligger en vulkan, "Stromboli", som næsten konstant er i udbrud, den er faktisk et internationalt sømærke, det er flot at se om natten, nå men vi skulle anløbe Palermo på Sicilien, og det varede vel 3 dage tror jeg, derfra husker jeg specielt et besøg i katekomberne. Der er underjordiske gange hvor de afdøde sidder ved siden af hinanden som skeletter, der var dog lidt kød på nogen af dem husker jeg, bl.a. var der en lille pige født i 1918 og død i 20, hun var balsameret så man kunne tro at hun bare sov, hun var en anelse gul i huden men ellers i fin stand.

Vi gik videre til Genua og Marseilles i Frankrig, og der fik vi skovlen under vores kammerdreng, han havde på rejsen totalt nægtet at gå med nogen steder, han var også kun 15 år, men i Marseilles købte vi en dame til ham, han anede ingenting, vi installerede hende i hans køje, trak forhænget for, snuppede nøglen og da han var færdig med sin bakstørn og gik ind på kammeret, låste vi udvendigt fra og ventede, der gik ikke mange sekunder før der lød et hyl, men det varede til gengæld heller ikke så længe. Vi låste op et par timer efter og hun smuttede, han sov, og det blev morgen. Han startede med at give skipper et råt æg, så rystede han ketchupflasken uden prop på, og så rystede han over det hele, skipper spurgte hvad der var fat, og han måtte fortælle det, han blev tilgivet, men han ærgrede sig over at havde været så stædig på hele rejsen.

Vi går videre nordover igennem Biscayen, Der var der ikke storm i Biscayen men nogle høje bølger, det er for det meste store dønninger fra Atlanten, vi sejlede igennem det flotteste vejr og vi red op og ned, det ene øjeblik med vand på alle sider, nede i en bølgedal, det andet øjeblik, oppe på en bølge top, så skruen kunne "rouse" det var når den kom fri af vandet. det var en ejendommelig sejlads.

Vi går videre, og jeg mener at det var igennem Kielerkanalen, til Østersøen, for vi skulle lige et smut til Gdansk i Polen. Det var i de gode gamle kommunistdage med bevæbnede vagter på kajen og hele musikken, vi solgte hvad vi kunne undvære af tøj, en nylonskjorte og et stykke håndsæbe var rigeligt til en bytur med det hele. Det var jo strengt forbudt at smugle, så vi prøvede også at blive kropsvisiteret, det mente de alvorligt, det var sgu koldt at stå i bar røv i februar, i et uopvarmet lokale med en enkelt, lige så nøgen pære tændt. men vi var clean, heldigvis.

Vi fik set hvordan polakkerne boede i deres lejekaserner, det var ikke noget at stræbe efter. Vi var der ca. en uge, ganske simpelt fordi de gummiballer som de skulle have, var brændt sammen, man havde ikke kommet nok talkum imellem, så de måtte faktisk flås fra hinanden en efter en.
Så gik vi til København og jeg afmønstrede, begge gange var det om vinteren, men 2. gang var det i shorts og Tshirt ned ad gangvejen, i snestorm, jeg havde ikke andet tøj, vi var gået direkte hjem fra varmen.

Jeg forlod ØK med en søfartsbog påtegnet "fart på alle have", så må man vist, ifølge en gammel overlevering, gå med pressefolderne på tværs, den er nok lavet før strygejernets tid.
Det var så det, efter jeg var afmønstret skaffede min far mig et job, måske var han alligevel lidt betænkelig ved at jeg måske ville blive ude til søs, det tror jeg egentlig også var sket, hvis det ikke lige var for det job.
Hvad der så siden skete er jo en helt anden historie.

Mange hilsener
Nils Müller blandt venner kaldet "MULLE"

Hej Gruffo !

Du efterlyser en lille historie fra livet ombord, så den får du her.

Jeg startede i lære som maler, men jeg har altid haft lyst til at sejle, så da jeg var udlært tog jeg hyre på et ØK-skib i 67 (19 år gammel).
Det var tankskibet Nordic Heron. Jeg ville hellere have sejlet med en fragtbåd, men det var ikke så nemt, at få hyre der, når man var ung og uerfaren.
Efter at have sejlet et års tid og været i land i 3 uger, fik jeg hyre på Ayuthia i 69.

Skibets kaptajn var en lille konge, som der hele tiden skulle serveres for. Jeg havde en dag glemt sherryen til hans forloren skildpadde og blev derfor sendt over agter, for at hente den (det tog en rum tid). Da jeg omsider kom tilbage, havde han selvfølgelig spist og havde ikke brug for den (han vidste godt, at det ville tage sin tid for mig at hente den, men bad alligevel om at få den hentet, bare fordi han havde magten til det).
Til gengæld var der en gammel stewardesse (fru Madsen 60 - 65 år) som modsat jeg, kunne tage bladet fra munden. Det gjorde hun ofte og satte skipper på plads.
Til trods for skipperen (som kun var der i 3 uger, hvorefter en ny og rar skipper overtog) har det været de bedste 4 måneder i mit søfartsliv.

Med venlig hilsen
Ib Litzen

André Jensen

"Marinemaler pens. skibsfører i DFDS" har venligt stillet nedenstående malerier til rådighed for "Snesejleren"
TAK FOR DET !!

Amerika

Canada

Erria

Erria

Erria

Fionia

Jutlandia

Selandia

Selandia

Selandia.

Se også de andre sider !!!

| ..-. --- .-. -- .--.- .-.. . - | -- . -.. | ... -. . ... . .--- .-.. . .-. | . .-. | .- - | --. . -. --. .. ...- . | . - | -... .. .-.. .-.. . -.. . | .- ..-. | .-.. .. ...- . - | --- -- | -... --- .-. -.. | .. | ---. -.- |
 Hvad står der ? Dette ! Formålet med snesejler er at gengive et billede af livet om bord i ØK.

Her kan du høre Palle Kruse morse budskabet.

Klik på Play-knappen !